Alle kan sætte ord på, hvordan en zebra ser ud. Ingen vil være i tvivl, hvis de ser et foto af et dyr på størrelse med en lille hest med sorte og hvide striber og får spørgsmålet ”Hvad er det?” Mange vil beskrive zebraen som en hest med pyjamasstriber.
Zebraen hører med til de kendte og ikoniske Afrikadyr.
I denne klumme kigger jeg nærmere på dette smukke dyr.
På min første tur til Afrika var vi på vej op til kanten af Ngorongoro-krateret i Tanzania. Vi havde kort forinden haft et ufrivilligt stop på grund af en punktering og mens min ven skiftede hjulet, holdt vi andre tre øje med, at vi ikke kom i uønsket nærkontakt med nogen vilde dyr. Jeg må indrømme, at pulsen var lidt højere end normalt. Kunne en løve dukke op fra det nærliggende buskads? Alle sanser var skærpet til det yderste.
Først da vi lidt senere sad i bilen igen og var på vej videre, gik det op for mig, at jeg da faktisk var tissetrængende.
I Afrika holder man ikke bare lige ind til siden, når nogen skal tisse. Der skal helst være åbent omkring bilen, så der ikke lige dukker en løve eller en bøffel op fra krattet, og man skal kunne scanne landskabet for potentielt farlige vilde dyr. Der skal være en vis afstand.
Privatlivet består i, at man placerer sig bag bilen.
Der gik lige nogle minutter inden bevoksningen åbnede sig op, så vi kunne stoppe. Jeg hoppede ud af bilen, for at forrette min nødtørft. Dér gik det for første gang for alvor op for mig, at dyrene hele tiden er i bevægelse, mens de græsser. Inden jeg var færdig, var en flok zebraer kommet meget nærmere og havde for en stund afbrudt græsningen, og de stod nu og stirrede på mig.
Det var mit første rigtige møde med savannezebraen – bortset fra i zoologisk have – eller almindelig zebra, som den også kaldes. Andre kalder den Burchell’s zebra.
Karakteristika om de enkelte dyr skal helst fortælles nede på savannen, når man holder blandt dyrene. Da det er svært at rejse for tiden, så gør vi en undtagelse her.
Savannezebra
Som sagt hører zebraen til hestefamilien. I Afrika siger man, at zebraen er sort med hvide striber. Striberne går hele vejen ind under bugen. Mønsteret er unikt for hvert dyr. Det ses nemt, når man ser flere zebraer ved siden af hinanden.
I det sydlige Afrika ses en variant hvor der i de hvide striber er nogle brune skyggestriber.
Savannezebraen lever i familier, hvor en hingst styrer et harem på en håndfuld hopper med føl, Hopperne indgår i et hierarki med en ”førstehoppe”.
Det nyfødte føl skal hurtigt på benene og kunne følge med de voksne, så det fødes med lange ben. Det ses tydeligt, når føllet står ved siden af sin mor.
Zebraen er hårdfør i forhold til mange af de andre græsædere, idet den også spiser gammelt, sejt græs. På den måde er den med til at åbne græsgange op for andre græsædere, så der spirer nyt græs frem til glæde for fx gnuer og Thompson gazeller. Til gengæld har zebraen brug for vand hver dag. Hvis det ikke lige er i nærheden, vandrer den efter det. Jeg har således flere gange set en gruppe zebraer i gåsegang på savannen.
Det er ”førstehoppen”, der fører an og derefter følger de øvrige hopper i rangorden sammen med deres føl. Bagerst går hingsten, som så kan forsvare gruppen. Han har dels et kraftigt bid, dels kan han både sparke bagud og fremad.
Som nævnt tidligere flytter dyrene sig hele tiden, mens de græsser. Ind i mellem kan de dog tage en pause og ofte ser man, at de kombinerer hvilet med socialisering. Helt karakteristisk står to zebraer tæt op ad hinanden med hovedet hver sin vej. På den måde er de sociale samtidig med, at de kan holde vagt til begge sider mod eventuelle fjender.
Hvor gnuen under sin vandring har en karakteristisk brummende, gryntende lyd, så vrinsker zebraen mere. I farefulde situationer går lyden nærmest over i et skrig.
Det oplevede jeg for alvor, da vi holdt ved Mara-floden og ventede på at dyrene skulle krydse floden. Gnuerne kastede sig hovedkulds i vandet og lyden af vandplask var nok til at overdøve lyden af en gnu, der blev trukket ned af en krokodille. Da det senere var en zebra, der led samme skæbne, lød der et gennemtrængende, hjerteskærende skrig.
Samme lyd nåede igennem vores teltvæg en nat, og næste morgen så vi hvorfor, da vi mødte løverne, der endnu ikke var helt færdige med nattens bytte.
Ud af bilen
Når man tager på safari sidder man trygt og godt i sin safaribil, også når en elefantflok omkredser bilen eller en løve søger ind i skyggen af bilen. Ikke at det ikke kan få pulsen lidt op og de små hår til at rejse sig på armene.
Der er imidlertid noget særligt ved at komme ud af bilen. Man får endnu flere oplevelser.
Man kan komme meget tættere på smukke blomster og særegne planter. Sommerfugle, insekter, myrer, termitter og små frøer opleves meget bedre. Ja nogle af dem går man helt glip af ved at blive i bilen.
Ens sanser skærpes automatisk, når man hopper ud af bilen, og det er en helt speciel følelse at gå sammen med antiloper, giraffer og zebraer. Måske kommer der lige en hyæne forbi.
Man holder selvfølgelig afstand og er under ledsagelse af en kyndig guide og en vagt.
Duftene træder tydeligere frem og for fotografen, er der mulighed for nye vinkler.
At lægge sig ned på jorden og i stilhed kigge på de græssende zebraer, mens man tager et par billeder, det er en stor oplevelse, som man husker med glæde lang tid efter.
På ture til Kenya har vi flere gange valgt at lægge et besøg i Samburu ind i rejseplanen. Fra Nairobi sætter man kursen nordøst forbi Mount Kenya. Undervejs – selvom det er udenfor reservater og nationalparker – møder man ofte både forskellige antiloper, strudse, gnuer og savannezebraer. Jo længere nordpå man kommer, jo mere ændrer landskabet karakter.
Når man kommer op til Samburu, er der tørt og støvet. Det er et halvørkenområde. Her møder man en anden type zebra.
Grevys zebra
Denne zebra adskiller sig på en række punkter fra den almindelige zebra. Grevys zebra er væsentlig større og den er smalstribet. De nærmest lodrette striber fortsætter ikke ind under bugen, som er helt hvid. Ørerne er store og æselagtige. Nogle beskriver det som ”flagermusører”. Fra manken går der en sort stribe hen over ryggen og ned på halen.
Grevys zebra har ikke familiedannelse som den almindelige zebra. Hingstene er territoriale og parrer de hopper, som kommer ind på deres territorier.
Den smalstribede zebra lever som nævnt i meget tørre områder, og kan klare sig flere dage uden vand.
Grevys zebra er sjælden (truet). I Danmark kan den ses i Aalborg Zoo.
På en af vores ture til Samburu rendte vi ind i en større gruppe med 100 dyr eller mere, der var på vandring. Så sidder man der i bilen og føler sig både heldig og privilegeret.
I en bisætning skal det nævnes at Samburu også er kendt for andre specielle dyr som somalistruds, gribbeperlehøne, oryxantilope, girafgazelle og netgiraf.
En zebra er altså ikke bare en zebra
Den skal imidlertid helst nydes i Afrika. Det er et smukt syn, når den går og græsser på den åbne savanne sammen med gnuer, impalaer og Thompson gazeller.
De sort-hvide striber lyser op i landskabet og fuldender billedet af det ”rigtige” Afrika.
