Har lige modtaget mit visum. Der er afrejse om 14 dage. Fra København sætter vi kurs mod Doha. Efter flyskifte fortsætter vi denne gang ikke mod sydvest mod mit elskede Afrika, men flyver mod øst med kurs mod Delhi i Indien.
Syntes at der var noget østerlandsk mystik, ja nærmest forførende over rejsens navn ”Indiens Tigre, Templer og Taj Mahal”.
Turen har elementer af kultur men i høj grad fokus på naturoplevelser og tigre. Er i forvejen meget begejstret for møder med de store katte i Afrika. Hvilken oplevelse det kunne være at se den største af de store katte ude i naturen.
Har kun været i Indien én gang. Det var lige før Covid-19 lukkede verden ned. Var ude på en enkelt morgen safarikørsel for at lede efter tigre. Desværre forgæves.
Da vi senere på dagen ankom til vores hotel, spurgte vores vært: ”Did you see the tiger?” ”No”. ”Do you want to see the tiger?” ”Yes, yes”.
Hvorefter han fiskede sin mobiltelefon frem og viste os billeder af en tiger. De var taget dagen forinden. Tigeren var kommet gående på vejen nedenfor hotellet, og så havde han lige hurtigt taget et par billeder med sin telefon.
Det er ligesom i Afrika. Det gælder om at være klar og der er dyr både inde i og udenfor reservaterne.
Mod Indien
Sidder nu i flyveren klar til afgang. Når jeg kigger rundt, er der kun få ledige sæder i den store maskine. Alle ser afslappede ud bortset fra nogle travle stewardesser, der suser rundt og får styr på de sidste detaljer inden afgang. Forude venter en flyvning på 6 timer og et kvarter, inden vi skifter fly i Doha. Fra Doha er der blot 3½ time til Delhi.
Selvom man har helt styr på både sin billet, sit pas og sit visum, er der noget befriende over langt om længe at være ”ude på den anden side” og føle rejsemålets jord under sine fødder. Solen skinnede og chaufføren holdt klar, da vi kom ud af lufthavnen.
Med bus gik turen sydover mod de store kulturelle attraktioner Red Fort i Agra og Taj Mahal. Som i Afrika gav kørslen gennem landskaber og mindre byer et godt indtryk af en meget anderledes kultur. Glad for at jeg ikke sad bag rattet, for der var meget trafik, alle mulige slags trafikanter og så de hellige køer, der vader rundt midt på vejene, præcis som man har set på film og i TV. Hornet blev flittigt brugt. Alle bruger i øvrigt flittigt hornet, så der er et vist støjniveau!
Både Taj Mahal og Red Fort er på hver deres måde fantastiske bygningsværker og en stor oplevelse. En lokal guide fortalte og viste rundt. Jeg havde set billeder inden afrejse, men at gå rundt på stedet – godt nok sammen med mange tusinde andre – omgivet af hvidt marmor og historiens vingesus – wow!
Med toget
Næste dag bød på flere kulturelle oplevelser. Efter tidlig morgenmad blev vi kørt til stationen i Agra, hvorfra vi skulle med tog til Jhansi. Ved ikke hvilken belægningsprocent DSB har som målsætning, men i Indien var den faktuelt over 100 %. Der var indere, der hang uden på vognene for at komme med og man sprang af og på endnu inden toget holdt stille ved perron.
Vores tog lod vente på sig, så der var god tid til både at opleve aber i træerne foran stationen og til at betragte folkelivet på perronerne. Mange tiggende børn rundt omkring, og vi fandt ud af, at det var bedre at negligere dem helt end at begynde på at sige pænt nej. Nu og da gled et af de meget lange tog til perron. En masse mennesker myldrede ud og ind af toget, inden der igen blev fløjtet afgang. Der skønnes at være ca. 3 mill. mennesker i Agra.
Endelig kom vores tog til perron og blandt andet med hjælp fra en lokal guide, kom vi ind i det overfyldte tog uden problemer og fandt frem til vores siddepladser. Her fik vi udleveret en sandwich og noget at drikke. Tiltrængt efter meget tidlig morgenmad.
Efter en længere togtur efterfulgt af en længere tur i mindre biler var det blevet tid til en dejlig frokost, hvor det krydrede indiske køkken viste sig fra sin bedste side afsluttende med en lidt sød dessert med masser af kokos.
Erotiske templer
Fyldt op med ny energi var vi klar til eftermiddagens kulturattraktion – de erotiske templer i Khajuraho. Efter rundvisning med lokal guide til udvalgte relieffer og udsmykninger, fik vi tid på egen hånd. Imponerende er slet ikke dækkende. Hvilket arbejde det har været at udhugge alle disse relieffer i sin tid – og erotiske – ja, der blev i sandhed ikke lagt fingre imellem, og jo der var også en del elefanter rundt omkring.
Da jeg gik rundt mellem alle de erotiske relieffer, kom jeg forbi et stort træ, hvor nogle grønne papegøjer fløj til og fra deres reder. Det blev det første rigtige møde med indisk ”wildlife” på denne tur.
Første game drive
Næste dag var vi på det første af mange game drives i små åbne biler - med både en chauffør og en guide – og med håbet om at se tigre og en masse andre fra det rige indiske dyreliv. Som sagt indledningsvis så jeg ingen tiger på en tidligere tur, så jeg håbede virkelig at på bare ét af de mange game drives på denne tur - i 4 forskellige nationalparker – ville heldet være med mig og de andre deltagere på turen.
Kl. 15 præcis gik porten op og de mange ventende biler kørte ind i parken. Vi blev dog hurtigt fordelt. Gjorde flere stop undervejs ved fugle, hjorte og antiloper samt lemurer. Mange gode oplevelser inden en strækkeben pause med mulighed for toiletbesøg.
Da vi skulle til at køre fra rastepladsen sagde chaufføren, at ingen af de andre biler havde set tiger.
Kort efter blev speederen trykket i bund og vi kørte afsted for at se tiger.
Stor afstand – på den anden side af floden – men vi så den ad flere omgange. Kæmpe oplevelse og der gik et sus gennem publikum, når den bevægede sig.
Hvilken start på safaridelen af turen. Det lovede godt for de kommende dage.
Bandhavgarh
Alene navnet – Bandhavgarh – synes jeg smager lidt af tiger. Nationalparken – der historisk set var jagtområde for Maharajaerne – har et kerneområde på ca. 700 km2 og en bufferzone på omkring 450 km2. Det er én af de parker, der har den største tæthed af tigre.
Det var derfor med stor optimisme, at vi satte os i bilerne tidligt om morgenen og kørte ind i parken i det gryende morgenlys. Vi så en stork, et vildsvin, et par ugler og en masse plettede hjorte.
Vi kørte videre, ivrigt spejdende efter den stribede kat. I græsset ca. 30 meter fra vejen fik vi øje på to tigerunger. De kiggede tilbage på os. De legede lidt, vaskede hinanden og rejste sig til sidst og forsvandt i det høje græs.
Efter afslapning ved poolen og en skøn frokost tog vi på game drive igen om eftermiddagen. Denne gang i en anden zone (på game drives bliver man tildelt en zone, som man kører rundt i og skal holde sig indenfor – meget anderledes end i Afrika).
Sidst på dagen havde vi heldet med os. Delvis gemt af nogle buske lå en meget mæt, stor hantiger og slappede af. Indimellem løftede den hovedet, men ellers var der ikke meget bevægelse. Men vi så den!
Næste morgen var sidste chance for at se tiger i Bandhavgarh. Det blev en ualmindelig stille morgen, bortset fra et par påfugle, der forsøgte at vække hele parken med deres larm. Vi kørte frem og tilbage ad forskellige stier og lige pludselig stod den der. En voksen huntiger stod i kanten af et søområde og drak vand.
Et øjeblik efter gik hun på vejen efterfulgt af en masse biler og ekstatiske tilråb. Imponerende at se den så tæt på, men al den larm ville jeg gerne være foruden. Tigeren tog det dog med stoisk ro og kiggede sig kun en enkelt gang over skulderen, inden hun forsvandt ind i et tæt bambuskrat.
Kanha nationalpark
Fortsatte til Kanha nationalparken. Håbede selvfølgelig på at vores tiger held fulgte med, men desværre nej. Ingen af de to game drives bød på tiger. Til gengæld bød de på en masse andre dyr, f.eks. vildsvin, sjakaler, antiloper, hjorte, langurer, en masse fugle og sidst men ikke mindst de imponerende gaurokser. Wow de er store.
Pench nationalpark
Undervejs på køreturen til Pench gjorde vi stop for toiletbesøg og strækken ben. Her stod et imponerende 700 år gammelt træ. Sikken udvikling det træ har været vidne til!
Der ventede to game drives i Pench. Det første var et eftermiddags game drive, som var relativt stille. Vi fulgte nogle spor fra om morgenen sammen med andre biler, men til sidst holdt vi der alene. Efter en stund kom en enkelt bil tilbage. Han blinkede med lygterne, og så racede vi afsted. I stedet for tiger oplevede vi en leopard, der sad og drak vand. En rigtig god oplevelse.
Næste morgen kl. 05:45 kørte vi afsted på vores sidste game drive – sidste chance for at opleve det spændende indiske dyreliv og måske se tiger.
Heldet tilsmilede os. En huntiger med tre unger dukkede op mellem træerne og gav sig god tid foran bilerne, der kom til. Én af ungerne hvæssede klør på en træstamme lige ved siden af vejen, og moderen benyttede lejligheden til lige at afsætte nogle duftspor. Var lige ved at ramme ungen i hovedet.
Da der var samling på ”tropperne”, gik hunnen videre med sine unger og tigrene forsvandt atter ind i skoven.
Chaufføren kørte om på den anden side af skoven i håbet om, at den lille familie ville dukke op dér. 15- 20 biler var allerede på plads, da vi nåede frem.
Vi kunne se moderen og et par af ungerne i krattet. Så rejste hun sig og gik. Jeg nåede lige at tænke ØV-ØV, så drejede hun mod højre og satte kurs lige i retning af vores bil. Stoppede op 4-5 meter fra bilen og kaldte på ungerne. Mit hjerte stod næsten stille. Så vendte hun sig rundt, så vi kunne se hende lige forfra, ungerne kom til og så fortsatte de igen ind i skoven.
Var helt beruset af henrykkelse – wow. Hvilken fantastisk afslutning med tiger og killinger, helt tæt på og fuldt synlige.
I alt 8 safari kørsler, fem med tigre, én med leopard og to uden katte. Det må siges at være en succes. Dertil en masse andre spændende dyr og fugle, flotte landskaber og et par kulturelle højdepunkter.
Turen levede dermed fint op til sit navn: ”Indiens tigre, templer og Taj Mahal.