På jagt med Hadzabe
Alarmen på min telefon gik i gang kl. 04:30. Syntes lige jeg var gået i seng. Hvilken start på ”kontoret” en mandag morgen. Kan høre at det blæser kraftigt udenfor ved. Det er okay varmt. Der er afgang fra receptionen kl. 05. Her til morgen skal vi besøge Hadzabe stammen og med mændene på jagt.
Det skønnes at der er ca. 1200- 1300 Hadzaer tilbage. De lever i området omkring Lake Eyasi. Det er et jæger- og samlerfolk. Mændene går primært på jagt med bue og pil, mens kvinderne samler bær, rødder og honning. Deres sprog er kun mundtligt og de benytter sig af en masse kliklyde.
Hadzabe stammen og dens kultur er under et enormt pres fra flere sider, blandt andet farmere som med deres opdyrkning af jorden og kvæg fjerner livsgrundlaget for et jæger- og samlerfolk.
På vej ud til landsbyen samlede vi en tolk op, som har lært sig kliksproget ved at bo med stammen i næsten et år. Vi var fremme kl. 06. Nogen af mændene sad allerede omkring et par ildsteder og forberedte deres pile. Pilene er udformet meget specifikt med henblik på brug til jagt på de forskellige byttedyr. Nogle af pilespidserne indsmøres i et giftstof.
Efter et kvarters tid var alle klar til jagt og nu blev hundene kaldt sammen.
I rask tempo gik det nu over stok og sten ud i bushen. Snart måtte jeg erkende, at jeg ikke burde have medbragt min vindjakke. Heldigvis tilbød vores chauffør at bære både den og mit vand (han havde tidligere besteget Kilimanjaro mere end 40 gange). Jeg havde nu også nok at gøre med at holde tempo. Den første time var ren ”transporttid” for jægerne holdt et rask tempo uden at se sig tilbage. Af og til vendte et par af hundene om og kom tilbage, som om de lige ville sikre sig, at vi var med.
Det første jægerne stødte på var et egern. Det blev fanget og det var med stor tilfredshed de viste det frem, inden det blev sat i bæltet og lederen af de 7 jægere med fagter og lyde sagde ”videre”. Op og ned gik det og jeg tabte tempo. Ikke nok med at det var bakket terræn, diverse torne- og akaciebuske rakte deres grene ud og greb fat i mig. Ikke lige en ønskelig nærkontakt.
Da jeg igen fik kontakt, var jægerne ved at fjerne nogle store sten, så de kunne komme ind til en klippegrævling. Hulen var dog tom.
De fortsatte straks i det klippefyldte terræn og da jeg nåede frem til dem igen, kravlede de fleste af jægerne og hundene rundt på en stejl, klippefyldt skråning. Pludselig lød et triumferende skrig. De havde fanget en klippegrævling, som stolt blev vist frem, inden den blev sat fast i bæltet ved siden af egernet.
Jagten fortsatte og endnu en klippegrævling måtte lade livet, hvorefter den blev sat fast i bæltet hos en anden jæger. Her tog det lidt tid, så jeg nåede ikke blot frem, men fik også pulsen ned og vejrtrækningen på plads. Så snart dyret var beundret, lød beskeden dog igen ”videre”.
Terrænet blev endnu mere uvejsomt og mine ben tungere og tungere. Til sidst havde jeg knap nok energi til at dukke mig, når jeg skulle under tornegrenene. Flere og flere greb fat i mig.
I starten hævdede jeg bare, at jeg ikke ville ødelægge jagten ved at være for tæt på. Til sidst kunne jeg dog ikke skjule, at jeg var totalt drænet for energi.
Vi sagde farvel til jægerne og blev ført tilbage til landsbyen af to unge drenge. Vi gik og vi gik - mest nedad - men det var som om, turen ingen ende ville tage. Mine ben var smadret og mine fødder brændte, da vi nåede tilbage til bilen efter 5 timers jagt.
Det hjalp dog at sidde i skyggen med lidt mad og vand. Depoterne blev fyldt op.
Herefter fik vi en meget malerisk og livagtig gennemgang af deres forskellige jagtredskaber. Da vi var i gang med det, kom jægerne tilbage og det viste sig at de også havde nedlagt en dik-dik (lille antilope).
Utroligt som jægerne kunne skyde fart i det uvejsomme terræn. Deres fodtøj var bare klip- klappere med en hælrem, og så fortalte vores guide, at de havde holdt lidt igen i dag, fordi de havde gæster med på jagt. Suk!
Eftermiddagen brugte vi på et besøg hos et andet oprindeligt folk i Eyasi-området – Datooga Blacksmiths. De transformerer metalskrot til forskellige metalemner f.eks. pilespidser, som de så sælger til Hadzastammen.
Der skønnes at være knap 88.000 Datoogaer tilbage.
Tilbage til Hadza landsbyen
Efter en god nats søvn ovenpå den trættende jagt gik turen retur til Hadzastammen. Denne gang for at besøge kvinderne. Vi skulle med ud at samle bær og rødder.
Inden vi mødtes med nogle af kvinderne, fik vi lige hilst på nogle af jægerne fra i går. De sad omkring nogle små bål og fik varmen. Dik- dik antilopen, som de fangede i går, var blevet pelset og lagt til tørre ovenpå én af hytterne.
Da vi kom hen til kvinderne, var de i fuld gang med at snitte deres digging sticks. Det er nogle kraftige grene, hvor den ene ende gøres spids, og så bruges den til at grave i jorden med, når de leder efter rødder. Der var ikke rigtig nogen bær i området, så kvinderne koncentrerede indsatsen om at finde rødder. Dette lykkedes fint, men det var godt nok hårdt at grave rødderne frem i den hårde stenfyldte jord. På hjemturen blev der samlet brænde.
Vi fik både lov til at smage rødderne rå og efter at de var blevet kogt på bålet direkte i flammerne.
Efter besøget hos kvinderne satte vi kursen mod Ngorongoro Conservation Area. På vej ud af Lake Eyasi området kom vi forbi nogle af de marker, hvor der dyrkes rødløg. Noget som området er kendt for.
Ngorongoro
Når man nærmer sig gaten til Ngorongoro Conservation Area, ændrer landskabet karakter. Det bliver mere og mere grønt og tiltagende mere bakket. Vejen ind i området er en hullet, ujævn jordvej, men massagen er gratis og landskabet smukt. Vi blev endda budt velkommen af en gruppe bavianer, der sad i vejsiden og slappede af.
På vej hen til vores indkvartering, gjorde vi som mange andre et stop ved et udsigtspunkt, hvorfra man i ca. 2200 meters højde har et smukt overblik over Ngorongoro krateret.
Vi fik en hjertevarm modtagelse og et glas forfriskende juice af personalet på Rhino Lodge, inden vi fik anvist vores værelse. Sandelig om ikke både zebraer og vandbukke også bød os velkommen, da vi åbnede døren til vores terrasse.
Nød resten af eftermiddagen med afslapning på denne skønne lodge med udsigt til de grønne omgivelser og de vilde dyr. Restauranten var fyldt op til aftenens middag, som var suppe og derefter buffet med alskens lækkerier. Betjeningen var hjertelig og alligevel professionel. Det er ikke sidste gang jeg har lagt vejen forbi Rhino Lodge.
Da vi gik til værelset for at sove var det blevet køligt, så dejligt at der var tændt op i kakkelovnen.
Ngorongoro krateret
I dag skal vi ned i det verdensberømte Ngorongoro krater, som mine venner har døbt Finns hul, fordi jeg altid omtaler stedet i begejstrede vendinger. Krateret er af fagfolk kåret til ét af ”Seven Wonders of Africa”.
Inden afgang var vi dog forbi restauranten for at få et solidt morgenmåltid. Igen masser af lækkerier på buffeten.
Da vi kom ud fra værelset, kunne vi konstatere at en tæt og tung tåge havde lagt sig over området. Vi kunne lige ane de sorte og hvide striber på nogle zebraer, der gik foran receptionen og græssede.
Den korte køretur hen til krateret foregik også i tæt tåge, og vi var ikke alene på vejen. En del biler holdt allerede klar ved gaten, da vi nåede frem kl. 07.
En firehjulstrækker er påkrævet, når man skal besøge krateret på grund af de stejle ned- og opkørsler. Dyrene vandrer dog frit ud og ind af krateret, bortset fra giraffer. Det menes, at giraffer har svært ved de stejle forhold.
Vi var knapt kommet helt ned i krateret, da vi mødte to hanbøfler, der udkæmpede en herrefight, inden den ene såret tog flugten.
Vi kørte rundt i krateret både i skov, ved en sø og på åben savanne. Skyerne hang lavt og skjulte kraterkanten hele vejen rundt. Først henad frokosttid kom der lidt varme i luften og skyerne begyndte at blive opløst. Det fine støv på de tørre veje var dog en fast følgesvend hele dagen og lagde sig overalt efter at være hvirvlet op af de kørende biler.
Vi så en masse dyr og fugle, dog uden at se hverken næsehorn eller de store gamle hanelefanter, som krateret er kendt for.
Alligevel var det en stor oplevelse at besøge krateret som med sine 265 km2, 20 km i diameter og 600 meter fra kraterkanten til bunden er et lille paradis og på Unescos liste over verdensarv.
Køreturen op af krateret er stejl, måske endda stejlere end nedkørslen, men udsigten bagud og ned i krateret bliver bare mere og mere betagende, jo højere man kommer op.
Køreturen tilbage til Rhino Lodge var kort og en flok græssende zebraer tog imod os, da vi steg ud af bilen og gik på værelset for at tage bad og skylle al støvet af.
Empakaai krateret
Dagen efter kørte vi ca. 75 km nordpå for at besøge et andet og lidt mindre vulkankrater. Det var et par timers kørsel ad en meget ujævn jordvej i et landskab med masailandsbyer, kvægflokke, gedeflokke, zebraer og Thompson gazeller. Så også nogle sjakaler.
Den smukkeste udsigt ned til saltsøen i bunden mødte os, da vi nåede frem.
Empakaai krateret har en omkreds på 6 km og er 300 meter dybt. Sammen med en bevæbnet ranger tog vi turen ned til fods. Undervejs fortalte han om alle de planter, som masaierne bruger. Meget spændende.
En utrolig frodighed omgav os og vi så en masse smukke blomster undervejs på turen. Lettere trætte i ben og knæ efter den stejle nedstigning, nåede vi ned til bunden. Al træthed blev dog glemt, da vi kom ud af skovbevoksningen og så en flok bavianer, der gik og samlede frø samt søen med en masse flamingoer. Flere steder var søens overflade helt lyserød på grund af de mange flamingoer, der gik og spiste, ligesom der var en hvid bræmme af salt rundt om søen.
Af og til lettede en større flok flamingoer for at slå sig ned et andet sted på søen. Et meget smukt syn at se dem flyve.
Inden vi påbegyndte opstigningen, sad vi og nød synet af flamingoerne, mens vi fik lidt at spise og drikke.
Vi brugte ca. 1 time på at gå de 300 meters højde op igen. Jeg måtte tage et par pauser undervejs. Det var stejlt, lårene brændte og lungerne arbejdede på højtryk. Rangeren ventede tålmodigt og syntes slet ikke påvirket. Kom i tvivl om han overhovedet trak vejret.
Da vi nåede helt op, var jeg forpustet og gennemblødt af sved. Rangeren havde to små sveddråber på panden.
Mod Serengeti
Næste morgen var det tid til afsked med Rhino Lodge og det utrolig servicemindede personale. På vejen mod Serengeti gjorde vi et kort stop ved nedkørslen til Ngorongoro krateret for at nyde udsigten en sidste gang.
Hele dagen var afsat til at køre op til den nordlige ende af Serengeti. Højlandet flader mere og mere ud og en lang, lige, støvet vej fører ind i magiske Serengeti. Når man passerer Naabi Hill Gate ser man det synlige bevis på, at man er i Serengeti.
Når vi tog det lange stræk op i den nordlige del af Serengeti, var det for at opleve migrationen med de mange gnuer og zebraer, der hvert år tager turen op til Kenya.
Fortsættelse følger…
