Efter store og minderige oplevelser i det nordlige Tanzania i Arusha, Tarangire, ved Lake Eyasi og i såvel Ngorongoro krateret som det mindre Empakaai krater, er vi nået frem til Serengeti. Verdenskendt og af mange regnet som juvelen blandt Tanzanias mange nationalparker. Serengeti – den flade græssavanne – der synes at strække sig uendeligt mod horisonten.
Serengeti
På deres årlige vandring fra Tanzania mod Kenya skal de op mod 1½ million gnuer samt 250.000 zebraer, der deltager i migrationen krydse Mara floden. Adskillige film og TV-programmer har været vist på dansk fjernsyn, hvor seeren har kunnet følge de halsbrækkende krydsninger, hvor dyrene sætter livet på spil, når de springer ud i floden, ja nogle gange nærmest tumler hovedkulds ned fra skrænterne og lander mellem venner og fjender, f.eks. de store, glubske nilkrokodiller, der ligger på lur i vandoverfladen.
Krydsninger der efterlader et stort antal ofre til de mange gribbe og marabustorke, der tålmodigt venter på at rydde op.
Det var lige præcis det, vi drømte om selv at opleve fra første parket.
Vi havde derfor valgt en indkvartering i det nordlige Serengeti tæt på Mara floden, så vi var helt tæt på de spektakulære oplevelser.
Den lange køretur op igennem Serengeti bekræftede os i at migrationen var i fuld gang. Jo længere nordpå vi kom, jo flere gnuer sås på savannen. Lange – uendelig lange – kolonner af vandrende eller løbende gnuer og luften genlød af gnuernes karakteristiske brummen.
Vores camp
Vi boede i en lille flytbar camp nord for Mara floden med kun seks telte. Midt i campen lå et fælles telt med lounge og spisning og et lille telt med håndvask og toilet. På hver side af fællesteltet lå så gæsteteltene spredt ud. Pæn stor indbyrdes afstand, så man havde ”bo i telt på savannen” oplevelsen for sig selv.
Campen var ikke indhegnet, så vi havde både gnuer, zebraer og antiloper tæt på. I teltet var der en soveafdeling og en badeafdeling med håndvask, brusebad og toilet (træk og slip). Brusebadet var 20 liter varmt vand hældt op i en spand og hejst op udenfor.
Et stykke bagved fællesteltet lå køkkenteltet, hvor de lækre retter blev tilberedt og foran fællesteltet var bålpladsen, hvor der hver aften var bushtelevision og drinks.
Jeg fik fortalt, at det tog 14 dage at bygge campen op. Der var i alt 30 ansatte til at drive campen fra vagter til kok.
En dag i campen
Hvordan så vores safaridage ud?
Som altid på safari stod vi tidligt op. Vi havde vækning kl. 05, hvor der samtidig blev sat varm te og kaffe samt småkager foran teltet.
Den første krydsning
Vores første hele dag i Serengeti. Vi kørte ud kl. 6 før de første solstråler sås på himlen med håbet om at opleve en flodkrydsning. Langs Mara floden i Tanzania er der 10- 12 steder, hvor dyrene erfaringsmæssigt vælger at krydse.
I det første morgenlys kunne vi se en masse gnuer på den anden side af floden. De var ikke tæt på endnu, men der var masser af aktivitet. Ude i floden stod nogle giraffer, de drak lidt og efter nogen betænkningstid valgte de ikke at krydse floden.
Da det var svært at forudse, hvor gnuerne ville krydse, kørte vi lidt frem og tilbage mellem krydsningspunkt 4 og 6. I det tidlige morgenlys spottede vores guide silhuetten af en leopard i et træ på den anden side af floden.
Vi holdt og ventede, kørte igen, kom tilbage, kørte igen, spiste morgenmad og kørte tilbage igen.
Så en lille krydsning, hvor vi tidligere havde set girafferne. Fortsatte længere op ad floden, hvor der lå en del døde dyr. Der var gribbe, marabustorke og krokodiller. Samt en ganske fæl lugt. Alt sammen tegn på gårsdagens dramaer.
Kørte tilbage til pkt. 4, hvor vi ventede, spiste frokost og ventede. Flere og flere dyr kom til. Pludselig gik det løs og gnuerne krydsede. Det hele virkede lidt kaotisk. Masser af brummen og grynt. Den meget karakteristiske lyd af gnuer.
De mange gnuer fik vandet til at stå ud til alle sider, og fortsatte så op på land og ud i bushen. Pludselig med ét, var der helt stille, indtil en bilmotor blev tændt og brød stilheden.
De store katte
Efter gårsdagens krydsninger besluttede vi også at hellige noget tid til de store katte og selvfølgelig gerne med noget action. Mødte et par geparder, som lå i græsset og slappede af samtidig med at de hele tiden holdt udkig efter eventuelle farer.
Da vi fortsatte, kom vi meget tæt på grænsen til Kenya, som blot er markeret med nogle store hvide sten. Ja faktisk var vi kortvarigt også lige et smut i Kenya, for vejen vi fulgte, zigzagger mellem grænsestenene. Her så vi på afstand både en gepard og to løver, der var i gang med en zebra, de havde nedlagt. Desværre kunne vi ikke komme tættere på, da de befandt sig inde i Kenya.
Lidt senere fik vi øje på en hunløve, der lå på lur efter gnuer, men da de fik øje på hende, måtte hun opgive jagten.
Efter at have indtaget morgenmaden omgivet af gnuer, fandt vi en større løve gruppe, der lå i skyggen og slappede af. Mens vi holdt der, rejste én af hunløverne sig for at gå på jagt. På afstand fulgte vi med i, hvordan hun langsomt sneg sig ind på en flok gnuer. Da hun tog beslutningen om at gå til angreb, rejste en støvsky sig efter hende, men hun angreb alt for langt udefra og blev opdaget i tide af gnuerne, som tog benene på nakken. Hun måtte skuffet opgive.
De næste par dage bød på flere geparder blandt andet en mor med to unger og et brødrepar, men ingen action, ligesom vi mødte flere grupper af løver, der lå i højt græs eller under buske og hvilede sig, hvilket løver i øvrigt gør de fleste af døgnets 24 timer.
Vi havde også held med at se leoparder. Det er min første tur nogensinde, hvor jeg har set 4 leoparder. Alle befandt de sig oppe i træer, hvor de lå og slappede af ved siden af byttet. Et par af leoparderne kom vi dog helt tæt på, da vi kom til at holde lige neden under det træ de lå i. Fantastisk smuk kat.
Flere krydsninger
Vi kørte til floden ad flere omgange i forsøget på at se flere krydsninger. Med den næsten konstante lyd af brummende gnuer i ørerne og i tusindvis af gnuer i landskabet ligegyldig, hvor man kigger hen, skulle man tro at der var garanti for at se krydsninger, men sådan er det slet ikke. Det kræver held at være det rette sted på rette tidspunkt – og en dygtig guide.
Fra morgenstunden kørte vi hen til floden, men landskabet var som støvsuget for gnuer. Til gengæld mødte vi en større gruppe elefanter med helt små unger. Kørte helt ned til krydsningspunkt 10. Skete ikke så meget i starten, men så begyndte en gruppe af gnuer at samle sig og de krydsede to forskellige steder. Det ene sted var meget klippefuldt, så dyrene måtte holde lavt tempo på det ujævne underlag. Det andet sted passerede de gennem flodens vand, hvilket gav en masse vandplask. En enkelt krokodille havde heldet med sig og trak en gnu ned.
Efter morgenmad kørte vi tilbage mod krydsningspunkt 2, hvor en kæmpe flok gnuer var ved at samles og i horisonten kunne vi se, hvordan flere kom løbende til. De første gnuer kom ned til vandkanten og dyppede også fødderne, inden de fortrød og gik væk fra floden igen. Andre kom til og ligesom vi troede at nu krydsede de, vendte de om og gik væk. Der var en del uro i flokken af gnuer. Nogle gik frem andre tilbage. Nogle stod bare og kiggede sig omkring, mens de bidrog til fællesskabet med deres brummende lyd.
Pludselig gik det løs. Vores chauffør skyndte sig at køre tættere på, så vi holdt i første parket. Vi blev vidner til en spektakulær krydsning med måske 20- 25.000 dyr (guidens gæt). Trængsel, støv, larm, vandsprøjt og hoppende gnuer men ingen krokodiller. Varede næsten ½ time. Så sænkede roen og stilheden sig igen. Der var også stille i vores bil. Wow, hvad var det lige vi havde oplevet. Vi kiggede bare på hinanden og smilede.
Da vi vendte os om, kunne vi se ryggen af de mange dyr spredt ud på denne (vores) side af floden. Nogle småløb stadig, andre gik med sænkede hoveder i lange rækker og der var dem, der allerede var i gang med at smage på græsset. Endelig var der dem, der gik mod strømmen. Ikke fordi de ville tilbage til floden, men fordi de i al kaosset havde mistet kontakten til deres mødre eller deres kalve.
I alt lykkedes vi med at se 7 krydsninger, og jeg blev hver gang bekræftet i at tålmodighed er et MUST. Der kan være støvsuget for dyr det ene øjeblik, men i løbet af relativ kort tid, er der samlet en masse dyr. Måske krydser de, måske går de bare ned for at slukke tørsten og vender så om.
Der kan være mange dyr forsamlet. Nogle går ned og kigger. Går måske nervøst frem og tilbage. Lidt senere er hele flokken på vej videre til et andet krydsningssted. Nogle gange kan vi fra bilen se krokodiller, der ligger ude i floden eller i vandkanten og alligevel begynder gnuerne at krydse. Andre gange hvor gnuerne opgiver at krydse, kan vi ikke se, hvad årsagen er, måske krokodiller som vi ikke kan se fra bilen?
Krydsning eller ej. Uanset er det en fantastisk oplevelse at være omgivet af de mange dyr både tæt på og så langt øjet rækker – 360 grader rundt.
Farvel til Serengeti
Udover de mange flodkrydsninger og de store katte bød Serengeti på masser af zebraer, antiloper og elefanter samt giraffer. To af dem involveret i en magtkamp, hvor de med stor kraft slyngede halse og hoveder mod hinanden. Selvom det er magtkamp, ser det stadig meget graciøst ud.
Rammen om det hele er et smukt landskab præget af den åbne savanne.
Når man kører ind i Serengeti, møder man en sten med teksten ”Serengeti shall never die”. Der var i den grad liv i Serengeti.
Det var med vemod vi tog det sidste brusebad med 20 liter vand i en spand og sagde farvel til vores telt ude i bushen med træk og slip, dyr uden for teltet om dagen og dyrelyde gennem teltvæggen om natten.
Vi fløj tilbage til Arusha og fik dermed et sidste glimt af både Serengeti, Ngorongoro krateret og Lake Manyara fra luften. Masser af minderige oplevelser rigere.
Tanzania kan varmt anbefales. Vi skal i hvert fald tilbage!
NB: Migration foregår lige NU mens du læser dette… det kan blive DIN uforglemmelige oplevelse. Du må i gang med planlægningen.
