Sidder med god benplads i en Airbus 330-300 fra Finnair på vej hjem fra safari og badeferie i Kenya.
Sidder i 11 km’s højde og kigger ud på solskin og blå himmel, mens jeg venter på første servering af kolde drikke og snacks.
Sidder og tænker på nogle af turens mange store oplevelser. Den lange række af elefanter i Amboseli, der fik støvet til at rejse sig. De store hanelefanter med enorme stødtænder – tuskers – i både Amboseli og og Tsavo. Løverne der havde nedlagt en zebra tæt ved vejen. De røde elefanter i Tsavo. Duehøgen der poserede for os på et vejskilt lige uden for bilen. Salt Lick Lodge i Taita Hills, hvor vi boede på pæle tæt på et vandhul – for at nævne nogle få.
På en safari står de mange oplevelser på savannen i kø og indtrykkene fylder godt op i ”rygsækken”, blandt andet fordi kulturforskellene og kontrasterne er så store, i forhold til det vi er vant til. En afslappende badeferie i skyggen af nogle kokospalmer og med blødt, hvidt sand mellem tæerne er derfor en rigtig god ide for de fleste, så det hele kan fordøjes.
Vi havde planlagt en privat safari med genbesøg af Amboseli efter 14 års pause og både Tsavo Vest, Taita Hills og Tsavo Øst som nye områder.
Vi valgte derfor også at slappe af med lidt badeferie i Watamu på Kenyakysten syd for Malindi. Valget faldt på Watamu, fordi der her er rigtig gode muligheder for at dykke.
Det blev dog ikke kun til afslapning ved poolen og på stranden og fordøjelse af indtryk. Det blev også til nye oplevelser, der gav anledning til eftertænksomhed.
Fik nogle timers søvn i flyet på første del af hjemrejsen fra Nairobi til Doha, men ikke nok til at jeg blev fuldt udhvilet. På strækningen videre op mod København sad jeg og blev lidt døsig efter morgenmaden. Den ene motors konstante summen lige uden for vinduet flød for en stund i ét med tankerne tilbage på to af de seneste dages oplevelser. Lukkede øjnene og tog et hvil.
Da jeg igen følte mig frisk i hovedet efter en lille lur, befandt flyet sig på kanten af Sortehavet et sted nord for Ankara i Tyrkiet. Jeg blev igen grebet af eftertænksomhed.
Projekt havskildpadder
Én af dagene kørte vi ud til LOC (Local Ocean Conservation), som er et projekt, der arbejder med at beskytte havskildpadder. På nettet havde vi booket en times rundvisning til 1000 KSH per person. Gladys tog smilende imod ved indgangen, da vi hoppede ud af den taxa, der havde bragt os de 5 km ad hullet, ujævn vej fra hotellet til centeret.
”Hvad ved I om havskildpadder?” Vi satte ord på vores begrænsede viden og Gladys nikkede ivrigt og supplerede.
”Vi har ikke nogen lige nu, så I kommer ikke til at se dem”. ”Gør ikke noget” svarede vi, ”deres plads er jo også i havet.” ”Ej, det er jeg virkelig glad for at I siger”, Gladys ansigt lyste op i et kæmpe smil, da hun hørte at vi primært kom for at høre om projektet og ikke for at se en havskildpadde.
Den næste gode times tid blev vi meget klogere på havskildpadder, trusler og udfordringer. Vi hørte om samarbejdet med de lokale fiskere, andre projekter og undervisningen af skolebørn.
Fik også et indblik i mangrovens natur og betydning, ligesom vi så en masse stiklinger af mangrove planter bag de tomme bassiner, der blev brugt til havskildpadder, der skulle i behandling og under restitution.
På rundvisningen fik vi også et kig ind i det område, hvor de frivillige på projektet bor. Det koster 1000 USD for en uge som frivillig på projektet.
Vi lagde en ekstra skilling i tip-boksen for at støtte det gode arbejde og skrev en hilsen i gæstebogen med vores kontaktinfo. Næste morgen fik vi en hilsen fra Gladys: ”Har givet jeres nummer til Rescue-team” stod der.
Én havskildpadde reddet
Da vi var færdige med vores frokost – en lækker, velsmagende pizza – gik vi en tur på stranden for at mærke det fine, bløde sand mellem tæerne og lige tjekke havtemperaturen. Det var lavvande, så vi samlede lidt plast affald, som var blevet ”hængende” på stranden, og gav det til en medarbejder fra Kenya Wildlife Service, som vi mødte.
Mens vi var på stranden, tikkede der en ny besked ind – denne gang fra Rescue-team. ”Er på vej til centeret med en havskildpadde, der skal undersøges.” Vi smed hvad vi havde i hænderne og skyndte os ud af hotellet og op på vejen, hvor vi fik fat i en tuk-tuk. Vi ankom lige efter centerets bil, der havde havskildpadden i en stor kasse på ladet.
En lokal fisker havde fået havskildpadden i sit fiskenet og havde kontaktet centeret. Det var en Hawksbill hun (Karettehavskildpadde) på 38,5 kg, 20- 25 år, som lå i kassen. Den blev tjekket for skader og fik påsat identifikationsmærker, hvorefter vi kørte ned til en nærliggende strand og hjalp med at genudsætte skildpadden.
Den lå et øjeblik i vandkanten som om den lige sundede sig oven på oplevelserne, hvorefter den svømmede væk og forsvandt i havet – ud i det Indiske Ocean. Jeg var på én og samme tid glad over at havskildpadden blev reddet og taknemmelig over, at de ville dele oplevelsen med os. Skrev ”tak” til Gladys.
En lokal pige
Den anden oplevelse var mødet med én af de lokale. Allerede når man ankommer til Afrika, slår den anderledes kultur og de anderledes livsvilkår én. Man oplever det blandt andet, når man på sin kørsel kommer igennem byerne. Og det går virkelig op for én, når man taler med de lokale.
Vi faldt i snak med pigen - Fatuma, der gjorde vores lejlighed ren. Hun boede i Watamu med noget af sin familie, så vi spurgte om hun ville vise os lidt af Watamu og hjælpe os med at finde to fodbold T-shirts en dag, når hun havde fri. Det ville hun gerne.
Vi mødtes uden for hotellet efter hendes arbejdstid. Det var temmelig varmt, så hun ville gerne lige hjem og skifte til noget lettere tøj. Vi tog en tuk-tuk hen til hendes hjem, der lå i nærheden. Vi bad chaufføren vente. Fatuma forsvandt imellem nogle huse. Vi hoppede ud af det lille køretøj og sagde ”hej” til nogle nysgerrige drenge, der var kommet til. I et lille hus stod en kvinde ved en mølle og malede majs til mel. I skyggen under et træ sad to kvinder og snakkede. På et bord lå nogle små fisk på rad og række og ventede på en køber. Nogle høns gik rundt mellem husene og søgte føde.
Da Fatuma kom tilbage – nu klædt i en rød sommerkjole – spurgte hun om vi ville hilse på hendes mor. Ja, selvfølgelig. Det viste sig, at det var den ene af kvinderne, der sad i skyggen. Det var hende der solgte fisk. Efter en lille snak kravlede vi alle tre ind i tuk-tuk’en. Blev enige om at vi i varmen ville starte på en isbar.
Vi bestilte tre isvafler og satte os ved et bord. En vaffel 50 KES, en kugle is 200 KES. Vi tog 2 kugler. Pris ca. 26.50 kr. Fatuma gik aldrig på isbar, det var for dyrt. Hendes månedlige løn var 10.000 KES før skat, så udbetalt om måneden for fuldtidsarbejde ca. 470 kr.
På isbar
Mens vi sad og nød de lækre isvafler, snakkede vi om lokale forhold. Fatuma boede i et lille hus uden el og vand med sin mor og en søster. Naboen har strøm, så deres lys skinner lidt ind til Fatuma og hendes familie. De går normalt i seng, når det bliver mørkt (19-tiden). Fatuma’s ældre søster blev kørt ihjel i mørket for nogle år siden. En søster går på skole i Mombasa, en bror arbejder og den sidste søster hjælper moren, der som sagt prøver at have en indkomst ved at sælge fisk.
Fatumas far og mor blev skilt for godt 20 år siden. Hun ser sin far meget sjældent. Han havde 5 koner og fem børn med hver, men ønskede skilsmisse fra to af konerne. Han hjælper ingen af sine børn.
Ved Fatumas hjælp fandt vi frem til et sted, hvor vi kunne få fat i fodbold T-shirts. De skulle skaffes fra Malindi, så vi kunne hente dem næste dag. Derefter gik vi en tur mellem de lokale butikker, inden vi gik hjemad langs stranden. Fik mange tilbud om drinks på diverse strandbarer, men afslog venligt, da vi gerne ville være tilbage på hotellet, inden det blev mørkt.
Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, så inden vi tog afsked med Fatuma, aftalte vi at gå ud på en lokal restaurant en aften og spise sammen.
På lokal restaurant
Fatuma mødte os uden for hotellet kl. 19.30. Hun havde reserveret bord på en lille lokal restaurant. Da gadelyset ikke virkede, var der temmelig mørkt, så vi tog en tuk-tuk derhen. Ikke mange gæster så bordreservation havde vist ikke været nødvendig. Der var kulørte lamper, plastikstole og et stort TV på væggen, hvor en nyhedsudsendelse viste klip fra præsident Ruto’s besøg på Kenyakysten.
Bestilte hver især fra de omdelte menukort og efter en rum tid - hvor vi hyggesnakkede - fyldtes vores bord med lokale afrikanske retter – store portioner. Vi kunne ikke spise op, så Fatuma fik noget kylling og chapati med hjem.
Hele herligheden kostede 4000 KES (235 kr.) for tre personer.
Eftertanke
Når man er ude, er der noget berigende i at få indsigt i de lokales livsvilkår. Det sætter vores egen livssituation i relief og giver stof til eftertanke.
Kan godt forstå at det for dem mere handler om at tage én dag ad gangen end om langtidsplanlægning, selvom mange af dem har drømme præcis ligesom os.
Hvor er der stor ulighed i verden, og hvor er der meget i verden, der skal arbejdes med, så både mennesker og havskildpadder får et værdigt liv. Og hvor er de afhængige af, at vi støtter dem gennem et besøg!
