Uanset rejseform bor du godt, når du rejser med Africa Tours til Afrika. Og som det vigtigste, du bor centralt i det område, du skal på safari i. Bor du centralt på din safarirejse til Afrika, spilder du ikke tiden med unødig kørsel til og fra safariområderne. Du bor midt i området, og dermed midt i oplevelserne. For den eller de, der ikke har været i Afrika tidligere, er tanken om indkvartering måske en lidt abstrakt størrelse. Hvordan bor man? Er der eget toilet og bad? Hvordan med restaurant, service osv.
Hos Africa Tours tilbyder vi en palet af forskellige indkvarteringsformer i forbindelse med vores rejser, som du kan læse mere om nedenfor. Vi har selv boet og overnattet på de indkvarteringssteder, vi benytter på vores rejser til Afrika, og vi står inde for kvaliteten af dem.
Herunder kan du se en video om forskellige indkvarteringsformer samt læse en beskrivelse af nogle af de indkvarteringsformer Africa Tours benytter på vore rejser i Afrika:
Tented lodges
Forestil dig et rigtig godt hotel med en dejlig restaurant, swimmingpool, og bar. Værelserne er alle med eget privat bad og toilet. En skøn seng, garderobeskab, et lille skrivebord og en skøn terrasse eller veranda med en pragtfuld udsigt til savannen, et grønt område eller måske en flod. Fjern så væggene og erstat disse med teltdug i stedet. Bunden er stadig som på et værelse, og det samme er al komfort. Dette er billedet på en teltlodge i Afrika. Nattens lyde; løver, der brøler og flodheste, der smasker, trænger fint igennem teltvæggen og man oplever Afrika døgnet rundt. For mange den helt rigtige måde at opleve Afrika på.
Du er tilmed garanteret at din indkvartering er centralt placeret i selve safariområdet, hvor dyrene færdes, sådan at du ikke skal spilde din tid med at køre frem og tilbage. Du er på safari, og du skal kunne nyde dyrene dér, hvor de er.
Lodges
Samme som teltlodges – forskellen er blot, at værelserne her er med ”rigtige” vægge, og der er en dør, du kan låse til værelset. Oplevelsen kan meget let sammenlignes med at bo på et hotel dog med den tilføjelse, at lodgene oftest ”kun” er i én etage; stueplan. På alle lodges er der tilknyttet en eller flere restauranter, bar eller barer og ofte også swimmingpool (nogen gange flere faciliteter).
Hos Africa Tours benytter vi udelukkende kvalitetslodges. Kvalitet i forhold til selve lodgen, værelserne, restauranten og hvad der ellers er af faciliteter på stedet. Som et ekstra plus er lodgen placeret i selve safariområdet, når det er muligt i forhold til rejseruten. Dermed sikrer vi, at du som rejsende undgår al unødig transport mellem safariområdet og din lodge.
Campingtelte – Adventure og Explorer
Deltager du i en af vores Explorer eller Adventure rejser, kommer du til at opleve Afrika på allertætteste hold. Din indkvartering er i selve safariområdet, og der er ofte ikke noget hegn eller andet omkring teltlejren. Teltlejren bygges op (slås op) på selve campsitet, og du bor midt i naturen. Du overnatter i rummelige tomandstelte (2,4 x 2,4 x 1,9 meter), og sover i sovepose på en campingseng. Der er inkluderet hovedpude, sovepose og en sammenklappelig safaristol til alle rejsende. På Explorer hjælper du selv med til at slå telte op, på Adventure er der hjælpere med til at slå teltene op. De fleste af overnatningsstederne har alle rindende varmt og koldt vand, brusebad og almindelige træk- og sliptoiletter. Pragtfuld rejseform for de, der sætter pris på store oplevelser midt i den frie natur.
Hoteller /Resorts
Indkvartering på hotel og på resorts sker altid på nøje udvalgte steder. Hvis du skal have en overnatning i byen før eller efter din safari, har vi et bredt udvalg af indkvarteringssteder at tilbyde. Det samme gælder når du skal vælge hotel eller resort på din badeferie ved Det Indiske Ocean. Vi kender alt til vores hoteller, og vi har selv været der. Vi har valgt hoteller ud fra vores egne ønsker til kvalitet og faciliteter, og vi garanterer for oplevelsen, uanset om du vælger indkvartering på et kategori 3 hotel eller et kategori 5 hotel. Der er selvfølgelig flere faciliteter på et hotel med fem stjerner sammenlignet med et hotel, der har tre. Uanset valg af hotel skal du kunne føle dig helt tryg ved at bestille dette. Og det kan du. Vi står på mål for alle vores hoteller uanset antal stjerner.