Der venter mange skønne oplevelser på vores rundrejser i Afrika. Flere af rundrejserne er med ophold i mere end ét land, og som gæst rejser man som en del af en gruppe.
Indholdet kan være en blanding af store safarioplevelser, natur og kultur. Ruten er nøje tilrettelagt og er baseret på mange års erfaring.
En rundrejse giver med garanti en række gode oplevelser i Afrika.
Rejser under temaet »Rundrejser i Afrika«
Safarirejser er et bredere begreb end man måske skulle tro. Ordet safari stammer da også fra swahili, som tales i Østafrika, og betyder blot at være på rejse, men er i vores del af verden er det blevet synonym med en rejse ud i naturen for at se på masser af spektakulære dyr i storslået og uberørt natur. Afrika er et enormt kontinent, og dets placering gør, at naturen og mulighederne for store oplevelser har en kæmpe diversitet. Sammenlignet med mange andre steder i verden, har Afrika rigtig meget uberørt natur, som gør kontinentet til det ideelle for safari. Det betyder, at listen over forskellige oplevelser fortsætter i det uendelige, og der er altid mere at se i Afrika, uanset hvor du har været på rundrejse og safari. Der er vilde dyreoplevelser, storslåede naturoplevelser og kulturelle møder, som vil sætte sig i hjertet for altid.
Ønsker du at få en masse afrikanske oplevelser med hjem fra en og samme rejse, så er en rundrejse en spændende mulighed at overveje. Rundrejserne er tilrettelagt efter, at du skal have flest muligt store oplevelser af forskellig karakter. Der er mange muligheder for, hvordan din rundrejse kan se ud og hvor den skal gå til. Du kan lave din egen helt private skræddersyede safarirejse i Afrika, men du kan også deltage i en grupperejse. Det kan enten være en dansk gruppe med dansktalende rejseleder, eller en international gruppe med engelsktalende rejseleder. Der er også forskel på, hvordan I sover og spiser. Der er mulighed for at komme på en rundrejse, hvor I overnatter på dejlige lodges, der oftest ligger midt ude i den vilde natur. Alternativt kan der tages på en campingsafari i små mobile telte, der enten er fuldt serviceret eller med aktiv deltagelse, hvor I selv skal hjælpe med i lejren, der i begge tilfælde oftest ligger smukt isoleret midt i den afrikanske natur. Sidst men ikke mindst er der naturligvis forskel på, hvor i Afrika din rundrejse skal foregå – i Østafrika eller i det sydlige Afrika.
En safarirejse i Østafrika kan tage dig med til verdens vel nok to bedste lande, når det gælder klassisk safari, nemlig Tanzania og Kenya. I Tanzania finder du blandt andet Ngorongoro krateret, der er en udslukt og kollapset vulkan som i fagterminologi hedder en caldera. Det cirkelrunde og helt intakte krater er knap 20 kilometer i diameter. Fra kraterkanten er der 600 meter ned til bunden, hvis areal er ca. 260 km2. På kraterbunden kan du komme på fantastisk safari, hvor du blandt andet kan møde The Big Five, som er elefant, næsehorn (det sorte/spidssnudede), bøffel, løve og leopard. Man kan ikke sige safari i Tanzania uden at sige Serengeti. Serengeti National Park har et utrolig smukt landskab med savanner, akacietræer, floder og søer, og du finder alle de dyr, som de fleste forbinder med safari, godt repræsenteret. I Serengeti har du ligeledes mulighed for at møde de legendariske Big Five. Safari i Serengeti er måske især kendt på grund af migration – den årlige store gnu- og zebravandring. Her vandrer op mod halvanden million gnuer og mere end 250.000 zebraer afsted i konstant søgen efter frisk græs og vand. Ud over Serengeti og Ngorongoro, så er safari i de dejlige nationalparker Tarangire og Lake Manyara ofte også på programmet på en rundrejse i det nordlige Tanzania. Og var det mon noget at bestige Kilimanjaro eller tage til eksotiske Zanzibar før eller efter rundrejsen i Tanzania?
Gnuernes vandring fortsætter fra Tanzania ind i Kenya og Masai Mara. Masai Mara ligger i åben forlængelse af Serengetis økosystem, og safarimulighederne her er ligeledes udsøgte. I Masai Mara kan du udover at møde The Big Five, også opleve en masse græsædere samt verdens hurtigste pattedyr - geparden. Og det er blot nogle af de dyr, du kan opleve i Masai Mara. Tager du til Lake Naivasha i Kenya, kan du komme ud og sejle på ferskvandssøen blandt de mange flodheste, der ligger i vandoverfladen langs de frodige akacieskove, samt nyde det rige fugleliv på søen. I forbindelse med en sejltur på den rolige og smukke sø, er det oplagt at besøge halvøen Crescent Island. Her kan du opleve forskellige aber, antiloper, gnuer, zebraer, bøfler og endda giraffer. På en rundrejse i Kenya er der masser af andre spændende nationalparker med god safari, f.eks. Lake Nakuru, Samburu & Buffalo Springs, Aberdares, Amboseli og Tsavo West og East. Dertil kommer der en bred vifte af muligheder for store kulturelle oplevelser, bl.a. et spændende besøg i en masai landsby eller på Karen Blixen Museum i Nairobi. Og mod øst kalder den palmeklædte Kenyakyst og Det Indiske Oceans klare og varme vand måske efter en rundrejse med masser af safari?
I Østafrika finder du tillige smukke og frodige Uganda, som også byder på fantastiske rundrejser. Uganda er måske mest kendt for gorillatrekking op til de gigantiske bjerggorillaer i bjergregnskoven i Bwindi Impenetrable Forest National Park, men byder også på tilsvarende oplevelser med chimpanser i lavlandsregnskoven i Kibale Forest National Park, samt glimrende safari i Queen Elizabeth National Park midt mellem disse to skovområder. Og så er den sydlige del af Uganda beliggende ud til den mægtige Victoriasø og gennemskæres af Nilen, så der venter masser af spændende safarioplevelser, natur og kultur på en rundrejse i landet.
På en rundrejse i det sydlige Afrika vil du kunne få uforglemmelige og meget forskelligartede oplevelser i områdets mange spændende lande, der byder på alt fra fremragende klassisk safari og storslåede naturfænomener til spændende kulturer og byer, som alt sammen kan opleves på en rundrejse.
I Zimbabwe kan du se det mægtige Victoria Falls. Vandfaldene skabes af Zambezi floden, når vandmasserne vælter udover en klippekant. Enorme dampskyer omgiver vandfaldene, og hele 320 millioner liter vand styrter hvert minut ud over kanten, når vandmængderne er størst i regntiden. Det er er også derfor, Victoria Falls har fået navnet ”Røgen-der-tordner” af de indfødte, eller på det lokale sprog: ”Mosi oa Tunya”. Victoria Falls ligger på grænsen mellem Zimbabwe og Zambia, men ses bedst fra Zimbabwe-siden. Hvis du er på udkig efter en rundrejse med safari i Zimbabwe, så er Hwange National Park et fremragende bud. Hwange er en af det sydlige Afrikas største nationalparker. Den siges at have det største antal pattedyr i en nationalpark i hele verden med hele 108 forskellige arter, mens mere end 400 arter af fugle lever i området. I Hwange kan du opleve parkens 30.000 elefanter, mange forskellige antilopearter samt rovdyr som løver, leoparder, hyæner, afrikanske vildhunde og meget mere. Naturen i Hwange spænder vidt og går lige fra Kalaharis tørre sandørken til savanne og tæt, frodig skov.
Fortsætter du din rundrejse til Namibia, bør du sørge for at komme forbi Sossusvlei og Deadvlei. De smukke landskaber er en del af Namib-ørkenen, og er nærmest indbegrebet af Namibias skønhed. I Namib-ørkenen finder du verdens højeste klitter, og det er et syn uden sidestykke at opleve solopgang og solnedgang, når en symfoni af farver, lys og skygger breder sig mellem klitterne. Vil du opleve safari i Namibia, så er Etosha National Park det bedste bud på en rundrejse. Når tørtiden kommer, og vandressourcerne bliver færre og mindre, er der utrolige muligheder for at spotte dyr omkring de permanente vandhuller. I Etosha kan du opleve det sjældne spidssnudede/sorte næsehorn, elefanter, giraffer, zebraer, løver, hyæner, sjakaler og meget mere. Her er sågar også en god bestand af både leoparder og geparder.
I det sydlige Afrika finder du også Botswana, og i Botswana er Okavango deltaet og safariområderne umiddelbart omkring dette i absolut topklasse, når det kommer til safari og Afrikas klassiske dyr. Okavango har et areal, der er cirka dobbelt så stort som Sjælland, og deltaet er helt unikt. Det skyldes, at vandet i deltaet aldrig når ud til havet, og fordi vandstanden er højest i tørtiden, da det kommer fra regntiden i bjerge i Angola og er lang tid under vejs. På grund af vandstanden er deltaet en ren magnet for både planteædere og rovdyr, da deltaet ligger omkranset af den tørre Kalahariørken. Blandt rovdyrene kan du både møde løver, leoparder, geparder, plettede hyæner og den sjældne afrikanske vildhund. Planteæderne består primært af giraffer, zebraer, bøfler, flodheste, elefanter og både det spidssnudede/sorte og det bredsnudede/hvide næsehorn, som dog sjældent ses, og så lever her masser af antiloper af adskillige arter. I Botswana ligger desuden Chobe National Park, som også bliver kaldt for elefanternes Afrika. Her lever nemlig mere end 70.000 elefanter. Chobe floden, som byder på fantastisk bådsafari, der oftest er inkluderet på rundrejser i Botswana, består af et fantastisk system af flodsletter, kanaler, søer og små øer.
Skal du forbi Sydafrika på din rundrejse, er der mulighed for at gøre et eller flere stop langs den sceniske Garden Route. Garden Route kan også sagtens laves som en rundrejse i sig selv. Ruten snor sig langs Sydafrikas kyst fra Mossel Bay i vest til Tsitsikamma i øst. Garden Route er især for dem, der ønsker at få store naturoplevelser langs havet. På vejen gøres der stop i de charmerende byer langs kyststrækningen, og et besøg i en af verdens smukkest beliggende storbyer, Cape Town, er næsten et must på disse kanter. Længst mod nordøst i Sydafrika findes Greater Kruger Park, der kan byde på fantastisk safari, og som er inkluderet på mange rundrejser i det sydlige Afrika.