Er man til aktiv ferie, er Afrika et fantastisk kontinent med uanede muligheder, der byder på meget mere end den type rejser man normalt forbinder Afrika med, nemlig safari og badeferie. De store oceaner mod øst og vest med masser af koraller, fisk og hajer at snorkle eller dykke med samt fremragende hajdykning og hvalsafari. De høje bjerge og bjergkæderne, der næsten kalder på at blive besteget eller besøgt på en vandre- og hikingtur. I de dybe regnskove ses de fascinerende bjerggorillaer og chimpanser - en fuldstændig fantastisk oplevelse at stå ansigt til ansigt med vores nærmeste genetiske slægtninge. Eller hvad med en cykeltur i og omkring Cape Town, der med rette regnes som én af verdens smukkeste storbyer?
Glæd dig til masser af muligheder for spændende og aktive rejser i Afrika med Africa Tours.
Rejser under temaet »Aktive rejser i Afrika«
Afrika og aktiv ferie passer sammen som fod i hose. Mulighederne for rejser med et højt aktivitetsniveau er nærmest uanede, og der er aktiviteter for næsten enhver smag. Lige fra bjergbestigning af det ikoniske og udfordrende Kilimanjaro, der med en højde på 5.895 meter er kontinentets højeste bjerg, til cykelture, vinsmagning og gourmetmad i Sydafrikas smukke vinland. Fra hajdykning og hvalsafari ud for Sydafrikas smukke kyst nær Cape Town eller snorkling og dykning i det Indiske Oceans varme og klare vand, til trekking ind til de gigantiske, men rolige bjerggorillaers eller de intelligente, men temperamentsfulde chimpansers hjem i regnskovene i Uganda. Eller hvad med en vandretur i Sydafrikas smukke bjerge eller en vandresafari på savannen nær verdensberømte Masai Mara i Kenya og Greater Kruger Park i Sydafrika? Og er du til adrenalinmættede aktiviteter, så er Victoria Falls i Zimbabwe lige stedet med mulighed for spektakulære udfordringer som bl.a. bungee jump, whitewater rafting, ropegliding samt en tur med helikopter eller microlight fly over vandfaldet.
Kilimanjaro er en drøm og et mål for mange, og det er ikke uden grund, da det ikoniske bjerg hyppigt optræder på billeder fra en safari og i naturudsendelser på TV. Afrikas højeste bjerg, også kaldet Afrikas tag, knejser sig majestætisk op midt i den smukke afrikanske natur og venter på at blive besøgt. Dette kræver dog ikke egentlig bjergbestigning, men ”blot” en lang og til tider stejl vandretur, hvor udholdenhed og en god portion stædighed er de vigtigste ingredienser. Der er adskillige ruter op til toppen, som alle starter i det frodige og skovklædte højland ovenfor savannen og går gennem vidtstrakte hedelandskaber samt sten- og grusørken op til de iskolde og sne- og isdækkede top 5.895 meter over havets overflade og 4-5.000 meter over det omgivende landskab. Vi benytter os af tre ruter, der hhv. hedder Machame- og Marangu-ruten, som populært også kaldes hhv. Whisky- og Coca Cola-ruterne samt Lemosho ruten. De har forskellige sværhedsgrader, hvor mange betragter Marangu-ruten som den nemmeste. Lemosho ruten bruges dog af mange selvom den er lidt længere. Den forsøger at imødegå problemet med højdesyge og har en høj succes rate. Ruterne har forskellige typer indlogeringer. Alle ruter bringer dig ad sceniske stier gennem meget skiftende natur op til toppen af Afrika. Bestig Kilimanjaro – det er alle anstrengelserne værd, og en oplevelse for livet!
Trekking i Afrika er i sig selv en betagende oplevelse, men når målet er at finde frem til bjerggorillaernes hjem i bjergregnskoven, er der i allerhøjeste grad lagt op til fantastiske oplevelser. En gorillatrekking ind i Ugandas regnskove er smuk og uden sidestykke. Når I endelig kommer frem, er det helt ubeskriveligt at møde de majestætiske dyr på deres hjemmebane. At stå eller sidde så tæt på de store dyr er i sandhed fascinerende. Gorillatrekking med Africa Tours foregår i Bwindi Impenetrable Forest nationalparken i den sydvestlige del af Uganda. Den imponerende regnskov er ikke uden grund også på UNESCO’s liste over verdens naturarv. I den nærliggende Kibale Forest nationalpark findes en tilsvarende mulighed for at besøge chimpanser i lavlandsregnskoven, hvilket oplagt kan bindes sammen med gorillatrekkingen gennem skøn klassisk og dyrerig safari i Queen Elizabeth nationalparken, der ligger midt mellem de to skovområder.
En oplevelsesrejse på cykel er en fantastisk mulighed for at komme tæt på den lokale kultur og natur, og det gælder så sandelig også en cykelferie i Afrika. Du bestemmer helt selv om det blot skal være en enkelt udflugt eller to, der evt. kan være i forlængelse af en safari, eller om rejsens omdrejningspunkt skal være cyklen. Der er flere gode steder at tage ud på cykel i Afrika, men mest oplagt er det måske at cykle i og omkring en af verdens smukkeste storbyer, Cape Town, og ud langs de omgivende smukke kyststrækninger samt rundt i det smukke vinlandskab forbi markerne med de snorlige rækker af vinstokke, der ofte er omkranset af smukke bjerge i baggrunden
Et klassisk bud på en aktiv ferie er en vandre- og hikingferie i Afrika. Sydafrika er fremragende til netop denne type rejse, og en vandre- eller hikingtur vil føre dig frem til den ene overdådigt smukke naturoplevelse efter den anden. Sammen med dine venner eller din familie kan du vandre gennem Sydafrikas betagende bjergkæder. Du kan også give dig selv en unik oplevelse ved at tage på vandresafari i Kruger og få lov til at møde nogle af Afrikas store planteædere til fods. Eller hvad med en vandresafari med masaierne i Kenya, der blandt andet foregår på en udslukt vulkan samt i Loita Hills nær Masai Mara, og som er suppleret af en skøn cykeltur i Hells Gate og en bådsafari på Naivashasøen.