Som safarirejsende beriges man med store uforglemmelige oplevelser, der tager vejret fra én eller er rørende på en måde, så man får gåsehud og ofte også våde øjne. Afrika påvirker alle dine sanser og rører ved dine følelser. Derfor har jeg også tidligere sagt, at Afrika og Kleenex hører sammen. Det er to uadskillelige parter.
Da jeg tilbage i 1989 stod foran min første rejse til Afrika, havde jeg i flere år haft årskort til Københavns Zoo, hvor jeg jævnligt lagde vejen forbi. Jeg syntes det var fantastisk, at cykle derhen og på nærmeste hold opleve de mange eksotiske dyr, som man ellers kun så på TV. Da jeg først havde sat kryds i kalenderen for afrejse til Afrika, stod jeg de næste mange besøg i Zoo og fantaserede om, hvor vildt det måtte være, både at se de samme dyr uden hegn omkring og at opleve flere arter gå sammen. Min liste over dyr, jeg gerne ville se, var forholdsvis begrænset, og jeg var usikker på, hvor tæt man kunne komme på de vilde dyr.
På den tur tabte jeg mit hjerte til den afrikanske natur og det afrikanske dyreliv. Hold da op. Det var så vildt, og den første tur i Zoo efterstående var noget af en nedtur.
Jeg beholdt heldigvis mit årskort og genvandt efter nogen tid lysten til igen at komme i Zoo. Det Zoo kan – og andre danske dyreparker for den sags skyld - er at fungere som et vindue til naturen, være en inspirator og grundlægge drømme, om at opleve de vilde dyr – uden hegn omkring.
På de næste ture er min liste over dyr jeg gerne ville opleve blevet længere og længere, og jeg er endnu ikke taget skuffet hjem.
Man kommer helt tæt på, der er mange forskellige arter, og de er der i et stort antal. Det er vildt fascinerende at se samspillet mellem de forskellige dyr og fugle, at se rovdyrene sammen med byttedyrene, at se individer fra samme art dyste om territorium, hunner etc.
Ingen tvivl om at jeg nærer en stor kærlighed til den afrikanske natur og det afrikanske dyreliv. Det er derfor også her, jeg har lagt hovedvægten i denne klumme om store øjeblikke.
Elefanten
Elefanten kan skabe kaos med sin voldsomhed, når den brækker store grene af træerne eller sågar vælter et træ for at få fat i nogle lækre kviste i toppen, men for det meste kan man sidde i bilen og beundre en elefantflok ledet af en matriark, der langsomt og næsten lydløst bevæger sig gennem terrænet, mens de sparker til græstørven for at løsne den, ryster den med snabelen og putter den ind mellem de store tænder. Eller man kan se dem gå og sparke de helt små akacietræer omkuld, for så at spise dem. På den måde er de med til at forme landskabet, ligesom deres gigantiske klumper af elefantlort, der bliver lagt rundt omkring på vandringen indeholder frø og dermed kimen til nyt liv.
Elefanten har nogle sociale bånd, som er tydelige, når man giver sig tid til at sidde og kigge på flokken et stykke tid. Så oplever man også at de små leger, dier en tår mælk ved mor og de høje trut i snabelen, når to elefanter genser hinanden. Elefanter har en fantastisk måde at kommunikere på med lyde, selvom vores ører kun kan opfange en brøkdel af det.
Tid er kodeordet til store øjeblikke. Når safari bilen kører hen mod dyrene, stopper de op for lige at se, hvem der er kommet. Men sluk for bilmotoren og efter ganske få minutter genoptager de deres aktiviteter og fra første parket, kan du blive vidne til dagliglivet hos de pågældende dyr.
Geparden og løven på jagt
Fra første parket har jeg set to gepardjagter. Det er stort i sig selv at møde denne graciøse kat ude på savannen, men at få lov at se den jage med succes, det er svært at sætte ord på. At se hvordan den scanner terrænet for mulige byttedyr, sniger sig ind på byttet for så i en gigantisk sprint at sætte kursen mod byttet – en Thomson gazelle – der med fart og hyppige retningsskift gør sit ypperste for at overleve angrebet. Geparden følger med i de hyppige retningsskift godt hjulpet af den lange hale, og afstanden bliver bare mindre og mindre. Pludselig er det slut. Lige så hurtig og stærk den er i jagten, lige så skrøbelig er den i forsvaret af sit bytte. Der skal handles hurtigt, hvis den skal have mad ud af anstrengelserne. De første gribbe svæver i luften, og en hyæne vil snart nærme sig for at overtage byttet. At opleve hele dette sceneri, det er både stort og nervepirrende.
Endnu større bliver det, når geparden kalder på ungerne, der dukker frem fra det høje græs og deltager i måltidet.
Hvor geparden som oftest jager alene – det er det, jeg hidtil har oplevet – og gør det med elegance og smidighed, så er løven anderledes robust, kraftfuld og voldsom i sin jagt. Det være sig under nedlæggelsen af byttet og efterstående, hvor der ofte opstår skærmydsler mellem de deltagende løver. At se tre løver nedlægge et vortesvin, det var på ingen måde et kønt syn. Godt nok er det også kun en snack for tre sultne løver, men at den nærmest blev sønderdelt i levende live, det var voldsomt. Når jeg alligevel betragter det som et stort øjeblik, skyldes det hele forløbet, hvor løverne lå og slappede af, over fokuseringen på byttet, samarbejdet om jagten, til kampen om byttet og det faktum, at der kort efter igen var dyr der gik til floden for at drikke, og fugle der sang i træerne, som om intet var hændt.
Løver
Lige så voldsomt det er at opleve løven som dræbermaskine, lige så fascinerende er det at sidde på nærmeste hold og se flokken af unger og voksne, der slapper af i græsset. De små laver narrestreger overfor de voksne og øver jagtteknikker på hinanden. Der er pelspleje og der er løver der sover på ryggen. Hanløven der også har ligget og snorksovet i de mest forunderlige stillinger, vågner op til dåd, og hvis man er heldig, kan man få en løveparring med blandt oplevelserne.
Tid er som sagt kodeordet. Selvom løverne hviler og slapper af hovedparten af døgnets 24 timer, så er der altid masser af oplevelser, hvis man giver sig tid til at sidde og kigge på en flok løver.
Flere gange har vi ligget i vores telt og hørt løvens brøl i nattemørket. Det er ret imponerende og hver gang, har jeg beroliget mig selv med, at jeg jo var inde i teltet.
Sidste gang vi var på safari og sad og kiggede på løver, fik vi øje på tre andre løver ikke så langt derfra og vi besluttede at køre hen og se på dem. Det var to hunner og en han, som var på vej over til den flok vi lige havde forladt. Vi stoppede bilmotoren og sad og så, hvordan de tre løver kom nærmere. De to hunner gik venstre om bilen og hannen højre om. Ud for bilen – på ca. 5 meters afstand – begyndte de at brøle til den anden flok. Det var højt, skræmmende højt. Brøl hentet helt nede fra de dybeste maveregioner, brøl der fik de små hår til at rejse sig, brøl der for en kort stund fik én til at glemme vejrtrækningen.
Det var virkelig en wauv-oplevelse.
Leoparden
Nu hvor vi taler om de store katte, så lad os også lige runde gemmelegens mester – leoparden. Der er flere af dem, end der er geparder, men hold op hvor er den svær at få øje på. Det er lige før, jeg tror, at der er flere leoparder, der har set mig end omvendt. Derfor er det stort bare at se en hvid halespids bevæge sig frem og tilbage inde i en busk.
Når man så ser den oppe i et træ, måske med bytte, så er det kæmpestort. Vi har set den både oppe i et træ, på vej ned fra et træ og nede på jorden. Vores hidtil største leopard-oplevelse var et møde med en leopard, der sad oppe i et træ og var i fuld gang med at spise af sit bytte. Vi fotograferede den fra flere vinkler, men blev alligevel holdende for at se, hvad der ville ske.
Lige pludselig dukker en unge op i græsset foran nogle buske og sender pibende lyde op mod sin mor i træet. Leopard med unge, wauv! Ungen går lidt frem og tilbage i græsset, og vi sidder som fortryllede i bilen.
Så ændrer leoparden i træet position, tager fat i sit bytte og kravler ned fra træet for at lade ungen få del i byttet. Hun slæber byttet ind imellem nogle buske, og ungen forsvinder efter hende. Lige som vi sidder der og fordøjer de fantastiske øjeblikke, kommer moren frem fra buskadset og sætter sig frit synligt i græsset og begynder at slikke sin pels ren.
Det er disse øjeblikke, som gør safari så fantastisk. Oplevelserne som kommer, når man har tålmodighed og giver sig god tid til at få et indblik i dyrenes ”hverdag”.
Man føler sig privilegeret og fyldes af taknemmelighed over de store øjeblikke.
