En smuk solopgang bød os velkommen på savannen denne kølige morgen. Det blev en løvefri formiddag, men absolut ikke rovdyrfri. Vi så sjakaler med unger (hvalpe), en sekretærfugl der med sin karakteristiske stampen i jorden lokkede lækkerier frem i græsset og en større gruppe af forskellige gribbe, der sloges om et ådsel.
Formiddagens højdepunkt var dog nok en større gruppe hyæner i forskellige aldre, der var udenfor hulen.
I starten er hvalpene helt sorte. Det er først senere de skifter farve og pelsen får pletter. En sådan lille hvalp havde besluttet at forlade hulen og gå på eventyr, men inden den nåede for langt væk, var der lige en voksen, der tog den i nakkeskindet og løftede den tilbage til flokken. Nu hvor den var tættere på de andre, fik den igen lov at gå rundt, men én af de større hvalpe gik hele tiden ved siden af den.
Vi har tidligere oplevet, at hyænehvalpene er meget nysgerrige. Således også her, hvor en af de lidt større hvalpe kom helt tæt hen på bilen. Den snusede til bilen og skævede forsigtigt men stadig nysgerrigt op til os i bilen. Det bliver aldrig et kæledyr, men de er nu ganske charmerende, når de bare tumler rundt omkring hulen, og så skal man ikke underkende hyænens betydning, når der skal ryddes op efter syge og døde dyr på savannen.
På vejen videre frem løb vi atter ind i de tre gepardbrødre.
Løven hviler og sover de fleste af døgnets timer. Nogle gange indtager de de mest fantastiske sovestillinger, hvilket vi blev vidner til om eftermiddagen, hvor vi fandt en gruppe på tre hunner og en han. Jeg lægger mig da lige på ryggen og lader poterne stritte lige op i vejret, synes én af dem at tænke. Men okay, hvem vover også lige at forstyrre middagsluren for fire sovende løver?
Senere på eftermiddagen hen mod solnedgang fandt vi to hanløver, der er 2. generation efter Notch. En meget berømt hanløve fra TV-serien ”Big Cat Diary” af Jonathan Scott.
I generne ligger den meget mørke manke grænsende til det sorte, som fortsætter langt ned på ryggen og ned bagpå forbenene til albueleddet. Når man sidder i bilen og kigger på dem, får man virkelig den der wow- følelse.
Vi fortsatte lidt længere frem til et akacietræ, hvor vi i tusmørket hoppede ud af bilerne og skålede på dagens gode oplevelser. Ude i det høje græs så vi en hunløve passere forbi. Da vi atter hoppede ind i bilerne, havde mørket taget over. Vi vendte rundt og kørte tilbage for en sidste gang at kigge til de to hanløver. På vej derhen begyndte de at brøle. At sidde dér i bilen 10 meter fra to hanløver, der henter deres brøl ud i nattens mørke helt nede fra mellemgulvet, det er noget, der får de små hår på armene til at rejse sig. Ingen i bilen sagde en lyd. Det var dyrenes konge, der havde ordet!
Næste dag havde vi kun gamedrive om morgenen, fordi vi skulle videre til næste stop, som handlede om de forskellige projekter i lokalsamfundene.
Ud fra at safariens fokus er rovdyr, må jeg sige at vi ikke oplevede noget. MEN det passer så ikke helt. Vi så en sjakal og en ørehund. Endvidere så vi masser af gnuer, zebraer, topier, Thompson gazeller, impalaer og Eland antiloper. Vi kørte rundt i flotte landskaber og vi var både helt tæt på en stor hanelefant og befandt os sidenhen midt i en større gruppe elefanter.
Det understreger bare to ting. For det første ved man aldrig, hvad en safarikørsel byder på, og derfor er det så svært at få en guide til at love, hvad han vil vise dig. For det andet er der altid masser at se og opleve på en safarikørsel, også når de store katte undlader at vise sig frem.
Efter at være blevet klogere på diverse lokale projekter omkring vand, skoler, perler osv., fortsatte vi til Mara North, hvor safaridelen blev genoptaget.
Indkvartering i telt lige ned til Mara- floden med udsigt til flodheste, hvad mere kan man ønske sig? Ikke at denne klumme skal handle om indkvartering, men jeg kan love dig, at der er noget fascinerende ved at sidde på sit toilet og kigge ud over en flod med flodheste eller om morgenen sidde og lytte til naturen der vågner, mens vandets brusen kan høres i baggrunden.
Eftermiddagens højdepunkt var en rovfugl. Niels fik øje på en Martial Eagle i et højt træ længere fremme. Denne ørn er Afrika’s største og den kan tage bytte på størrelse med en Thompson gazelle.
Inden jeg havde nået at indstille kameraet lettede den og fløj væk, for så at dykke ned mod jorden.
Vi fortsatte længere frem, indtil vi fik øje på ørnen i det høje græs. Den sad tydeligvis med sin ene klo ovenpå byttet. Den kiggede årvågent rundt. Vi kunne først ikke se, hvad byttet var, men fik en ide, da vi så to voksne Thompson gazeller gå uroligt rundt i baggrunden. Havde den nuppet en Thompson unge?
Ørnen drejede nu rundt, mens den stadig havde venstre klo i byttet. Langsomt vandrede den væk slæbende på sit bytte. Jo, nu kunne vi se det. Det var en lille Thompson unge, som var blevet Martial ørnens bytte.
Tænk et skarpt syn. Over stor afstand fra toppen af et træ, har ørnen spottet den lille unge, som har ligget fladt ned i græsset for at skjule sig, mens moderen har gået og græsset et stykke derfra. Det var så forklaringen på, at den var gået på vingerne.
Vi fulgte ørnen på afstand. Den slæbte sit bytte hen i skjul af en busk, hvor den med sit skarpe næb begyndte at flå hul på skindet. Senere så vi den sidde på en stor gren i et træ, hvor den også havde placeret sit bytte. Nu var det helt tydeligt, at det var en lille Thompson gazelle.
Dagen bød også på mødet med gepard dels brødrene som vi havde set tidligere, dels en mor med unger. Når man ved hvor truet denne kat er, at det altid med en lille klump i maven og taknemmelighed, at man nyder synet af denne graciøse jæger.
Næste dag er det igen ”løvedag”. Betingelserne for at spotte løverne er ikke de bedste. Det har regnet usædvanlig meget i Mara- området. Startende i november 2019 og derefter masser af regn i både december og henover nytåret ind i januar. Græsset er derfor rimelig højt. Op ad formiddagen fik vi dog øje på en hunløve, der kom gående. Vi kunne lige ane det øverste af ryggen, resten var skjult af det høje græs. Der var langt mellem træerne ude på græssavannen, så da hun fik øje på bilerne, satte hun straks kursen for at søge ind i skyggen af den ene bil. Det gav selvfølgelig nogle gode billeder fra vores bil.
Endnu bedre blev det, da hun fortsatte sin vandring og satte kursen hen imod den bil og ind under bagsædet, hvor jeg sad. Så er der nærkontakt uden hegn omkring.
Efter en god frokost og afslapning foran teltet, kørte vi ud igen om eftermiddagen og der var forbavsende få dyr. Vi forsøgte at finde en hanløve, som andre havde set tidligere på dagen, men fandt intet i det pågældende område. Da solen var ved at gå ned og vi kraftigt overvejede at tage vores sundowner i bilen, får vi øje på en gruppe løver, der ligger i det høje græs og slapper af bare tre meter fra bilen. Det er tre hunner og nogle halvstore unger. Vi standser bilen, men de gider dårligt løfte hovederne. Vi bliver enige om, at vi da godt lige kan tage vores drink her, mens vi kigger på løver.
Da mørket sænker sig, rejser den ene hunløve sig og går væk. Niels er overbevist om, at det er den hunløve i gruppen, der har små unger. De andre løver bliver liggende. Vi bliver siddende. Da de senere rejser sig, forsøger vi at følge dem på afstand. Det er svært i mørket, men infrarødt lys og natkikkert hjælper os.
Det lykkes os, at holde trit med de to hunner og de halvstore unger. De stopper op ude på et hjulspor, hvor græsset ikke er højt, så vi kan nemt se dem. Lidt efter kommer hunløven, som tidligere havde forladt os, gående og i gåsegang bag hende kommer tre søde små løveunger traskende. Løverne hilser på hinanden med stor gensynsglæde, som om de ikke har set hinanden i lang tid. Hvilket rørende syn.
Sidenhen lagde hun sig ned og de tre små fik lov til at die en rum tid, mens vi bare sad og nød synet.
Det var derfor halvsent, da vi nåede tilbage til campen for aftensmad.
Vi var tidligt ude af fjerene næste dag, for der var afgang før solopgang. Den skulle vi have med ude på savannen, og en flot solopgang blev det. Inden den glødende kugle begyndte at rejse sig på himmelen, kunne vi i det rødlige morgenlys nyde de mørke silhuetter af to krontraner i toppen af et dødt træ. Meget smukt.
Hen ad frokosttid løb vi ind i en større gruppe giraffer og i alle størrelser. Skægt at se de unge giraffer med de store hårduske på hornene. Giraffer har en eller anden stoisk ro over sig og en majestætisk gang, når de vandrer til næste akacietræ. De holder øje med én, det er helt tydeligt, og man føler sig ret lille når de kigger ned på én fra 4- 5 meters højde.
Eftermiddagens store højdepunkt var mødet med en leopard. Ikke bare en hvid halespids, der bevæger sig lidt inde i et grønt buskads. Nej, en hel leopard. En ung hun, der satte kursen lige forbi vores bil, mens hun vagtsomt skævede op til os. Derefter forsvandt hun via det høje græs ind i nogle buske. Leoparden er mindre sjælden end fx geparden, men fordi den er så svær at spotte, så føles det bare som en ekstra stor appelsin i ens turban, når det lykkes.
Hvilken enestående afslutning på nogle spændende dage med fokus på rovdyrene. En masse baggrundsviden fik vi med hjem, fantastiske oplevelser og nogle gode fotos. Så det gjorde ikke så meget, at skyerne var kulsorte og regnen stod ned i stænger, da det lille fly næste eftermiddag lettede fra savannen og satte kursen tilbage mod Nairobi.
(fotos: Mads Jørgensen)
