”Har du set giraffen?” spurgte min far mig, når vi gik rundt i Zoo. På den årlige københavnertur til Zoo og Tivoli i min barndom havde vi nogle få ritualer.
Fx hvem fik først øje på tårnet i Zoo, når vi nærmede os København? og hvem kunne ramme flest tallerkener i det muntre køkken i Tivoli.
Det var også nærmest et ritual, at jeg skulle vise vej til giraffen.
Der var noget særligt over det dyr. Med sin lange hals og sine lange ben, så mine barneøjne et dyr, der kunne nå op til himmelen. Jeg måtte lægge nakken godt tilbage for at kigge op på den, mens dens store øjne med største lethed kiggede ned på mig.
Jeg havde svært ved at løsrive mig igen, når jeg havde fundet den. Der var en ophøjet ro over det store dyr uanset om den spiste, gik rundt i sin indhegning eller bare stod og betragtede sine omgivelser.
På en af turene – men nu i Tivoli – lød det igen fra min far ”Har du set giraffen?”, men denne gang var spørgsmålet rettet mod min mor, og det var ikke giraffen på den store børnekarrusel han hentydede til. Det skete nemlig altid, når vi på turen rundt i haven gik forbi restaurant Grøften. Det var først senere jeg fandt ud af, at det også var et udtryk, man brugte om en kendt person.
”Har du set giraffen?” spurgte jeg mange år senere min søn, da vi trådte ud af vores hytte på Naivasha Sopa Lodge. I baggrunden stod en giraf og nippede med sin lange sorte tunge af de friske grønne blade inde mellem akacietræets sylespidse torne. Lange ben, lang hals og lang tunge. Adstadigt, næsten majestætisk spadserede den videre til det næste træ.
Én giraf – flere underarter
En giraf er ikke bare en giraf. Det er noget af det man lærer, når man sidder i safaribilen nede i Afrika. Der er én art men flere underarter. Vi oplevede 3 af dem indenfor få dage.
På førnævnte tur kom vi oppe fra Samburu National Park og Buffalo Springs National Reserve, som ligger ca. 350 km nordøst for Nairobi. I denne halvørken havde vi set masser af giraffer. Det er den såkaldte netgiraf, som ses i de områder, og i øvrigt den samme underart, som ses i både Københavns og Odense Zoo.
Vi fortsatte så ned til søerne i Great Rift Valley, hvor vi fra Naivasha Sopa Lodge kørte den korte tur op til Lake Nakuru (ca. 80 km), hvor vi blandt andet så underarten Rothschildgiraf, som er relativt sjælden. Vi var dog så heldige den dag at se en større gruppe på 18 giraffer. Denne underart kan også ses i Aalborg Zoo
Fra Naivasha fortsatte vi ud til Masai Mara, hvor vi dagligt stødte ind i giraffer, når vi var ude på safarikørsel. I det område er det underarten Masaigiraf, man ser.
De forskellige mønstre, hornene og andre karakteristika lærer man som sagt om, når man kører rundt blandt dyrene i Afrika.
Giraffen er truet
Når jeg bladrer i mine dagbøger, er det meget få dage, hvor der ikke står, at giraffen er blandt de dyr vi har set. Alligevel blev giraffen for et par år siden registreret som ”sårbar”. Det skete på baggrund af, at bestanden var gået tilbage med mere end en tredjedel over en årrække. Hvor der har været meget fokus på elefanter og næsehorn, er tilbagegangen for giraffer sket i næsten ubemærkethed. Den kedelige udvikling skyldes blandt andet krybskytteri, tørker og indskrænkede leveområder. Udover at blive mindre bliver giraffens leveområder samtidig mere og mere usammenhængende på grund af befolkningstilvæksten.
Det er derfor altid glædeligt, når man spotter giraffen på sin safari.
Det store overblik
Med sine 4- 5 meter - verdens højeste dyr - har giraffen det store overblik på savannen. Den følger vagtsomt med i, hvad der foregår omkring den. Det oplevede jeg blandt på en nature walk fra Karen Blixen Camp i Kenya. I området uden for campen er der en masse akacietræer, som tiltrækker giraffer. Vi blev nøje fulgt på vej, da vi gik tur med vores guide, og de genoptog først spisningen, da vi var kommet et stykke væk.
På et gamedrive fra samme camp holdt vi et stykke tid og kiggede på en større gruppe løver, der lå og sov. Som vi sad der og kiggede på de mest pudsige sovestillinger, nærmede en håndfuld giraffer sig i baggrunden. Det var helt tydeligt, at de havde set løverne. De kom tættere på og blev bare stående, mens der langsomt kom liv i løverne. At nogle af løverne rejste sig og begyndte at lave strækøvelser, tog girafferne ligeledes med ophøjet ro. Lidt efter fortsatte de videre ud over savannen i deres majestætiske pasgang.
En girafunge er ca. 2 meter ved fødslen og har selvfølgelig ikke det samme overblik, men tillige er de også mindre opmærksomme, så der er mange unger, der bliver bytte for løver, leoparder og hyæner.
De voksne er mest sårbare i to situationer. Når de skal drikke, hvilket sker ved at giraffen spreder benene helt ud til siden, så den kan nå ned til vandet, og når de ligger ned. Derfor står giraffen op og sover, hvilket i øvrigt kun sker kortvarigt.
Vi har dog været heldige at se giraffer, der lå ned. Blandt andet var der en velkomstkomite af 5 liggende giraffer, der lå og tyggede drøv uden for Fig Tree Camp i Kenya, da vi kom for at tjekke ind. En anden gang så vi en gruppe girafunger, der lå og hvilede i skyggen af nogle træer. Her stod der to voksne giraffer i nærheden og holdt vagt.
Det er en form for børnehave girafferne bruger, hvor ungerne er under opsyn af et par voksne giraffer, mens de andre voksne spiser.
Magtkamp
Vores bil arbejdede hårdt for at komme op ad den stejle grusvej i det nordlige Tanzania, så det var med at holde godt fast, når man stod op under det løftede tag. Til gengæld blev vi belønnet med en helt fantastisk udsigt over det kuperede landskab. Da vi var næsten oppe standsede vi bilen og nød udsigten bagud. Ikke blot var der en betagende udsigt, men med på ”billedet” var der også to giraffer, der stod tæt omslynget og skubbede til hinanden. Vores guide fortalte, at det var to hanner, der prøvede at dominere hinanden.
Når to hanner kæmper om retten til at parre hunnerne, stiller de sig ved siden af hinanden med lidt spredte ben og prøver så at slå den anden omkuld ved at slå halsene mod hinanden. Det oplevede jeg senere i Kenya på endnu tættere hold. Den lille film viser optrinnet og selvom kampen om at blive den dominerende han ser relativt fredelig ud, har disse magtkampe nogen gange dødelig udgang.
Giraffen er ikonisk
Der er noget særligt ved giraffen. På mine mange ture til Afrika har jeg været så heldig at få en masse gode oplevelser med det dyr, jeg var så fascineret af som barn.
Jeg har set dem drikke, die og slås. Jeg har set dem i majestætisk gang og i galoperende løb. Jeg har set dem på afstand som silhuetter på en højderyg i solnedgangen. Jeg har set dem fra oven fra en luftballon. Jeg har spist morgenmad sammen med dem på savannen, hvor jeg fik omelet og de fik akacieblade. Jeg har set en giraf, der forsøgte at krydse den brusende Mara-flod, men måtte give op på grund af den stærke strøm. Jeg har set en gruppe giraffer i alle aldre i det helt spæde morgenlys, som fik mig til at glemme alle bekymringer og bare være i nuet.
Når man tager på safari i Afrika, er der en række dyr, som bare skal være der. De er ikoniske og er med til at tegne Afrika, hvad enten vi kender dem fra Zoo eller fra TV.
Giraffen er én af dem.
Du kan læse mere om giraffen HER og se en lille film
