Det er ingen hemmelighed at jeg elsker Afrika. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har anvendt ordene fantastisk, overraskende, berigende, unikt, bedårende, fascinerende, rørende, overvældende, storslået og enestående om mine oplevelser i Afrika. Uanset om jeg taler med venner, bekendte og familie eller skriver om mine oplevelser i denne klumme, har jeg svært ved at lægge låg på min entusiasme og begejstring for Afrika. En begejstring der opstod allerede på første tur.
Selvfølgelig har jeg undervejs mødt enkelte, der har løftet det ene øjenlåg eller fået en enkelt panderynke, idet de tydeligvis har tænkt, ”Kan det nu være rigtigt?” ”Overdriver han ikke bare en lille smule?”
Mange kan sikkert nikke genkendende til oplevelsen af, at ens erindring har spillet én et puds. Måske har årene idylliseret en oplevelse og kastet et skær af romantik over den, så man kun husker den gode side og glemmer den mindre kønne bagside af medaljen. Eller hvad med dimensionerne der var nogle helt andre end det man husker.
Forleden kom min søn hjem fra børnehaven og sagde ”Far den er slet ikke så stor”. Han er 26, så jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn? ”Ja, altså bakken vi kørte ned af på moon-car, det er jo bare en lille knold.”
Da jeg efter 17 års fravær skulle gense Afrika, sneg en lille flig af tvivl sig ind i mit sind. Var Afrika nu også så fantastisk, rørende og storslået, som jeg erindrede? Kom man virkelig helt tæt på de vilde dyr? Havde jeg overdrevet i historierne til min søn? Var det ikke bare de mange års fravær, der havde lagt et romantisk stjernedrys ned over min hukommelse?
Mens jeg under nedlukningen utålmodigt har gået og ventet på igen at få muligheden for at besøge Afrika, har jeg fået ryddet op og sorteret i en masse gamle papirer. Nede i én af bunkerne dukkede dagbogen og rejsepapirerne fra min gensynsrejse til Afrika op. Det er nu 15 år siden, at den rejse fandt sted. Det var derfor med stor spænding at jeg åbnede dagbogen for at læse mine noter om turen. Var min erindring om Afrika bare en luftspejling – et fatamorgana?
Dagbogen
”En lang varm køretur gennem større og mindre byer, forbi kornmarker, kaffe-, te- og ananasplantager m.m. bragte os frem til lodgen. Undervejs fik vi indsnuset Afrika. Den røde jord, træerne, blomsterne, landskabet, de mange gående langs vejen, kvinderne med kurve, sække eller bundter af brænde på hovedet, de overlæssede cykler, oksekærrerne, de æseltrukne vogne og markederne. Yes, vi er i Afrika.”
”Om natten blev vi vækket af elefanter med trut i snablen, som løb rundt ved vandhullet for at jage hyæner ind i skoven. Tilbage i sengen, vi skal tidligt op og pakke. Da uret ringer kl. 06:00 slår jeg som det første gardinet til side. Er der mon dyr ved vandhullet? Nogle få antiloper, en marabustork og et par bøfler er allerede i gang med dagen. Føler mig på én og samme tid lidt groggy oven på den afbrudte nattesøvn og helt klar på nye oplevelser. Mads meget svær at ruske liv i efter de få timers søvn.”
”Nu skiftede landskabet karakter. De store landbrugsområder med en blanding af kornmarker, majsmarker og gigantiske drivhuse i højlandet omkring Mt. Kenya blev afløst af et utrolig tørt og støvet landskab. Vejen var hullet, bulet, skæv og helt håbløs over mange kilometer. Et helt under at vore nyrer ikke blev rystet løse. Chaufføren kaldte det ”African massage” og tilføjede med et stort smil ”for free” (gratis).
”På vej mod lodgen så vi en elefant, giraffer, store antiloper, gazeller, bavianer og masser af spændende, farvestrålende fugle samt den lille Dik-Dik antilope. Sanseindtrykkene bare væltede imod os konstant.”
”Efter indkvartering, en god frokost og lidt afslapning foran vores hytte kørte vi ud på gamedrive. Da vi havde set giraffer, Dik-Dik og nogle andre antiloper, var der en spøgefugl i bilen, der mente at det var snyd, og at det da bare var de samme dyr, som vi så om formiddagen, de havde været ude og flytte.
Da vi lidt senere på eftermiddagen først fik øje på en flok Grevy’s zebraer og dernæst både blev beriget med mange løver og en leopard udover flere antiloper og giraffer, forstummede al tale om snyd. Nu kom wow-stemningen for alvor frem igen. Vi er blot på 2. dagen og mangler kun næsehornet for at have set ”The Big Five”. Det er mildest talt fantastisk.”
”Så er vi klar til nye oplevelser efter et godt morgenmåltid. Bilen er pakket og vi forlader lodgen. Efter 5- 10 minutters kørsel, hvor vi prøver at vænne os til bilens rystelser på de bumpede veje, spadserer en gepard over vejen lige for næsen af os. Adrenalinet ruller atter i årene og impalaer, vandbukke, farvestrålende fugle og et par giraffer registreres kun i en parentes. Det er som om, vores held slet ikke vil slippe op.”
”Vi sætter kursen mod Lake Nakuru. Det regner undervejs, men vi ser alligevel både overlæssede cykler, børn i skoleuniformer og geder i vejkanten. Vi fortsætter direkte på gamedrive. I det fjerne aner vi konturerne af et næsehorn og lidt senere er vi helt tæt på. Vi fortsætter ned til søen og mødes af et fantastisk skue. Et enormt antal fugle. Marabustorke, pelikaner og et lyserødt skær af de mange flamingoer. Står ud af bilen og tager nogle fotos, som formentlig ikke yder dette fantastiske sceneri fuld retfærdighed.
Går tilbage til bilen for at køre videre. I det fjerne ses igen næsehorn. Kører dem i møde og kommer helt tæt på en hun med unge og lidt derfra en han.
Vi sidder lidt i stilhed og beundrer disse imponerende dyr, inden vi fortsætter mod nye oplevelser, som inkluderer både sort næsehorn og den sjældne Rothschild giraf.”
”I dag var vi – igen – tidligt oppe. Vi kørte ud lige før solopgang. Fantastisk at være midt i det, når naturen vågner op og solens første stråler begynder at kaste lys over nattens dramaer. Store gnu-, bøffel- og elefantflokke beriger denne morgen. En gruppe løver ligger i græsset og slår mave, dvs. tre af dem er stadig i gang med at sætte tænderne i resterne af en gnu, som er nedlagt i ly af mørket.
På vores vej møder vi også en ung hanløve med begyndende mankedannelse, en sjakal og lidt senere en enlig hyæne, der er godt i gang med morgenmaden.
En oplevelsesrig morgen, brede, tilfredse smil i bilen og sultne maver. Tilbage til et veldækket morgenbord på lodgen.”
Vi gør status på turen
”Via besøg på Karen Blixen Museet med en formidabel udsigt til Ngong Hills er vi nået frem til hotellet i Nairobi, hvor vi skal overnatte inden hjemrejsen i morgen tidligt. Jeg forstår Karen Blixens fascination af Afrika.
Efter sen frokost lægger vi os ud til swimmingpoolen og prøver at evaluere turen, selvom alle indtryk ikke har nået at sætte sig endnu.
Vi prøver at besvare spørgsmål som:
• Største oplevelse?
• Mest overraskende oplevelse?
• Bedst timede oplevelse?
• Mest foruroligende oplevelse?
• Mest rørende oplevelse?
Vi er stopmætte af oplevelser så intense, at vore hoveder ikke kan rumme mere.
Det har været en ferie med den ene fremragende, begejstrende, smukke, rørende og åndeløse oplevelse efter den anden. Landskaber og vegetation så helt anderledes end det vi er vant til. Et enestående dyreliv fra majestætiske giraffer, elefanter og hanløver over græssende antiloper og zebraer til smukke, farvestrålende fugle. Elegante rovfugle og kattedyr. En natur så betagende at man har lyst til at tage tilbage.
Vi har utvivlsomt været heldige med alle de mange dyreoplevelser, men mindre kunne også have gjort det.”
Afslutning
Erindringen om Afrika var på ingen måde et fatamorgana.
Det kunne læsningen af min genfundne dagbog bekræfte.
Jeg kom ned til et fantastisk kontinent og gensyn med alt det, som havde begejstret og betaget mig første gang, ja vel nærmest slået mig omkuld. Den varierede natur, venlig og imødekommende befolkning, fascinerende naturscenerier med bjerge, vandfald, skove og åbne savanner og et unikt fugle- og dyreliv. Den var god nok. Jeg var blevet ”smittet” og Afrika gået i blodet på mig.
Afrika ER opfyldelse af drømme – og snart kan vi rejse igen.
God tur!
