”Denne gang har vi valgt en dagsflyvning. Vi sætter uret til kl. 03.00, da flyet efter planen skal lette fra Kastrup kl. 06.00. Det betyder, at vi lander i Nairobi ved halvsyv tiden om aftenen, hvorefter vi tager en overnatning i Nairobi. Så er vi friske og veludhvilede til en masse safarioplevelser dagen efter og de næste mange dage.”
”Dejligt gensyn med en helt anderledes kultur. Fx måden at transportere sig på. Overfyldte matatus (små minibusser) og almindelige busser, gående langs vejene, overlæssede cykler og fem mand på en motorcykel. På en af de motorcykler vi passerede i dag, sad en mand med en stor fisk i den ene hånd.
Der er salgsboder langs vejene, planteskoler etc. At sidde i bilen og lade byer, markeder etc. passere forbi er storslået, samtidig med at man får et indblik i en helt anderledes kultur.”
”Vi elsker at komme ud af bilen og strække ben. Så kan man rigtig indsnuse stemningen af Afrika. Derfor griber vi også altid chancen, hvis der er mulighed for en naturewalk eller en walking safari. Ikke bare kommer man endnu tættere på naturen, men det er også ganske lærerigt, at høre guiden fortælle om dyr, planter og dyrespor. I dag så vi tydelige spor i sandet efter elefant, flodhest og giraf. Endvidere lærte vi, at der går ca. 24 hønseæg på ét strudseæg. Hvilken omelet!”
”Det er ikke den rene ferie at være på safari. Programmet kan være ganske pakket. I dag stod vi tidligt op og tog på gamedrive, så vi også fik solopgangen med. Derefter hjem til morgenmad inden vi tog på besøg i en Masailandsby. Hjemme i campen ventede personalet med frokost, inden det var tid til besøg ved poolen og på massagebriksen. Efter en hurtig kop kaffe og en småkage tog vi ud på eftermiddagens gamedrive til nye oplevelser. Pyha. Safari kan være hårdt.
Ingen skal dog have ondt af mig. Jeg gør det gerne igen og igen. Safarilivet er forrygende.”
”Efter en dejlig frokost på Aberdare Country Club, der ligger med en forrygende udsigt, er vi nu for første gang på besøg på The Ark i Aberdares. Et enestående trætophotel inde midt i skoven i en lysning ved et vandhul. Masser af dyr. Helt tæt på, blandt andet fra et fotoskjul i øjenhøjde med dyrene. Der er lys på vandhullet, så man også kan følge med i dyrelivet aften og nat, og skulle søvnen omfavne én, kan man blive vækket, når der er særlige dyr ved vandhullet. Lækker forplejning på en dejlig buffet og en venlig og diskret stab af tjenere. Perfekt forkælelse.”
”Det er svært at komme udenom Naivasha Sopa Lodge, hvis turen går til Kenya. Men det er der nu heller ingen grund til. Det er et skønt sted. Blomstrende træer og buske. Stor swimmingpool. Lodgen ligger ned til Naivasha søen og har en parklignende have og en store græsplæne, som tiltrækker vandbukke, zebraer, giraffer m.m. Fugle og aber ses i træerne. Værelserne er store og rummelige og har udsigt til græsplænen, hvor blandt andet flodheste går og græsser om natten.
Forplejningen er i top. Altid en lækker buffet med et stort udvalg af veltillavede retter og dertil kokke, der står klar til at skære, stege og brase.”
”I løbet af gamedrivet så vi rigtig mange dyr. Her skal kun de vigtigste oplevelser nævnes. En gepard med tre unger, en kæmpe bøffelflok som nærmest omringede bilen, mange elefanter tæt på som var i gang med at spise tykke akaciegrene, giraffer, to løvepar som var elskovssyge, så hannen nøje fulgte hunnens bevægelser. Lagde hun sig, lagde han sig etc.
Da vi kom tilbage til campen, ledsagede vagten os til teltet, så vi kunne få et bad inden middagen.
Det var den vildeste og fedeste oplevelse at stå under åben himmel og kigge på stjernerne, mens jeg tog brusebad.”
”De store oplevelser stod i kø i dag i Masai Mara. Dagen startede med optræk til voldelig konflikt. En hanløve havde sneget sig ind på fremmed territorium og rent fysisk kastet sin kærlighed på en fremmed hunløve. Det opdagede to hanløver fra Marsh Pride – kendt fra TV-serien ”De Store Katte” – så de fik travlt med at jage ham på porten. Vi sad midt i det højspændte drama på første parket, og den jagede blev kun reddet fra korporlig afstraffelse, fordi en flok bøfler kom imellem og således forhindrede de to brødre i at indhente den jagede.
Kort efter sad vi ved Mara-floden og var vidne til en flodkrydsning, hvor både en gnu og et zebraføl tabte kampen til de store krokodiller. Der var dog rigtig mange andre både zebraer, gnuer og topier, der nåede over på den anden side af floden i jagten på frisk grønt græs.
Som vi sad der i bilen, kom en større gruppe elefanter i alle størrelser forbi, for at gå ned til floden for at drikke. Da der skal mange liter vand indenbords, når man er tørstig elefant, tog det sin tid til stor utilfredshed for en flodhest på land, der gerne ville ned i det svalende vand.
Endelig så vi leopard i en stor busk ved floden. Det vil sige, vi så den hvide halespids af en leopard inde i busken. En halespids der undertiden bevægede sig fra side til side, og så lidt af et bagben. Forhåbentlig får vi mere at se af denne smukke kat på et senere tidspunkt.”
”Vi havde sat kursen mod lodgen efter morgenens gamedrive, da der pludselig kom en besked over radioen, der fik os til at ændre planer. Henover terrænet gik det i rask tempo – off-road. Årsagen var en begyndende løvejagt med tre løver mod en zebra. Efter kort tid anede zebraen dog uråd og ændrede retning, så de tre løver blev snydt for deres morgenmåltid. Vi satte atter kursen hjemad mod vores morgenmåltid.”
”Vi holdt og filmede gnuer på en bakkekam. Det var rigtig smukt. Morgenlyset var perfekt. Gnuerne sås som en uendelig række silhuetter mod himmelen bagved. Pludselig skrattede det i radioen og det forlød, at en leopard var blevet set. Så smider man gerne, hvad man har i hænderne. Nu gælder det om at holde godt fast.
Vi racede gennem terrænet efter en anden bil, som var ude i samme ærinde. Da vi nåede frem, viste det sig, at leoparden ca. var blevet set heromkring. Måske var den gået den vej eller den vej? Der var delte meninger. Vi ledte og ledte og…
Endelig fik vi øje på den. Ca. 100 meter væk kom den gående. Først til den ene side, så til den anden side. Den gik, den stod, den sad, den lå, den gik… og længere og længere væk. Men vi så den. Yes.”
”Vi landede på flad græssavanne med ca. 21 km/t. Et par små bump, hvorefter kurven lagde sig om på siden. Straks fik vi en hjælpende hånd og vel ude af kurven, var vi klar til champagne, bushbreakfast og diplomer ude midt på savannen. Skøn oplevelse.”
”I dag gik vi ned til stranden og fandt en strandstol i skyggen af en palme. Dejligt, hvidt sand og blåt vand. Vi lå dér og slappede af, mens vi snakkede om alle de store safarioplevelser, vi havde haft. Det har som altid været ganske forrygende.
Havet så tillokkende ud fra strandstolen, så vi besluttede at tage en dukkert i de blå bølger. Herligt med varmt havvand. Som at ligge i et kæmpestort badekar. En perfekt afslutning på alle tiders tur.”
”Ventetid, paskontrol, ventetid, sikkerhedstjek, fingeraftryk, ventetid. Ikke lige det mest opmuntrende program at skulle igennem, inden man træt dumper ned i sit flysæde til hjemrejsen. Lukker man imidlertid øjnene og genoplever nogle af de mange forrygende oplevelser, man har med hjem fra Afrika, så er man straks klar på nye oplevelser.
Hjem og spare op og så af sted igen.”
I den lille film får du levende billeder på nogen af oplevelserne og så ses vi i næste måned, hvor jeg tager dig med til Karen Blixen Camp.
På gensyn!