Black Mamba betegnes af mange som én af Afrikas farligste slanger, hvis ikke den farligste. Slangen lever både i det østlige Afrika og i store dele af det sydlige Afrika.
Den sorte mamba hører til familien af giftsnoge og er i virkeligheden ikke sort, men metalgrå eller brunlig. Når den åbner munden ses det sorte gab og deraf navnet.
Slangen lever både på jorden og i træer. Den hører til verdens hurtigste slanger på jorden og er blandt verdens giftigste slanger.
Black Mamba er ligeledes navnet på et projekt i, der handler om naturbevarelse og antikrybskytteri. En Black Mamba er i denne sammenhæng en lokal, ubevæbnet kvinde i uniform, der bekæmper krybskytteri. Black Mambaerne er blandt andet på patrulje i Balule distriktet, som er en del af Greater Kruger National Park i Sydafrika.
To sorte mambaer der rejser sig bag hovedet af et næsehorn indgår i logoet for projekt Black Mamba og symboliserer således den styrke projektet repræsenterer i forhold til at beskytte næsehorn mod krybskytter.
Der er heldigvis gang i mange naturbevarelsesprojekter rundt omkring. Ét af dem der har gjort en kæmpe forskel er projekt Black Mamba, som denne klumme skal handle om.
Korte fakta om Black Mamba
I 2013 startede Craig Spencer projekt ”Black Mamba”. Projektet består i praksis af to delprojekter. Ét hvor der fokuseres på den korte bane og ét hvor der arbejdes med et langsigtet fokus.
Det første delprojekt handler om Black Mambas arbejde ude i bushen, hvor de patruljerer i grupper af 2-3. Her finder og fjerner de snarer (fælder), de finder og ødelægger krybskytternes lejre og de tjekker om der er brud på hegnet mod vest, som adskiller reservatet fra de beboede områder. De kommunikerer deres fund tilbage til OBS- centeret.
I første omgang blev der uddannet 6 kvinder, men effekten på krybskytteriet var stor, så i dag er der 32 Black Mambas. Ud over at passe på næsehorn og elefanter, som er voldsomt truede af krybskytteri, er de rollemodeller i de lokalsamfund, de kommer fra.
Det andet delprojekt for Black Mambas er undervisning i de lokale skoler. Målet er at kommende generationer vokser op med en forståelse for vigtigheden af at passe på både naturen og miljøet. Dette delprojekt kaldes ”Bush Babies”. Endvidere arbejdes der med information af bedsteforældre, fordi de har en vigtig rolle i familierne ude i lokalsamfundet.
Arbejdet i bushen
Projekt Black Mamba bygger på en filosofi om, at krigen mod krybskytteri ikke vindes med krudt og kugler. Derfor er kvinderne ubevæbnede, når de færdes ude i bushen. På spørgsmålet om de ikke er bange for krybskytternes våben, lyder svaret med stor overbevisning: ”Ingen skyder mod en ubevæbnet kvinde”. Drejer man spørgsmålet over imod, om de mon ikke er bange for de vilde dyr, når de patruljerer ude i bushen er svaret et klart ”Nej”.
At færdes i den afrikanske natur er et spørgsmål om viden og ikke mindst om respekt. I virkeligheden ønsker dyrene ikke konfrontationen med mennesker, hvis de kan undgå det.
Man kan dog godt få dem til - med et smil på læben - at fortælle om de gange, hvor de har søgt tilflugt bag eller oppe i et træ. Det skyldes som oftest, at mennesker og dyr uforvarende er kommet for tæt på hinanden og begge parter er blevet overraskede.
Arbejdet i bushen består blandt andet i at:
• patruljere i små grupper i grænselandet til reservatet
• finde og nedlægge krybskytternes lejre
• finde og indsamle snarer og fælder
• holde øjne og øre åbne i reservatet
• foretage vejspærringer og kontrol
Kvinderne er rollemodeller i de lokalsamfund, de kommer fra og derfor har de en række opgaver, der supplerer arbejdet i bushen:
• De holder øjne og øre åbne i lokalsamfundet
• De bruges som naturens fortalere i lokalsamfundet gennem formidling
• De bruges som hjælpere til lokale arrangementer for at udbrede vigtigheden af deres arbejde
Arbejdet i bushen overvåges og styres fra et OBS-center. På computerskærme kan vagthavende følge de forskellige patruljers position i bushen og der er mulighed for radiokontakt med patruljerne.
Black Mamba kvinderne arbejder tæt sammen med en gruppe bevæbnede rangere og assisterer bl.a. ved anholdelser.
Arbejdet i lokalsamfundene er af største vigtighed. Ofte starter krybskytteri med at lokale lykkes med at skaffe bushmeat (kød de kan sælge) ved hjælp af snarer*, fx antiloper. En lokal der har succes med at fange bush meat er attraktiv for de organiserede krybskytter, der går efter elefanter og næsehorn. Hans lokalkendskab er guld værd. Ved at være lokalsamfundets øjne og ører kan kvinderne opsnappe information, så der kan gribes hurtigt ind, ligesom de som rollemodeller bliver naturens fortalere ud i lokalsamfundene.
Det er netop et andet aspekt af projektet: Information og uddannelse.
Der er således etableret:
• Mini Bush Babies Program for børn i alderen 7- 9 år
• Bush Babies School Program for børn i alderen 12- 17 år
• Elders in the Park for voksne over 60 år.
Gennem information og undervisning skabes der bevidsthed om værdien af naturen og de vilde dyr og der sættes fokus på miljø og naturbevarelse. Jeg var med ude på to forskellige skoler og deltog aktivt i undervisningen. Det var en fornøjelse at sidde blandt engagerede børn, der med liv og sjæl gik op i både tegneøvelser og praktisk arbejde med at etablere bede til dyrkning af grøntsager. Indtil nu har mere end 2000 elever fra op mod 10 lokale skoler deltaget i undervisningen, og de kommer fremover til at fungere som ambassadører.
Hjælper det?
I en knap 2 årig periode har Black Mamba reduceret krybskytteriet i deres område med hele 76 %.
I samme periode har de fundet og nedlagt 12 lejre og 3 slagtepladser, alle lavet af krybskytter, og et anseligt antal snarer er indsamlet i bushen.
I andre lande er der med Black Mamba som forbillede lavet antikrybskytteenheder og Black Mamba har vist vejen til naturbevarelse, så de ved flere lejligheder er blevet hædret. De er således blevet tildelt ”Champion of the Earth Award” af FN i 2015 og ”Eco-Warrior Silver Award” i 2017.
Der er i allerhøjeste grad brug for indsatsen. Dagligt nedlægges i disse år 2- 3 næsehorn og op mod 100 elefanter. Det betyder, at om bare 10-15 år er det slut med disse ikoniske Afrikadyr i den vilde natur, hvis omfanget af krybskytteri fortsætter.
Hvordan kan du og jeg gøre en forskel?
På turen ”Bliv Elefantambassadør i Sydafrika”, som jeg var deltager på i foråret 2019, kommer man med bag kulissen og jeg fik lejlighed til at møde flere Black Mambaer. Alene ved at deltage i denne tur er man med til at støtte Black Mamba projektet. Når man atter er hjemme fyldt med indtryk og ny viden, vil man uvægerligt fortælle om oplevelserne til ens omgangskreds og på den måde bliver man en slags ambassadør for naturbevarelsen og i dette tilfælde specifikt for de ikoniske afrikadyr.
Undervejs på turen bad jeg rejseleder Paw Gosmer om at sætte et par ord på projekt Black Mamba:
En rutchetur
Det har været en fantastisk oplevelse, at møde nogle af Black Mamba kvinderne og få et indblik i det arbejde de udfører. Et arbejde som er med til at sikre, at vi fortsat i nogle år kan komme til Afrika og opleve vilde elefanter og næsehorn i deres rette omgivelser.
Mødet med Black Mamba kvinderne har også været en følelsesmæssig rutchetur. At møde så engagerede og dedikerede mennesker kæmpe for naturen gør en stolt og varm om hjertet. At høre om alle udfordringerne gør en frustreret og at se tårerne i deres øjne, når de fortæller om de tab, der også er med nedlagte næsehorn og elefanter, gør en inderligt ked af det.
Jeg har været i Afrika mange gange. Jeg elsker Afrika.
Turen ”Bliv Elefantambassadør i Sydafrika” vil om nogen for altid have forandret noget inden i mig.
PS. Projektet kan blandt andet støttes ved at deltage i rejsen ”Bliv Elefantambassadør i Sydafrika” med Africa Tours, ligesom du kan støtte via Ålborg Zoo.
*Fodnote: En snare er en ringformet fælde lavet af kraftig ståltråd. Nogen gange pigtråd. Når dyret træder ned i snaren begynder den at stramme om benet, så dyret ikke kan slippe fri. Snarerne er ikke selektive. Alle dyr kan i princippet blive fanget af snarerne, det gælder også fx geparder og vildhunde. Større dyr som fx elefanter vil ofte kunne løsrive snaren fra sin forankring, men til gengæld strammer snaren op om benet og kan forårsage både voldsomme infektioner, amputering og død.
