Masai Mara er som fyrværkeriet på en festlig aften. Med sine udstrakte græssletter så langt øjet rækker, sit ubeskriveligt rige dyre- og fugleliv samt dramaerne, der udspiller sig ved Mara-floden, er det kulminationen på en perlerække af oplevelser. Masai Mara er som hovedregel afslutningen på en safari i Kenya.
Centralt placeret inde i Mara reservatet på en bakkekam ligger Mara Serena Lodge med en fantastisk udsigt ned til Mara-floden og udover savannen.
En længere køretur ad støvede veje, men med udsigt til masser af vilde dyr havde bragt os frem til vores overnatningssted for de næste tre nætter. Efter indtjekning og en dejlig frokost, var der lige tid til at nå et smut i poolen inden eftermiddagens safarikørsel.
Da vi kom hen for at finde en drømmeseng, var flere af dem dog optaget – ikke af gæster – men af nogle lokale beboere. Et mindre antal klippegrævlinge havde slået sig ned for at nyde solen.
Det gav lige en ekstra dimension på vores pool besøg, og vi havde samtidig udsigt til agamer, der også solbadede og en dejlig have med smukke blomster og træer, der på fornemmeste vis supplerede den formidable udsigt fra poolen ud over Masai Mara.
Inden man når frem til Masai Mara på en Kenya safari, gør de fleste et stop med overnatning på Naivasha Sopa Lodge. Et fantastisk sted med masser af dyr i parken, herunder græssende flodheste om aftenen lige udenfor værelset. Lodgen ligger lige ned til Lake Naivasha, hvor man på en sejltur kan få super gode fugleoplevelser. Vi har boet der flere gange, og nyder hver gang såvel de smukke blomster og eksotiske buske og træer som dyre- og fuglelivet omkring lodgen.
Efter en spadseretur i parken satte vi os i en af de bløde sofaer i den hyggelige lounge. Tæt på baren var der lavet en fin udstilling, hvor udvalgte, farvestrålende drinks blev præsenteret.
Som vi sidder der, kravler en grøn marekat ind af et åbentstående vindue og hopper hen til udstillingen for at smage på en drink. Min søn rejser sig op og går langsomt hen mod aben. Aben rejser sig nu op på to ben og gør sig stor. Min søn retter sig endnu mere op og efterligner aben, som skynder sig at tage endnu en slurk af en drink, hvorefter den tager flugten hen mod vinduet. Den kommer til at trække i dugen og med et brag, ryger hele opstillingen af drinks på gulvet. Personalet kommer farende, og må i gang med at feje glasskår sammen. Aben har sat sig i et træ udenfor, hvor den sidder og slikker sig om munden.
Det vilde dyreliv uden hegn omkring er dybt fascinerende. Man kommer – som fortalt mange gange – tæt på, og man skal have respekt for dyrene. Mange dyr kan man aflæse, fx elefanter, men det er stort set umuligt med aber. Jeg har selv været tæt på at komme i clinch med en grøn marekat, der var på vej ind i vores bil for at lede efter spiselige ting. Da den nærmer sig bilen, tager jeg et par skridt frem imod den med attituden ”gå væk”, hvorefter aben – helt uventet – gør det samme mod mig. Jeg blev temmelig forskrækket og røg et par meter baglæns. Mine venner morede sig vældig over det. Jeg samlede nu nogle småsten op, og det havde aben respekt for. Da den var gået væk fra bilen, kunne jeg lade alle stenene dumpe ned på jorden igen.
På Ashnil Samburu Lodge går der et par lokale rundt med slangebøsser og småsten for at holde aberne væk fra den halvåbne restaurant. I øvrigt en lodge der tilbyder sine gæster en formidabel teltoplevelse med udsigt lige ned til floden, hvor elefanter og mange andre dyr kommer forbi.
Vi sad og nød vores morgenmad, og da manden med slangebøssen vendte ryggen til, så en af aberne sit snit til ”et angreb”. Som en anden skøjteløber kom den glidende henover bordpladen, snuppede en bolle i brødkurven, og væk var den. Vi nåede dårligt at sige ”Hov”, så var den ude og oppe i et træ. Om den senere fik ondt i maven ved vi ikke, men noget kunne tyde på, at den havde prøvet turen før, så mon ikke den er sluppet for mavepine.
Terrænet og vejene i Afrika kan godt byde på udfordringer for bilerne, men hvor er der dog relativt få punkteringer, når man tænker på det underlag der køres på. Det beror selvfølgelig et stykke ad vejen på held, men også på de dygtige chauffører, der sidder bag rattet. Uanset kan der dog ske uheld, og så må man beundre den kreativitet, der udfolder sig.
På vej hen til vores lodge i Masai Mara for frokost, fik vi en melding om leopard over radioen. Så lader man gerne frokost være frokost. Det vil man ikke gå glip af.
På vej væk fra leoparden, ryger det ene baghjul ned i et hul, og en fjeder ryger ud af sit ophæng. Vi blev samlet op af andre biler, der kom til og nåede forsinket frem til frokosten.
Om eftermiddagen var bilen klar til gamedrive igen. Bagtøjet var midlertidig fikset med en kraftig træpind og noget snor. Voila!
Næste morgen var det repareret rigtigt af en mekaniker.
En af de punkteringer, vi har været ude for, blev opdaget på vej væk fra vores lejr for natten. Det var sådan en sivepunktering, som blev opdaget i forbindelse med pakning af bilerne.
En håndpumpe blev fundet frem, og der blev pumpet ihærdigt, men det hjalp ikke rigtigt. Mange gode råd blev givet, men lige lidt hjalp det. Så var der én, der ved at undersøge pumpen kunne fortælle, at slangen fra pumpen var defekt, så al den pumpede luft forsvandt ud igennem et hul i slangen.
Herefter blev det besluttet at tage reservehjulet i brug, så turen kunne fortsætte.
I Botswana er afstandene store, og vi havde kørt rigtig langt på vores Botswana Adventure tur. Da hjemturen skulle starte, viste det sig at olieslangen ikke havde klaret strabadserne og var sprunget læk. Hvad gør man, når man ikke lige har en ekstra olieslange ved hånden?
Man tager slangen til sprinklervæsken. Da den har en anden dimensionering, må den fastgøres med ståltråd! Rigtig kreativt, men desværre holdt den ikke i første omgang til trykket, så oliespildet fortsatte, og efter nogle kilometers kørsel, måtte vi holde ind til siden og reparere nødtørftigt igen. Nyt problem! Vi mangler olie! En tilfældig bil bliver standset, og en mand sendes efter olie. Efter en god times tid kommer en anden bil tilbage med vores mand og mere olie. Ståltråden er strammet, og der hældes olie på. Nu er vi klar.
Humøret svinger lidt op og ned, men stiger generelt, hver gang vi sætter i gang. Efter nogle kilometers kørsel, når vi frem til grænseovergangen til Sydafrika. Ud af bilen og hen til paskontrol.
Her får humøret lige en ekstra saltvandsindsprøjtning. Vi bliver nemlig mødt af en venlig pas betjent og dette skilt:
“If you look like your passport photo, you need a holiday.
If you feel like your passport photo, you are too ill to travel.”
Efter yderligere nogle kilometers kørsel, må vi desværre konstatere at slangen fra sprinklervæsken ikke kan klare skærene. Vi mangler igen olie. Det er dog lykkedes os, at nå tilbage ind i Sydafrika.
En minibus rekvireres til at samle os op på en lang, lige, øde vej i Sydafrika, så nu er der bare tilbage at vente og vente i den bagende sol – for minibussen holdt ikke lige rundt om hjørnet!
Som et kuriosum kan nævnes, at minibussen i øvrigt punkterede på den videre færd, og ligeledes var ved at løbe tør for kølervæske, så vi måtte samle kildevand sammen blandt de rejsende og hælde på bilen. Trods alle gode kræfter missede vi da også flyet i Johannesburg.
Afrika kan på mange måder noget helt særligt.
Det er en oplevelse for livet!
