En blanding af varme og taknemmelighed fylder én, når man sidder i safaribilen og oplever den vilde afrikanske natur og det fantastiske dyreliv. Det uanset om man sidder og kigger på små løveunger i leg, den lille elefantunge der ufortrødent kæmper med at styre sin snabel ligesom de voksne eller girafungen med de lange graciøse øjenvipper og de mørke hår på de små horn, der nysgerrigt følger safaribilen med øjnene. Oplevelser der går lige i hjertet på os, der kigger på og ingen af os kan vist forestille os et Afrika uden disse spektakulære øjeblikke på savannen. Eller hvad med lyden af hyæner eller løven der brøler i mørket, når du ligger i dit telt og fordøjer dagens mange oplevelser? Hver især – bare for at nævne nogle få - er de en del af den unikke afrikanske natur og det dyreliv, vi alle elsker.
Nogle har muligvis fået eftermiddagskaffen galt i halsen, da de læste overskriften på denne måneds klumme. Andre har måske spurgt sig selv, om ham klummeskriveren nu har fået støv fra det sydlige Afrikas Kalahari-ørken på hjernen?
Bortset fra abstinenser på grund af aflyste og udsatte rejser til Afrika, er jeg nu okay, og overskriften vender vi tilbage til.
Oplevelser som beskrevet i indledningen er ikke en selvfølge. Naturen – også i Afrika - er under pres. Der kræves en aktiv indsats, hvis vi fortsat vil have mulighed for at få de spektakulære oplevelser. Heldigvis er der rigtig mange, der arbejder utrætteligt i kulisserne, for at vi fortsat kan få opfyldt vore safaridrømme. I denne klumme går vi lidt bagom og skal med et par eksempler se nærmere på nogle af de forhold, der kan påvirke vores safarioplevelse.
Naturen under pres
At Afrika er stort, kan man se på et kort.
Det bekræftes, når man sidder i sit flysæde i 10 km’s højde og i timevis ser landskabet glide forbi nedenunder bare for at nå til Nairobi i Kenya eller fra den ene ende af Sydafrika til den anden. Man tænker ”her er da masser af plads”.
Ikke desto mindre er naturen mange steder under pres. Befolkningstilvæksten fører blandt andet til at skove og savanne omdannes til landbrugsjord, så der bliver mindre plads til de vilde dyr, samtidig med at arealerne til de vilde dyr bliver mindre sammenhængende. Endelig bliver afstanden mellem dyr og mennesker mindre og kontakten hyppigere.
Charmen ved Kenya - for os turister - er blandt andet, at de fleste naturparker er uden hegn omkring, så dyrene frit kan lede efter grønnere græsgange. I Kenya lever størstedelen af wildlife faktisk uden for naturparkerne. For de lokale er det dog et problem at en gruppe elefanter raserer en majsmark eller at rovdyr angriber får, geder eller kvæg. Sådanne konflikter mellem mennesker og vilde dyr kendes også fra Danmark, hvor blandt andet ulv og bæver har trukket store overskrifter i aviserne.
Kan disse konflikter mellem de vilde dyr og mennesker minimeres, så der skabes en fredeligere sameksistens og en større accept af den vilde natur?
Plastikaffald
Plastikaffald er blevet et kæmpe miljøproblem. Vi har alle set historierne i pressen, om en enorm forurening med mikroplast i verdenshavene. Plast der via fødekæden når spisefisk og dermed os mennesker.
På landjorden er forureningen med plast også tydelig. På min første tur til Kenya blev jeg overrasket over at se, hvor meget plastikaffald der flød langs vejen i de småbyer, vi kørte igennem i vores safaribil, mens vi beundrede de ellers flotte landskaber.
Siden er der heldigvis sket en del, og der er kommet mere fokus på det problematiske i forureningen med plastik.
”Clean up Kenya” er blevet etableret, som en organisation, der bekæmper plastikaffald i naturen blandt andet gennem events, hvor der samles skrald.
I 2017 indførte Kenya forbud mod plastikposer og på mange lodges, får man nu en metaldrikkedunk med i safaribilen i stedet for en éngangsplastikflaske (Kenya har ikke et pantsystem, som vi kender fra DK).
I Nairobi ligger virksomheden EcoPost, som genbruger plastikaffald til fremstilling af pæle og stolper til indhegning, trafikafmærkning og byggematerialer til fx hønse- og hundehuse. Genbruget af plastikaffald er ikke bare godt for miljøet (Nairobi skønnes at producere ca. 450 tons plastik dagligt), det skaber også arbejdspladser, og så bidrager det til at redde skovene i Kenya, hvor de skovklædte områder kun dækker 10 % af det areal FN anbefaler.
De forskellige tiltag har absolut gjort det til en smukkere oplevelse, når safaribilen bringer mig rundt til nye eventyr.
MPCP
Jeg havde virkelig glædet mig til at skifte Zoo ud med de vilde dyr i Afrika uden hegn omkring. Én af de første elefanter jeg får øje på i Samburu har halsbånd på. ”Hvad”, tænkte jeg? Er elefanterne alligevel ikke vilde? Jo, elefanten var vild og guiden gav mig heldigvis hurtigt forklaringen, der beroligede mig.
Elefanten indgik i et forskningsprojekt, hvor man via GPS-halsbånd og satellit forsøgte at kortlægge elefanternes vandreruter, som er ”nedarvet” gennem generationer.
Når man bliver klogere på dyrenes bevægelsesmønstre, bliver det nemmere at iværksætte tiltag, der mindsker konflikten mellem dyr og mennesker.
Kenya Wildlife Trust har oprettet Mara Predator Conservation Programme (MPCP), som danske Niels Mogensen står i spidsen for. Projektets overordnede formål er understøtte en sund rovdyrbestand i Mara-området på videnskabeligt grundlag og med fokus på befolkningen.
I 2020 kørte projektet over en 3 måneders periode mere end 9.200 km på savannen for at kortlægge bestanden af løver, geparder og afrikansk vildhund. Udover observationer fra bilerne følges også i dette projekt via satellit de dyr, der er udstyret med GPS-halsbånd. Med de indsamlede data kortlægges dyrenes bevægelsesmønstre, og forskerne får et overblik over, hvor der oftest er sandsynlig nærkontakt mellem vilde dyr og bosættelser.
Der anvendes forskellige værktøjer i arbejdet med at mindske konflikten mellem mennesker og vilde dyr. Der etableres fx sikre bomas (indhegninger) til kvæg og andre husdyr. Tidligere lavede man bomaen af grene og krat, som man samlede i naturen. Nu er man begyndt at bygge nye bomaer. De bygges af stolper af genbrugsplast og trådnet og beskytter husdyrene meget bedre end de gamle.
Jo færre husdyr der dræbes af rovdyr som løver og hyæner, jo færre lokale vil gribe til at lægge snarer eller forgiftet kød ud for at komme rovdyrene til livs.
For en fattig landmand er det selvfølgelig ulykkeligt at miste husdyr til en sulten løve, men konsekvenserne ved at gribe til selvtægt fx ved brug af gift kan hurtigt blive uoverskuelige. Giften laver ravage hele vejen ned igennem fødekæden. Løven dør, hyæner dør, gribbe og andre rovfugle dør, insekter dør…
Projektet arbejder derfor også med information til de lokale om konsekvenserne af at slå rovdyrene ihjel og om værdien af wildlife. Turisme er nemlig en vigtig indtægtskilde for Kenya. Udover det ulykkelige i at ødelægge naturens balance, hvad er så en safari uden et glimt af dyrenes konge eller hyæner og afrikansk vildhund?
Ved at tage på safari kan vi være med til at generere en indkomst til de lokale, som gør at de vil beskytte det, som vi tager ned for at opleve.
Af andre værktøjer der tages i brug, er derfor uddannelse af nogle ”lion ambassadors”, der er endvidere oprettet wildlife clubs for skoleelever og endelig støttes forskellige projekter i lokalsamfundet. Alt sammen med henblik på at bevare rovdyrene og balancen i naturen side om side med mennesker.
Andre projekter
Der er mange projekter i Afrika, som direkte og indirekte er med til at beskytte de vilde dyr. I en tidligere klumme har jeg beskrevet, hvordan ”Black Mamba” i Balule i Sydafrika også arbejder med information og underviser skolebørn med henblik på at skabe ambassadører for naturen i lokalsamfundet.
Karen Blixen Camp i Kenya har en helikopter stående, der blandt andet indgår i arbejdet mod krybskytteri. Endvidere har campen et træplantningsprojekt og man har gjort det til en konkurrence mellem chaufførerne, om at være den der tager mest skrald med hjem fra turene på savannen.
Vi - der har været på safari - er klædt rigtig godt på med viden om dyrene og naturen i Afrika og ikke mindst sammenhængene. Vi tror måske, at den almindelige afrikaner ved lige så meget. Intet er nok mere forkert. Jeg husker stadig tjeneren på hotel Ol Sereni, der ligger lige op ad og med udsigt ind over Nairobi National Park. Han mente bestemt at den sorte struds, vi sad og så på var en hun. Det understreger bare vigtigheden af undervisning og information. Ikke bare til de lokale men også til os safarigæster, så vi bliver klogere på sammenhænge og mekanismer.
Som sagt arbejdes der på mange fronter på at beskytte de vilde dyr. I denne klumme er der kun blevet plads til nogle få smagsprøver.
Afslutning
Der er noget fascinerende over at opleve vilde dyr tæt på uden hegn omkring. Derfor er der også god grund til at støtte op om de mange ildsjæle og projekter, der arbejder utrætteligt på at sikre den vilde natur og de vilde dyr for fremtidige generationer. Når man møder disse ildsjæle ude i felten, kan man ikke undgå at begejstres og få lyst til at hjælpe.
Da jeg kom hjem fra rovdyrsafari, gik jeg straks på nettet og købte bøgerne i serien ”Remembering Wildlife”. Så nu har jeg både nogle flotte bøger stående i reolen om elefant, store aber, næsehorn, løve og gepard og samtidig har jeg indirekte været med til at støtte Niels Mogensens arbejde i Kenya med at sikre løver, hyæner og geparder for kommende gæster.
Når du begynder at planlægge din safari, er det en god ide at se på i hvilket omfang, din rejsearrangør er med til at understøtte naturbevarelse – direkte eller indirekte – og når du er afsted, så glæd dig over alle de gode initiativer, der tages rundt omkring, som gør at du kommer hjem med fantastiske oplevelser, også selvom den første elefant du møder har halsbånd på.
Rigtig god tur.
Fotocredit
Tak til Niels Mogensen fra MPCP for lån af fotos af bomaer.
Tak til Mads Jørgensen for lån af øvrige fotos.
https://rememberingwildlife.com
www.marapredatorconservation.org
