I denne klumme vil jeg sætte fokus på geparden (Eng.: Cheetah), verdens hurtigste landpattedyr med en tophastighed på ca. 110 km i timen og en utrolig acceleration fra 0- 95 km/t på 3 sekunder.
Mange har svært ved at skelne mellem en gepard og en leopard. Ud over en lang række forskelle i levevis er der en række udseendemæssige forskelle.
Geparden skelnes let fra leoparden på de sorte ”tårestriber”, der løber fra den indre øjenkrog ned over næsen til mundvigen i begge sider. Geparden er en slank, langbenet næsten mager kat med en langstrakt krop og et relativt lille hoved med en flad pande, i modsætning til leoparden der er en tætbygget kat med kraftige ben.
Gepardens pels er plettet, og halen ender i et lysere område med 5- 6 sorte ringe, hvorimod leopardens pletter, især på kroppen, er mere rosetagtige, og pletterne fortsætter ud til halespidsen.
Ser man geparden stå eller komme gående hen over savannen, ses dens nærmest hvepseagtige talje foran bagbenene og den enorme brystkasse tydeligt.
Alt på geparden udstråler fart, aerodynamik, luftindtag og godt vejgreb, idet den i modsætning til andre katte har kløerne fremme, også når den bevæger sig. En form for ”pigsko”, så den kan stå fast ved de høje hastigheder under jagten, hvor det også gælder om hurtigt at kunne skifte retning.
Geparden jager typisk ved højlys dag i modsætning til de andre store katte, som foretrækker at jage i ly af nattens mørke.
Jeg har været så utrolig heldig at opleve geparden på alle mine ture til Kenya, og jeg har mødt den både i Samburu og i Masai Mara.
Det er hver gang, så hårene rejser sig på armene, både når man hører ordene ”Cheetah – Cheetah” over bilradioen, og når man ser den med egne øje ude i terrænet. Det er en enestående oplevelse at møde denne savannens Formel 1racer uanset omstændighederne.
Om jeg står i bilen og kigger på en gepard, der ligger og hviler i skyggen af nogle buske og fordøjer et godt måltid mad, eller jeg ser den graciøst bevæge sig gennem terrænet på vandring fra sted til sted med et lille stop ved et enkeltstående akacietræ, hvor der skulle duftmarkeres med urin.
Om jeg står i bilen og kigger på en gepard, der nervøst sidder og spejder efter mulige fjender, mens den prøver at få hul på byttedyret, eller jeg ser selve jagten på den udvalgte Thomson gazelle, der ender sit liv som gepardmåltid, ja så føler jeg mig privilegeret over at opleve dette fascinerende sceneri, og jeg bliver hver gang lidt rørt.
Geparden er umiddelbart den mest sårbare af de store katte. Den er som sagt lynende hurtig og har en relativt høj jagtsucces på 50- 70 %. Til gengæld får den ofte sit bytte stjålet af hyæner eller løver. Det er årsagen til, at den jager ved højlys dag, hvor konkurrenterne er mindst aktive.
Det er selvfølgelig en stor fordel for os på safari, fordi vi kan være heldige at få disse jagter med som en hel unik oplevelse. En ting er at se det på TV, en anden ting er at stå der selv og se det live. Da vi så en gepardjagt i Masai Mara var det en ung Thomson gazelle, der var byttedyr. Gazellen gjorde hvad den kunne med fart og retningsskift, men geparden kom bare nærmere og nærmere. Så trimlede gazellen omkuld i græsset og geparden stoppede op, som sagde den ”løb nu”, mens den stod og kiggede.
Intet skete. Vi holdt vejret.
Så rejste gazellen sig op og løb videre, hvorefter geparden slog til med lange hurtige skridt og med et fast greb i struben på gazellen gjorde en ende på jagten. Ikke langt derfra fortsatte den store gruppe af Thomson gazeller med at græsse, som om intet var hændt.
Geparden er klassificeret som ”sårbar”. Der skønnes at være færre end 10.000 individer tilbage i naturen, og antallet er stærkt faldende. I juni 2013 etablerede Kenya Wildlife Trust derfor ”Mara Cheetah Project” for på forskningsbaseret baggrund at indsamle viden om geparderne i Mara, at identificere de trusler geparden står overfor og udvikle varige løsninger på disse trusler.
Projektet har for tiden tre indsatsområder:
1. Forskning, hvor geparderne overvåges, registreres og data analyseres
2. Samspillet mellem naturen og befolkningen
3. Samarbejde nationalt og internationalt samt formidling af resultater.
Projektet udsender en kvartalsrapport, og i foråret 2015 kunne man blandt andet læse om en voksen gepard, der var blevet dræbt af en leopard, og to andre geparder der var ramt og døde af en virusinfektion. Projektet er endvidere i gang med at kortlægge bosættelser omkring Masai Mara. Endelig fortælles der i rapporten om de seneste konflikter mellem naturen og mennesker. Der var 16 tilfælde indenfor 4 måneder af husdyr dræbt af vilde dyr. De 9 skyldtes løver, 3 skyldtes hyæner og bavian, sjakal, leopard og ”ukendt” stod for hver én.
Gennem undervisning, sang og dans i skoler og landsbyer fortæller projektet om geparderne og den vilde natur, og der har også været afviklet et par anti- gift kampagner. Kampagner mod at lægge forgiftet kød ud til de vilde dyr.
Projektet er ved at færdiggøre en film om rovdyr til undervisning og der forskes i, hvordan landsbyerne, de såkaldte booma’er kan sikres mod rovdyr, fx gennem de hegn der plantes omkring hytterne. Forskellige planter testes.
At se geparden på en safaritur til Afrika kræver en del held. I en periode på 3 måneder tilbragte projektet 680 timer på savannen, kørte 9.300 km og så 48 geparder.
Du kan følge projektet på www. maracheetahs.org. En måde at støtte projektet på er ved at handle i deres online butik. Klik på ”How to help?” på førnævnte hjemmeside.
Hvis du vil se savannens Formel 1 racer - geparden her i Danmark, kan du besøge Ree Park Safari nær Ebeltoft på Djursland. Det er en oplevelse!
