Savannens knap så smukke antilope - Gnuen

Med hovedet som et vortesvin, kroppen som en hest og benene som en antilope, bliver gnuen ikke ligefrem hyldet som savannens smukkeste dyr. Trods dette er gnuen stadig en af Afrikas mest velkendte dyr. Om dette så skyldes de mange fantastiske dokumentarer om den store migration i Østafrika eller det skyldes Disneys ”Løvernes Konge”, hvor Mufasa dør som konsekvens af gnuernes flugt fra hyænerne, ja det er jo ikke nemt at vide.

Dog er der nok ikke mange som ved, at gnuen er en antilope og at der rent faktisk findes to forskellige arter af gnu. Det er muligt, at det første skyldes gnuens knapt så elegante og adrætte udseende, som ellers kommer til udtryk, når man ser Thomsons gazellen, springbukken eller impalaen for sig.

At der findes to arter af gnuen er måske overraskende fordi, at den mest almindelige og mest udbredte af arterne, den blå gnu, altid stjæler rampelyset med sin fascinerende årlige vandring med krokodille-fyldte og farefulde floder der skal krydses. Eller måske fordi de over 1 million blå gnuer, der samles under denne vandring giver så imponerende et skue at det gør det yderst svært at hamle op med.

Den mindre kendte hvidhalede gnu vandrer ikke over store afstande længere, men er blevet mere nomadisk efter menneskabte forhindringer i form af hegn, veje og andre blokader har gjort det svært for dem at bevare deres oprindelige ruter. Den væsentligt mindre bestand på ikke mere end 18.000 individer fordelt i Sydafrika og Namibia gør heller ikke til imponerende TV-billeder.

De to arter overlapper kun i begrænset omfang i det nordlige Sydafrika i og med at den blå gnu lever i et bælte der strækker sig fra Østafrika til det nordlige Sydafrika. De er forholdsvis nemme at kende fra hinanden. Den hvidhalede gnu er lidt mindre, er brun, har fremadrettede horn til forskel fra sin berømte slægting, hvis horn er rettet ud til siderne og så har den, som navnet indikerer, en hvid hale. Den blå gnu er en anelse større, har en grålig farvet pels med blålige undertoner, en mørk man og så har den sorte striber på halsen og skuldrene.

Tilfældes har de deres knapt så smukke udseende, som har givet ophav til bl.a. denne afrikanske fortælling:
I begyndelsen havde Gud travlt med at skabe Jorden. Han havde skabt en fantastisk verden, men indtil videre levede her intet. Manden og kvinden blev skabt først og startede deres liv her på Jord. Det blev besluttet at Jorden manglede skønhed og så blev zebraen skabt. Da Jorden havde skønhed, blev det besluttet at Jorden manglede stor styrke og kraft og så blev løven skabt. Og så blev det besluttet, at der var behov for mange andre dyr, og så blev vortesvinet, oksen, hesten, antiloperne og mange andre utrolige dyr skabt. Da Gud havde skabt alt dette, indså han, at der var dele tilbage. Da han ikke ville spilde nogen af delene, brugte han resterne af striberne fra zebraen, vortesvinets hovedform, oksens nakkeform, hestens kropsform, antilopens ben og løvens man til at skabe ét sidste dyr – gnuen.

Vidste du, at gnuens kød ofte bruges til fremstillingen af biltong (tørret kød) og at halen bliver brugt som flue-vifter (fly whisk).

Du kan læse meget mere om migration - den store gnuvandring her. 

Den store gnuvandring er nok mest kendt fra Masai Mara i Kenya, når dramaet udspiller sig og tusindvis af gnuer krydser Mara-floden og krokodillerne, der ligger og venter. Se med her: