Oprejst, stående på bagbenene og støttet af den lange hale, står minimum én af gruppens medlemmer vagt på den nærmeste forhøjning. De små, mørke øjne scanner ustandseligt det sandede terræn og himlen for faretruende bevægelser. Pludselig dukker en sort og ildevarslende skygge op på himlen og straks lyder alarmen fra gruppens vagt. Den lille gruppe af små surikater dukker sig alle som én og søger ly i deres tunneller. Utroligt nok er vagtens alarmkald ganske specifikt og er ét af hele 6 kendte alarmkald der bliver brugt af de spinkle og stribede desmerdyr. Det er primært to kald, surikaten gør brug af. Ét til at identificere de flyvende rovdyr og ét til de landbaserede rovdyr. Disse to kald kan så varieres i lav, medium og høj risiko, så gruppen kan reagere hensigtsmæssigt uden at spilde dyrebar tid fra at lede efter noget at spise. Med den enorme mangfoldighed man finder i Afrika, så er der naturligvis en fugl, som har lært at udnytte dette system. Den afrikanske drongo har lært at efterligne surikaternes alarmkald og kan, når tiden er helt rigtig, kalde som vagten ville gøre det og få gruppen til at søge ly, hvormed fuglen kan flyve ned og stjæle den mad, surikaterne lige har fundet frem. Smart!
Maden er mange ting for en surikat, som kan kaldes for en omnivor – en altæder, men som oftest nok ville kaldes en insektivor - en insektæder, da de er deres primære kost.
Menukortet består derfor af insekter i alverdens former og farver, men også edderkopper, skorpioner, slanger (også den giftige af slagsen), firben, æg, små pattedyr, tusindben, planter og svampe og hvad der ellers skulle dukke op. Man finder surikaten i det sydvestlige Afrika i Kalahariørkenen, Namibørkenen og i Angola, hvor deres manglende kræsenhed er en forudsætning for at de kan overleve. Surikater er nogle ret seje, små bæster, som ikke nok med at de kan overleve uden adgang til vand, da de optager den væske de har behov for igennem deres måltider, så har de også temmelig stærke maver. De kan tåle forskellige slags gift fra både skorpioner og slanger og op til 6 gange mængden der skal til for at slå en kanin ihjel! Det kræver dog den rigtige tilgang til disse giftige fætre, hvis det skal gå godt. Især skorpionen er en ren lækkerbisken, når de dukker op i sandet og de voksne surikater kan sagtens selv få dem nedlagt. Dog er det lidt af en mundfuld at tage fat i, hvis man ikke er i træning og derfor bliver de unge surikater lært op i hvordan skorpionerne skal håndteres. De voksne vil i første omgang præsentere døde skorpioner for ungen, som så får smag for de mareridt skabende kryb. Næste skridt er levende skorpioner, men hvor den giftige brod på halen er bidt af, af den voksne, så det kun er de store kløer der skal håndteres. Først når skorpionen kan håndteres uden for mange efterfølgende skader kan ungen give sig i kast med uberørte skorpioner.
Vidste du, at hver morgen stiller gruppen af surikater sig op mere eller mindre på række og blotter deres bare, mørke maver til solens stråler for at få varmen efter en kold ørkennat? Desuden har surikater også mørke felter omkring øjnene, som fungerer som solbriller, der absorbere solens stråler.
Hvalhajen - fiskenes absolutte kæmpe
De strittende haler - Vortesvinet
Savannens vampyrfugl - Oksehakkeren
Det lyserøde badedyr - flamingoen
Klikkende Kæmpe – Eland antilopen ala Elsdyrantilopen
Øjne på størrelse med golfbolde! - Strudsen
Oceanernes imponerende jæger - den store hvide haj
De rette hvaler - Sydlig rethval
Se alle indlæg
