En hammer, et koben, en skruetrækker eller et bræt kan hurtigt blive fundet i dybet af Pelle Pelikans bundløse næb, når Rasmus Klump mangler lidt værktøj til et af hans projekter.
Pelle er nok for mange danskere, den første pelikan de er blevet introduceret for. Med hans utrolige evne til at diske op med alverdens brugbare redskaber, så er hans næb formentlig også blevet grobund for ideen om pelikanens fascinerende evne til at gemme på diverse hemmeligheder.
Det kommer jo nok som en stor overraskelse for mange, når det viser sig IKKE at være tilfældet i virkeligheden. Der gemmer sig hverken redskaber, madpakker eller nyklækkede unger i det store elastiske næb, som pelikanen er blevet så kendt for. Alt bliver derimod slugt med det samme det er fanget ellers risikerer pelikanen blot, at det bliver stjålet af hurtige sultne måger.
Størrelsen på næbbet er skam ret imponerende med en længde op til 50 cm og en evne til at indeholde op til 11 liter vand. De er også nogle af de tungeste fugle på vingerne. Pelikaner vejer 3-15 kg alt efter art og har et vingefang på 2-3 meter!
Pelikaner har to forskellige metoder til at stille sulten på, når de begiver sig ud på vandet. Den ene kræver en holdindsats, hvor pelikanerne sammen genner fiskene ind på lavere vand, hvilket gør det nemmere at scoope fiskene op med næbbet.
Den anden, mere spektakulære fiskemetode, er styrtdyk fra op til 20 meters højde. Pelikanerne folder de store vinger bagud, så de undgår at brække noget ved kollision med vandoverfladen og så dykker de ellers med næbbet først mod fisken under vandet, som bliver knocked-out ved slaget. Lige så snart de rammer vandet, fungerer undernæbbet som en slags airbag og den elastiske hud slår ud og bremser fremgangen, samtidig har undernæbbet dannet et større ”net” til at fange fisken i. Det overskydende vand skubbes ud ved sammentrækning af muskulaturen og den uheldige indfangne fisk sluges hele.
Pelikaner er dog meget mere varieret i deres kost. De går også gerne på rov i fuglekolonier, hvor de vralter rundt på deres korte, tykke ben og snupper de unger, hvis forældre er andetsteds. Det kan se ret så voldsomt ud, når de sprællende fugleunger ryger indenbords, da man tydeligt kan se deres kamp i det store næb inden de havner i mavesækken. Desuden er skildpadder, padder, krebsdyr, insekter og mindre pattedyr også en del af pelikanens menukort. Ja, faktisk har man i London set uheldige duer blive skovlet indenbords og slugt! Man kan vist godt antage, at for pelikanen gælder det: hvis det kan sluges, bliver det spist!
Vidste du, at pelikanen er temmelig gammel med godt 30 mio. år på bagen. Dens nærmeste slægtninge er det finurlige hammerhoved og det knap så charmerende træskonæb. Begge arter lever i Afrika.
Hvalhajen - fiskenes absolutte kæmpe
De strittende haler - Vortesvinet
Savannens vampyrfugl - Oksehakkeren
Det lyserøde badedyr - flamingoen
Klikkende Kæmpe – Eland antilopen ala Elsdyrantilopen
Øjne på størrelse med golfbolde! - Strudsen
Oceanernes imponerende jæger - den store hvide haj
De rette hvaler - Sydlig rethval
Se alle indlæg