De findes mere eller mindre over hele Afrika syd for Sahara og de er ofte at finde i nærheden af den lodge man bor på under sit ophold på den afrikanske savanne. Som et af de mere elskværdige karakterer fra Disney-universet er Pumbaa-dyret, vortesvinet, blevet et af de dyr man, uden at man helt vil være ved det, bare skal have set på sin tur til Afrika. Heldigvis er de talrige og ofte en garanti på enhver safari. Med halen strittende direkte op i vejret og benene i hurtige bevægelser render vortesvinene væk fra de forstyrrende safaribiler. De lever i grupper bestående af 3-4 søer med deres unger eller i grupper med unge hanner i såkaldte bachelorgrupper. De ældre orner med livserfaring og behov for fred og ro lever for dem selv og er kun sociale når søerne begynder at dufte attraktivt i brunsten.
En pudsig detalje med vortesvinet er deres behov for at sove i huler under jorden om natten. De kan dog ikke selv klare den hårde opgave at grave disse huler og derfor overtager de tomme huler forladt af det meget besynderlige, men gravende dyr, jordsvinet, som dog på ingen måde er i familie med svinet. Vortesvinet udnytter disse huler ved at lade alle ungerne gå i hulen først hvorefter den største af søerne bakker ned i hulen. På den måde er hulen ”ladt”. Hvis der skulle være rovdyr, som kunne tænke sig en nat snack, så skal de passe på med at stikke snuden ned i indgangen til hulen. Som en kanonkugle vil soen eksplodere ud med de meget skarpe tænder først og give alvorlige skader på hvad der måtte komme indenfor rækkevidde. Bestemt en tanke at have med sig inden man vil undersøge et interessant hul i jorden.
Det ville nok være lidt af en overdrivelse at kalde vortesvinet for et kønt dyr. Det halvskaldede lille dyr med det brede og flade hoved, de små mørke øjne siddende højt oppe for at overvåge omgivelserne og de store vortelignede gevækster på siden af hovedet har lange udsigter til at blive kåret som Afrikas yndigste dyr. Men ikke nok med det, så er proportioner også lidt skæve. Halsen er temmelig kort, men benene lange, hvilket gør det vanskeligt at nå ned og spise det saftige grønne græs, de lækre biller eller den slimede orm. Det betyder at man oftest ser vortesvinene liggende på ”knæ”, som egentlig er deres håndled, og spise.
Vidste du, at vortesvinets vorter er størst på hannerne, da de beskytter ansigtet, når der er slåskamp mellem rivaler.
Hvalhajen - fiskenes absolutte kæmpe
De strittende haler - Vortesvinet
Savannens vampyrfugl - Oksehakkeren
Det lyserøde badedyr - flamingoen
Klikkende Kæmpe – Eland antilopen ala Elsdyrantilopen
Øjne på størrelse med golfbolde! - Strudsen
Oceanernes imponerende jæger - den store hvide haj
De rette hvaler - Sydlig rethval
Se alle indlæg