Den 16.01.2017
I går søndag, havde jeg fornøjelsen af at komme med selskabet Kiboko Adventures på tur til Table Mountain og gennem Table Mountain National Park, der strækker sig fra Signal Hill i Sea Point ned til Cape Point.
Table Mountain National Park er et paradis for naturelskere, som byder på et rigt og varieret plante- og dyreliv. Der er mulighed for at opleve bavianer, Cape Mountain zebraer, skildpadder og over 250 fuglearter. Turen foregår i en af Kibokos ombyggede trucks og med god komfort, så det er egentlig bare med at smække benene op og nyde turen.
Jeg har lavet to film. Den ene til toppen af Cape Towns vartegn Table Mountain samt den ander, der viser køreturen ned til Cape Point, så i med egne øjne kan få en oplevelse af turen.
Både et besøg på Table Mountain og den fantastisk smukke tur ned til Cape Point er et absolut must når man besøger Cape Town.
Vi startede kl. 08.00 med at køre op til kabelbanen, der skulle bringe os til toppen af Cape Town’s ikoniske varemærke - Table Mountain.
Denne morgen var der desværre skyer over hele himmelen , men bjerget var stadig åbent for besøgene.
Bjerget tiltrækker mange skyer, og man kan ofte opleve, selvom himmelen er skyfri, at der ligger et tæppe af skyer over bjerget, hvilket egentlig er et ret fascinerende syn.
Kabelvognen er et gammelt fænomen, der er blevet opdateret gennem tiderne og har nu en roterende platform, så man får alle vinkler af turen med. Med Kabelbanen kan man på få minutter stå på toppen af verden.
På trods af skyerne var det er fantastisk og smuk oplevelse at se Cape Town, der nærmest knæler for bjergets fod forsvinde under sig, se den store rustikke klippe nærme sig, for pludselig at forsvinde ind i skyen, og træde ud i noget der bogstavligt talt må føles som at være i himlen. Den nærmest larmende stilhed på toppen er fascinerende, og man glemmer næsten helt at under skydækket nede på jorden ligger en storby med 3,5 millioner indbyggere.
Table Mountain er et verdens syv naturvidundere på grund af det helt unikke planteliv bjerget huser. Her finder man plantearter der ikke findes nogen andre steder i verden. Så gå på opdagelse i de 3 kilometer, fra øst til vest, lange stisystemer, og på en solklar dag, bliv blæst bagover af den smukke 360 graders udsigt.
Fra Table Mountain gik turen videre mod Cape Point. En smuk og fantastisk køretur gennem det bjergrige landskab. Der køres gennem Sea Point, Camps Bay, Hout Bay, og gøres stop ved Chapmans Peak, hvor man har en storslået udsigt over havet og over til Hout Bay.
Herfra kører man med bjergene på den ene side og det endeløse hav på den anden side ned til Cape Point og Kap Det Gode Håb, Afrikas sydvestligste punkt.
På vejen derned passerer man den gamle township Ocean View, hvilket er et ret ironisk navn, eftersom det ikke er havudsigt der pryder byen.
Ocean View er en af de townships man under apartheid oprettede for de farvede, og mange af de mennesker der bor der, boede oprindeligt i Simons Town, som dengang blev erklæret som et ”whites only” område.
I dag er Simons Town base for det Sydafrikanske søværn, og i øvrigt en rigtig hyggelig og charmerende by.
Ikke lang tid efter man har passeret Ocean View kører man ind i parken til Cape Point.
Udover en storslået natur, finder man også dyreliv, og ofte oplever man bavianer her i deres naturlige omgivelser.
Ved Cape Point ligger det gamle fyrtårn, hvorfra, hvis man går derop, får en smuk udsigt af hele kystlinjen, og en bedre fornemmelse af den spids man står på.
Man kan vælge at gå til toppen, det tager cirka 15 minutter, eller tage ”den flyvende hollænder”, en lille kabelvogn et stykke af vejen.
Lystårnet står 238 meter over havets overfalde og er bygget i 1859. I 1914 byggede man dog et nyt tårn, 87 meter over havets overflade, da det første ligger så højt, at det ofte ikke var muligt for skibene at se på grund af det skydække, der ligger sig omkringdet. Det nye fyrtårn er i dag det mest kraftfulde på den Sydafrikanske kyst.
Fra fyrtårnet kører man ned til Kap Det Gode Håb. Det er kun en 5 minutters køretur. Det er også muligt at gå derned oppe fra fyrtårnet, det tager cirka 45 minutter.
En populær misforståelse er, at ”Cape of Good Hope” er Afrikas sydligste punkt, så den må vi hellere få aflivet med det samme. Det sydligste punkt finder man nemlig godt 150 kilometer derfra ved ”Kap Alguhas”.
Kap Det Gode Håb eller ”Cape of Good Hope”, blev tilbage i 1488 døbt ”Cape of storms” af den portugisiske opdagelsesrejsende Bartolomeu Dias på grund af det omskiftelige og dårlige vejr, der kan opstå. Mange år senere sejlede Vasco Da Gama den samme rute, og da han fortalte Kong John II om rejsen omdøbte han det til ”Cape of Good Hope”.
Man havde fundet en handelsrute fra Europa til Indien og Østen, hvilket vakte stor optimisme, og deraf kom det nye navn.
Om dagen var ”Cape of Good Hope”, før moderne navigationssystemer, et opløftende pejlemærke for søfarerne, men om natten kunne det udvikle sig til en regulær dødsfælde, hvis man blev fanget mellem bølgerne og klipperne.
Fra Kap Det Gode Håb går turen mod Simons Town, hvor man finder Boulders Beach, som er hjemsted for en stor koloni af de afrikanske pingviner. Jeg har tidligere skrevet et opslag om pingvinerne ved Boulders Beach, som du kan læse mere om her.
Herfra køres videre op gennem bjergene, hvor der er udsigt over Muizenberg. På vejen kan man lige vinke til den ”shark watcher” der sidder på bjergets top og holder udkig efter hajer, så surferne ved stranden kan få lov at surfe i ro og mag.
Herfra rammer man motorvejen og kører tilbage mod Cape Town, og er tilbage ved 17.00 tiden.
En absolut fantastisk og oplevelsesrig dag er nu ovre, og tilbage er der egentlig bare at forsøge at bearbejde de mange indtryk eller genopleve dem gennem de mange smukke billeder man får taget på sådan en dag.
Mange tak til Kiboko Adventures for denne dag, og den dygtige guide, som sørgede for god kørsel og service, og glædeligt delte ud af sin viden.
Eftermiddagste på Belmond Mount Nelson Hotel
Hiking til toppen af Lions Head
Hvor spiser man de bedste Fish and Chips?
Farvestrålende Bo-Kaap og malaj madkursus
På cykel i Sydafrikas smukke vinland
På cykeltur til townshippen Khayelitsha
Two Oceans Aquarium - Cape Towns akvarium
Se alle indlæg