Parken udgør den sydlige del Kalahariørkenen i Sydafrika og Botswana. Den sydafrikanske del, der oprindeligt hed Kalahari Gemsbok National Park, blev etableret helt tilbage i 1931, men i 1990 blev den lagt sammen med Botswanas Gemsbok National Park under navnet Kgalagadi Transfrontier Park. Denne danner rammen om det 38.000 km2 store beskyttede område, med ca. ¾ i Botswana. Det er et af meget få fredede områder af denne størrelse, der er tilbage i verden, og parken har været forbillede for etableringen af fredede områder på tværs af landegrænser, der også kaldes ”Peace Parks”.
Kgalagadi betyder ”stedet med tørst”, men trods navnet og de kun ca. 200 mm regn årligt, så er det et fint sted at opleve dyreliv. Parallelle røde sandklitter dominerer den sydlige og sydafrikanske del af parken, men tværs gennem disse skærer sig to tørre flodlejer, Nossob og Auob. Vandet løber ekstremt sjældent i disse, og kun kortvarigt i forbindelse med kraftige tordenbyger, men under de sandede flodlejer findes der vand. Dette vand giver liv til de krogede akacie- og kaperstræer og de græsklædte flader, samt fylder vandhullerne langs det ellers tørre flodløb.
I Kgalagadi ses især mange af de smukke oryx-antiloper (også kaldet gemsbok), der kan klare sig i lange perioder uden vand, og springbukke, der er en af de mest ørkentilpassede antiloper, men her findes også mange gnuer og elsdyrantiloper (eland). Giraffer, div. mindre antiloper, harer, jordegern og små gnavere supplerer listen af planteædere, der udgør byttet for en yderst rig og varieret bestand af rovdyr.
De store og sortmankede Kalahari-løver er måske selve ikonet for denne dyrerige ørken, men her findes også gode bestande af andre store rovdyr som leopard, gepard og både brun og plettet hyæne. Blandt de mindre rovdyr ses jævnligt kapræv, afrikansk vildkat og surikat, mens kampørn, gøglerørn, øregrib og hvidrygget grib er karakteristiske blandt de 52 arter af rovfugle, som er registreret i parken. Her findes også mange små væver-fugle (republikanere), der bygger verdens største fuglereder, der ofte ses tynge de træer til jorden, de er bygget i. Den lille pygmæfalk ses tit omkring disse kæmpe koloni-reder.