Etosha nationalparken og de omkringliggende private reservater er uden tvivl Namibias fineste, når det gælder klassisk safari blandt store vilde dyr. Især i slutningen af tørtiden, når det bliver meget varmt og vandressourcerne svinder ind, er de få permanente vandhuller en sand magnet for dyrelivet.
På denne årstid mellem august og oktober rangerer Etosha blandt hele kontinentets bedste safariparker. Det er endda ikke nødvendigt at køre ret meget rundt og søge efter dyrene, da et langt ophold ved et af de mange gode vandhuller ofte er mindst lige så givtigt, idet de fleste dyr automatisk søger hertil.
Der ses mange store dyr i Etosha. Mest kendt er parken nok for de relativt let synlige sorte næsehorn, der ellers er sjældne og desværre truet af udryddelse på grund af krybskytteri mange steder. Springbukke og gemsbukke er de mest almindelige større dyr i parken. Disse to meget tørketolerante arter ses næsten overalt, men der findes også mange gnuer og zebraer. Zebraerne er sågar repræsenteret af to ret forskellige arter, nemlig Hartmann´s bjergzebra mod vest og den almindelige zebra, der kan ses de fleste steder i Etosha. Elefanter er meget almindelige omkring de fleste vandhuller, hvor der også ofte ses giraffer, løver, hyæner og sjakaler. Der findes en god bestand af leopard og gepard, men dem skal man søge mere aktivt efter for at se.
Da Etosha i hele den tørre tid ikke har ret meget vand findes her til gengæld ingen flodheste og bøfler, da de begge er afhængige af større områder med ferskvand. Fuglelivet er fantastisk hele året. I den regnfulde tid er de spredt ud overalt og bl.a. titusinder af flamingoer og vadefugle kommer hertil langvejs fra. I den tørre årstid er her færre fugle, men så er de til gengæld meget koncentreret omkring vandhullerne og dermed let synlige som f.eks. de mange strudse og rovfugle.
Etosha nationalparken er opkaldt efter Etosha Pan, der dækker omkring en fjerdedel af det samlede areal. Denne store og helt åbne flade er i regntiden en lavvandet sø, men i tørtiden fordamper næsten alt vandet og den forvandles til en gigantisk kridhvid flade, der nærmest må betegnes som en salt-ørken. Nationalparken dækker et areal på næsten 23.000 km2, hvortil kommer de store omkransende private reservater på yderligere nogle tusinde km2. Området er dermed blandt Afrikas største beskyttede naturarealer. Etosha ligger ca. 435 km nord for landets hovedstad Windhoek og kan nås herfra på en halv dags kørsel ad glimrende asfaltveje.