Nationalparken ligger i den nordøstlige del af Zambia, men den nærmeste større lufthavn ligger i Lilongwe i Malawi, hvorfra der er en halv dags kørsel. Der findes dog også en lille lufthavn ganske nær parken i Mfuwe, hvortil der kan flyves fra såvel Lilongwe som fra Zambias hovedstad, Lusaka. South Luangwa regnes for én af hele det sydlige Afrikas absolut smukkeste safarilokaliteter, og er ubetinget den bedste og største i regionen omfattende Malawi og det nordøstlige Zambia. Parkens areal er godt 9.000 km2, og sammen med de to nærliggende nationalparker, North Luangwa og Luambe, på tilsammen ca. 5.000 km2, er det ét af Afrikas største og mest dyrerige naturområder.
Luangwa floden udgør bunden af den naturskønne dal i Rift Valley og danner basis for det meget rige dyreliv, der findes i området. Floden er hjemsted for ualmindeligt mange flodheste og krokodiller, og især i tørtiden er den en magnet for mange andre store dyr, der i den mere regnfulde tid trækker op langs mange små bifloder til højere liggende savanneområder. Floden er én af de største bifloder til den mægtige Zambezi River mod syd, som den munder ud i på grænsen til Zimbabwe og Mozambique.
Den meget varierede natur, der udgøres af en mosaik af tæt skov langs floden og bifloderne, små laguner, græssavanne og skovsavanne rummer en stor bestand af aber, elefanter, bøfler og mange arter af elegante antiloper. Her er et meget rigt fugleliv med mere end 400 arter, hvor hejrer, storke, krontraner, rovfugle samt farvestrålende isfugle, biædere, ellekrager og dværgpapegøjer er blandt de mest synlige.
Luangwa Valley har desuden en række specialiteter som f.eks. helt egne racer af giraffer (Thornicroft´s), zebraer (Crawshay´s) og gnuer (Cookson´s), der ikke ses andre steder, og så er her mange rovdyr. Løver og hyæner er et almindeligt syn, mens afrikanske vildhunde og især leoparder, der siges at have en af de tætteste bestande i verden netop her, ses oftere end de fleste andre steder på kontinentet.
I modsætning til flere andre naturområder i Zambia er South Luangwa nationalparken tilgængelig hele året rundt. Det er desuden muligt at køre på safari efter mørkets frembrud og søge efter de særligt nataktive dyr med store projektører, og sammen med North Luangwa nationalparken kort mod nord er den også én af de bedste lokaliteter for safari til fods med særligt rutinerede guider.