Behageligt varmt klima, kilometerlange gyldne sandstrande med vajende palmer og frodigt bagland, mindst 25 grader varmt havvand, god mad og drikke samt spændende shopping muligheder. Disse elementer er indbegrebet af en skøn og afslappende badeferie, og eksotiske Goa kan levere det hele.
Med er areal på kun 3.702 km2 er Goa Indiens mindste delstat. Den ligger på landets vestkyst ud til Det Arabiske Hav og er et yndet feriemål for alle, der holder af en eksotisk badeferie. Årstidsvariationen i temperaturen er ret begrænset, så stedet tiltrækker turister året rundt, men især de mest tørre måneder fra oktober til maj er populære. Goa er absolut et feriemål i sig selv, men er også det perfekte sted at slappe af efter en oplevelsesrig rundrejse i ”Incredible India”, som turistmyndighedernes slogan lyder.
Goa er en tidligere portugisisk koloni, der først for knap 60 år siden blev indlemmet i Indien, og er i dag et af Indiens rigeste områder. Kolonitiden har sat sit tydelige præg i områdets historie og byggestil, hvor flertallet af de gamle bygninger bærer tydeligt præg af den portugisiske fortid, mens nyere byggerier er mere indisk inspirerede. Stedet blev først kendt som turistdestination i 1960-erne, da hippiekulturen gjorde sit indtog, men i dag er det en meget mere blandet skare, som søger hertil.
Den nordlige del af Goa er den mest livlige og har et stort udvalg af restauranter og butikker, mens de sydlige områder er mere fredelige og især populære for dem, der primært har fokus på afslapning og paradisiske strande.
Maden i Goa er relativt mild med inspiration fra såvel det indiske og portugisiske som det arabiske køkken. Beliggenheden ud til oceanet betyder, at der serveres en del fisk og skaldyr på mange af restauranterne, og priserne er generelt yderst rimelige. Er du vegetar, så er Indien lige landet for dig, da der altid findes et rigt udvalg af traditionelle og lækre vegetariske retter.
Indien er et fantastisk land når det gælder shopping og Goa er bestemt ikke en undtagelse herfra. Lædervarer, smykker, silke og tæpper er f.eks. billige, mens farverige markeder byder på alt, hvad hjertet ellers kan begære. Gør bl.a. et godt køb af mange forskellige krydderier eller nyd blot stemningen og de eksotiske dufte. Og hvad med at få skræddersyet noget tøj af de mange dygtige skræddere? Og til en helt anden pris end derhjemme!
Der er desuden rige muligheder for at tage på spændende udflugter i og omkring Goa, som rummer mange historiske seværdigheder samt smukke naturområder i delstaten, hvor næsten halvdelen af arealet er dækket af frodig skov.