Little Governors Camp er en lille camp med blot 17 telte. De ligger fordelt rundt om et stort vandhul, hvor det vrimler med både fugle og dyr, som kommer hertil for at slukke tørsten. Little Governors Camp ligger i udkanten af Masai Mara National Reserve, og fra campen er der mulighed for skøn luksussafari.
For at komme til campen skal man først på en lille bådtur over Mara floden, og herfra har man en eskorteret gåtur igennem den frodige skov frem til campen. Alle køretøjer placeres ved modsatte flodbred, og derfor er campen i særlig grad rolig, og atmosfæren er meget uforstyrret.
Hvert af de 17 telte er opført på træterrasser med store verandaer foran, hvorfra man som gæst kan nyde dyrenes konstante aktivitet, som finder sted rundt omkring i marsken foran campen. Af og til får campens område også besøg af elefanter og andre dyr. Dyrene kan frit komme på besøg i løbet af dagen, da der ikke er hegn rundt om. Alle teltene har eget badeværelse, privat veranda og store behagelige senge. I campen er der også fri wi-fi.
På Little Governors’ grund finder du også forskellige telte i fællesområderne. Der er reception og souvenir shop, bartelt, hvor der om aftenen er et lunende og hyggeligt bål ude foran, og nærved ligger spiseteltet. Morgenmaden og frokosten serveres under åben himmel, og om dagen kommer den bosiddende vortesvinsfamilie tit på besøg. Morgenmåltidet består af kontinental morgenmad og traditionel engelsk morgenmad. Frokosten er buffet med friske salater til. Om aftenen er der a la carte middag i spiseteltet. Der er også god mulighed for at tilkøbe bush meals i det smukke område.
Har man lyst til en heldagssafarikørsel i Masai Mara, medbringes der en picnickurv samt diverse snacks og drikkevarer. Der tilbydes op til tre safarikørsler om dagen fra Little Governors Camp.
Der er blevet installeret solcellesystem på grunden, og hele campen kører nu på 100 % solenergi. Little Governors har fået en Gold Eco Rating fra Eco-Tourism Kenya på grund af de forskellige bæredygtige tiltag i campen.