Dag 1: På vej til Sydafrika
Der flyves fra Danmark til Johannesburg i Sydafrika med flyskift undervejs. Der er gode forbindelser fra Billund, Aalborg og København.
Ankomst til Johannesburg om aftenen. Fra lufthavnen transfer til Belvedere Estate. Belvedere Estate ligger ca. ½ times kørsel fra lufthavnen mellem Pretoria og Johannesburg.
(Belvedere Estate med morgenmad)
Fun fact: Johannesburg lufthavn (O.R. Tambo International Airport) er Afrikas største og travleste lufthavn! .
Dag 2: Johannesburg - Kalahari, Botswana
Kl. 7.00 starter i sammen med jeres rejsefæller fra Belvedere Estate og mødes også her med jeres guider.
I lægger Johannesburg bag jer med retningen sat mod Botswana og den mægtige Kalahari ørken. Køreturen tager jer igennem det sydlige afrikas varierede landskaber, der giver et godt indtryk af Afrikas enorme afstande. I krydser grænsen til Botswana og fortsætter mod byen Kang, hvor I overnatter.
Kun mindre områder er egentlig ørken, da der uregelmæssigt falder nedbør, som giver spredt bevoksning af græs, træer og buske.
Overnatning: Camping eller Kang Ultra Lodge - Læs mere om lodgen her: Læs mere om lodgen her: https://www.kangultralodge.com/
Fun fact: Kalahari-ørkenen er et stort, højtliggende, tørt og sandet område i det sydlige Afrika. Kalahari dækker et kæmpe område på ca. 900.000 km2, hvoraf ca. 70% ligger i Botswana og den øvrige del fordeler sig mellem Zimbabwe, Namibia og Sydafrika.
Dag 3: Kalahari
I bevæger jer dybere ind i Kalahari-ørkenen, hvor dagens program står på mødet med San-folket også kendt som busk-mændene. Aftenen byder også på optræden, hvor San-folket kommer forbi og danser.
Der vil om eftermiddagen være mulighed for at tilkøbe en bushwalk med disse eminente jægere, hvis aner går ca. 20.000 år tilbage.
Overnatning: Camping eller Ghanzi Trail Blazers - Læs mere om lodgen her: https://ghanzitrailblazers.co.bw
Fun fact: San-folket er kendt for deres eminente evne til at overleve i en barsk natur, stort set uden vand og deres formidable evne til at spore og jage ved hjælp af bue og pil (giftige).
Dag 4: Kalahari - Maun, porten til Okavango Deltaet
Endnu en dag med tidlig start, hvor der køres til Maun, som er kendt som porten til Okavango-deltaet. Ved ankomst til Maun tager I for de kommende to nætter afsked med jeres truck, der kører jer rundt. Dette betyder også, at I allerede fra morgenstuden pakker en let bagage til brug for de kommende dage, hvor resten af jeres bagage opbevares i trucken, mens I er i deltaet.
Der vil ved ankomst til Maun være tid til at tilkøbe en flytur i små fly ind over Okavango-deltaet. Herefter skifter I til mindre køretøjer og køre til jeres overnatning nær deltaet.
Om aftenen briefes om de kommende dages udflugter i det fantastiske Okavango Delta
Overnatning: Camping eller South Gate Camp – Der er ikke nogen hjemmeside omkring denne indkvartering.
Fun fact: 38% af Botswanas landareal er dedikeret til nationalparker, reservater og vildtforvaltningsområder.
Dag 5: Okavango Deltaet/Greater Moremi Game Reserve Area
Okavango Deltaet er et imponerende stort indlandsdelta, hvor Okavango floden når et tektonisk lavpunkt. Alt vand der når frem til deltaet fordamper eller optages af landskabets planter og løber derfor ikke videre ud i en sø, et hav eller en anden flod.
Fra juli til oktober er deltaet i den mest vandrige periode, når 11 km3 vand spredes udover det 6.000 – 15.000 km2 store område.
Der findes næppe en mere autentisk måde at opleve deltaet på end fra en mokoro. Tidlig morgen køres I til det sted hvor deltaet starter, en transfertid på ca. 1 time.
I oplever Okavango-deltaet fra en udhulet træstamme (i dag er de lavet af glasfiber) også kaldet Mokoros, som benyttes til at stage sig gennem sumpen. Her er I helt i øjenhøjde med de smukke omgivelser, når I glider gennem vandet og dets mange kanaler.
Jeres bådfører stager jer rundt i dette imponerende, smukke og helt unikke område. Deltaet omtales ofte som Botswanas juvel, men for mange er det én af Afrikas sande juveler. Efter frokost kører I på safari i firehjulstrukne biler sammen med lokalguider i dyrerige Moremi Game Reserve Area.
Moremi området er en del af det store Okavango område og er en naturperle uden sidestykke. Moremi udmærker sig ved altid at have våde områder, men også tørre og derved store mængder af dyr og ikke mindst fugle og er et paradis for safarielskere.
Dagens bevægelser i området afhænger af vandstanden i deltaet på rejsetidspunktet.
Overnatning: Camping eller South Gate Camp – Der er ikke nogen hjemmeside omkring denne indkvartering.
Fun fact: Okavango Deltaet er en af De Syv Naturvidundere i Afrika pga. dets skala og storhed.
Dag 6: Savute Game Reserve og Kasane
I dag tager I afsked med Okavango Deltaet og drager videre på nye eventyr i det naturrige Afrika.I kører fortsat i firehjulstrukne safaribiler mod byen Kasane gennem storslået natur. I hjertet af den berømte Chobe National Park ligger et vildnis og en flad savanne med klippeskær og den udtørrede kanal, der engang var områdets livslinie – dette er Savute.
Området dækker godt 5000 kvadratkilometer af Chobe National Park. Dele af parken er næsten ørken lignende, men andre områder er dækket med græs.I begyndelsen af 2009 begyndte der at flyde vand i Savute kanalen igen – for første gang i 30 år! I februar 2010 havde kanalen opbygget et sumpområde og gav nyt liv til området. Dette gør at Savute området er ved at vende tilbage til tidligere tiders storhed, som en af de bedste wildlife områder i Botswana og anslåes af mange, som det bedste wildlife område i det sydlige Afrika.
Fremme i Kasane genforenes I med jeres truck og jeres resterende bagage. Kasane ligger på den sydlige bred af den 200-300 meter bredde Chobe flod og ligger meget tæt på Afrikas ’Fire Hjørner’, der hvor fire lande næsten mødes; Botswana, Namibia, Zambia og Zimbabwe.
Overnatning: Camping eller Thebe River Safaris - Læs mere om lodgen her: https://www.theberiversafaris.com
Fun fact: I 1975 blev Kasane internationalt kendt som stedet hvor Elizabeth Taylor og Richard Burton blev gift på ny.
Dag 7: Bådtur på Chobe-floden
Der vil være mulighed for at tilkøbe safarikørsel i de stærke 4-hjulstrukne safaribiler i Chobe Nationalpark. Som I tidligere dage har oplevet, så kommer man tæt på de vilde dyr med stor chance for at finde de store elefant- og bøffelflokke. Parken byder på et væld af forskellige antilopearter, herunder den sjældne sabelantilope med de op til 160 cm lange, buede horn.
Efter frokost og et lille hvil opleves Chobe National Park fra vandsiden. I tager på en bådtur i solnedgangens behagelige lys på Chobe floden. Her er masser af fugleliv, elefanter, bøfler og flodheste, som ofte kommer ned til floden for at drikke og for at spise det søde græs, som vokser på øerne.
En dag hvor der er mulighed for at tage masser af smukke billeder inden I nyder middagen rundt om bålet.
Overnatning: Camping eller Thebe River Safaris - Læs mere om lodgen her: https://www.theberiversafaris.com
Fun fact: Chobe National Park er kendt for at have Afrikas største koncentration af elefanter.
Dag 8: Chobe - Victoria Falls, Zimbabwe
Endnu en dag med spændende eventyr venter forude i Afrikas adrenalinhovedstad Victoria Falls. Taskerne pakkes og I kører det korte stykke til verdens mest spektakulære vandfald, Victoria Falls. På trods af at vandfaldet hverken er verdens højeste eller verdens bredeste er det stadig klassificeret som verdens største vandfald. Med dets 1.708 meter i bredden og dets 108 meter i højden har den verdens største flade af faldende vand.
I har tre overnatninger i denne dejlige lille by og dermed god tid til at opleve området og de mange aktiviteter området byder på.
Overnatning: Camping eller Shearwater Explorers Village https://explorersvillage.com/
Fun fact: Det lokale navn for Victoria Falls er Mosi-oa-Tunya og betyder ’the smoke that thunders’/’røgen som tordner’.
Dag 9+10: Victoria Falls - "røgen som tordner"
De to kommende dage er der dømt fri leg i den store verdensklasse. Victoria Falls byder på mange spændende udfordringer og det er op til jer selv at finde det adrenalin-kick I går og drømmer om.
En af de populære aktiviteter er White Water Rafting (afhænger af vandmængden ved vandfaldet), som tager jer med på en sprøjtende og voldsom tur ned ad floden i robuste gummibåde. Hvis en tur i vandet ikke lige er sagen har I også mulighed for at teste jeres grænser af med bungy jumping, en svingtur i en 120 meter høj gynge eller måske er det den store svævebane der skal testes, hvor du kan nå en topfart på 106 km/t.
For de som ikke har behov for at teste hjertets holdbarhed kan også vælge at tage en helikoptertur henover vandfaldet og se det hele fra et andet og fantastisk perspektiv.
Overnatning: Camping eller Shearwater Explorers Village https://explorersvillage.com/
Fun fact: Victoria Falls er kendt som ’the Adventure Capitol of Africa’
Dag 11: Victoria Falls - Francistown
Efter en dag i eget tempo er I atter på farten med afgang kl. 07.00. Vær opmærksom på, at både guider og jeres køretøj kan blive ændret her i Victoria Falls.
Kørslen i dag er en transportdag når I kører fra Victoria Falls mod Francistown, der ligger i den centrale del af Botswana. Det er tidligt op og afsted, men heldigvis giver den lange køretur masser af muligheder for at få sorteret lidt i de mange tusindvis af billeder der er blevet taget indtil videre eller få sig en god lur efter de sidste mange dages store indtryk og lade op til nye oplevelser.
Overnatning: Camping eller Woodlands Lodge – Læs mere om lodgen her: www.woodlandsbotswana.com
Dag 12: Francistown - Johannesburg
I dag krydses grænsen til Sydafrika igen og der returneres til Johannesburg, Også kaldet ’The City of Gold’, som blev grundlagt i 1886 efter man opdagede guld på hvad der engang havde været en gård. Byen er indenfor et århundrede blevet genopbygget fire gange: fra en teltlejr, udviklede den sig til en by af tin-skurer, efterfulgt af fireetagers Edwardian murstensbygninger, før den forvandlede sig til en by af moderne skyskrabere.
I dag er det Sydafrikas største by med over 4,3 milioner indbyggere. Denne aften på turen indkvarteres I igen på Belvedere Estate/Lodge.
Der er mulighed for at tilkøbe og tilbringe aftenen sammen ved at nyde en traditionel Braai /grill aften som serveres på Belvedere Estate. Dette er et valgfrit måltid, som bestilles direkte ved guiden.
Overnatning: Belvedere Estate med morgenmad
Fun fact: Johannesburg er verdens største by som ikke ligger ved siden af en flod, kystlinie eller sø
Dag 13: Johannesburg - Kruger National Park
Efter morgenmaden er turens deltagere klar kl. 7.00, hvor I forlader Johannesburg med retning mod en af Sydafrikas absolutte største naturperler - Kruger National Park. Med en størrelse en anelse mindre end Jylland huser Kruger på en storslået mangfoldighed af Afrikas større pattedyr. Undervejs går turen gennem provinsen Mpumalanga, som betyder ”stedet, hvor solen står op”. Landskabet er smukt og frodigt, som også betyder at der dyrkes bl.a. citrusfrugter og bananer i store plantager i området. Hen på eftermiddagen når I frem til jeres lejr/camp, der er jeres indkvartering for de næste 3 dage, Nkambeni Safari Camp.
Beliggende ved Kruger National Park er I garanteret en lejr med masser af flot natur og dyreliv lige rundt om hjørnet. Lejren er opbygget af luksuriøse permanente telte, hvor de der har valgt indkvartering bor, der er fælles pool og de forskellige fællesområder er selvfølgelig placeret, så man ikke kan undgå at bemærke de flotte udsigter over nationalparken.
Inden middagen køres ind i Kruger National Park, hvor solnedgangen nydes og de første dyr forhåbentlig spottes denne sene eftermiddag.
Overnatning: Camping eller Nkambeni Safari Camp
Fun facts: Mpumalangas motto er Omnia labor vincit (Labour will conquer all/Arbejde vil erobre alt).
Dag 14: Heldagssafari i 4-hjulstrukne biler i Kruger National Park
I dag står den på heldagssafari. Efter at have nydt en god portion morgenmad indtages pladserne i 4-hjulstrækkeren og en hel dag til at opleve Krugers mængde af fauna og flora kan for alvor begynde. Husk at kameraet er opladet og klar, til at forevige dyr, blomster og landskaber, der skal i ”kassen” undervejs.
Kruger er, som en af Sydafrikas største nationalparker, hjemsted for millioner af dyr, heriblandt den famøse Big 5 som består af elefant, løve, leopard, næsehorn og bøffel. Siden 2003 har Kruger National Park været en del af Great Limpopo Transfrontier Park, et område som udover Kruger inddrager dele af Zimbabwes nationalparker mod nord og Mozambiques Limpopo National park i øst. Området dækker i alt 37.500 km2 (svarende til Schweiz) og der er planer om at udvide det endnu mere så det samlede område dækker ca. 100.000 km2 (svarende til Island). I dette område kan dyrene uforstyrret vandre rundt uden at være hindret af hegn eller andre menneskeskabte barrierer.
Der køres i 4-hjulstrækker, der giver mulighed for at køre væk fra de asfalterede veje og komme tættere på dyrene end der er mulighed for i trucken, som ellers benyttes.
Efter en oplevelsesrig dag, hvilket måske har resulteret i et fladt kamerabatteri er det tid til at returnere til campen, hvor et dejligt aftenmåltid står klar til at tage imod os.
En afslappende aften til glæde for en træt krop og et mættet sind runder en dejlig dag af.
Overnatning: Camping eller Nkambeni Safari Camp
Fun fact: The Big 5 startede som et udtryk brugt af trofæjægere om de 5 farligste dyr at jage til fods!
Dag 15: Sydafrikas smukke og berømte Panoramarute
I dag skal I opleve den smukke Panorama Route, som ligger i det nordøstlige hjørne af Mpumalanga provinsen. Det har været en særlig gavmild stund under skabelsen, da disse imponerende landskaber blev anlagt. Den helt store naturperle er Blyde River Canyon kendt som Sydafrikas grønne udgave af Grand Canyon i USA. Der gøres stop ved Gods Window/Guds Vindue og som navnet antyder er der garanteret en fantastisk udsigt – på en klar dag kan man se udover Kruger National Park mod Lebombo bjergene på grænsen til Mozambique. Bourke’s Luck Potholes og Three Rondavels er også blandt de geologiske lækkerier, der besøges denne formiddag.
Vi er tilbage i campen igen først på aftenen mættet af smukke indtryk og hvor middagen venter.
Overnatning: Camping eller Nkambeni Safari Camp
Fun fact: Blyde River Canyon er verdens tredje største kløft efter Grand Canyon i USA og Fish River Canyon i Namibia.
Dag 16: Farvel til verdensberømte Kruger og retur til Johannesburg
Med masser af oplevelser i bagagen pakker I bilen, men det er endnu ikke helt slut. I starter med tidlig morgensafari i jeres overlandtruck inden kursen sættes mod Johannesburg. Turen slutter tilbage i Johannesburg ved Belvedere Estate sidst på eftermiddagen eller først på aftenen.
Nogle luftfartsselskaber flyver meget sent om aftenen, hvor det er muligt at flyve via europæisk lufthavn til Danmark med ankomst efterfølgende dag. Transfer fra Belvedere Estate til lufthavnen, hvor I sidst på aftenen flyver via Europæiske lufthavn mod Danmark.
Ellers anbefaler vi, at man tager en overnatning på Belvedere Estate i Johannesburg (ikke inkluderet), da man ikke kan garantere hvornår man er tilbage i Johannesburg på denne dag. Det er også muligt at forlænge opholdet i Johannesburg eller fortsætte til f.eks Sydafrikas smukkeste by Cape Town. Spørg endelig, vi vejleder og udregner gerne et uforpligtende tilbud.
Fun fact: Kruger blev i 1926 til Sydafrikas første nationalpark.
Dag 17: Ankomst Danmark
Afhængig af luftfartsselskab lander man i Europæisk lufthavn om morgenen og skifter fly med ankomst i Danmark i løbet af formiddagen
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder.
Priserne på hjemmesiden er ved campingindkvartering. Se printvenlig pdf under Overblik, her vil prisen på indkvartering på lodge fremgå. Ligesom du også i pdf´en kan læse om, at være deltager på en af vore Explore-rejser.