Dag 1: Danmark - Kilimanjaro - Moshi
Fra Danmark flyves mod Tanzania med flyskifte i f.eks. Amsterdam. Der er gode forbindelser fra både København, Aalborg og Billund. På flyvningen mod Tanzania er der gratis måltider, drikkevarer og underholdning.
I Kilimanjaro Lufthavnen mødes du af en engelsktalende chauffør, som kører dig til Moshi for indkvartering og overnatning med morgenmad.
Moshi er kendt som startbyen for alle, der ønsker at bestige Kilimanjaro og er beliggende i 1.800 meters højde.
Dag 2: Mandara Hut (Fra 1.800 - 2.750 m)
Efter morgenmad og en kort briefing af guiden køres der til Marangu-Gate, ”indgangen” til Kilimanjaro Nationalparken. Køreturen er på godt og vel 45 minutter. Ved ankomsten mødes man med bærerne og turens kok, og herefter starter turen. Der vandres til Mandara Hut i 2.750 meters højde. Dagens vandring er på godt 8 kilometer. Man skal forvente fire timers vandring denne første dag, og der vandres primært i regnskov med chance for regn om eftermiddagen. Middag og overnatning i Mandara Hut.
Dag 3: Horombo Hut (Fra 2.750 - 3.720 m)
Efter skoven følger åbent hedelandskab mod Horombo Hut i 3.720 meters højde. Man skal regne med omkring seks timers vandring denne dag. Vandreturen er med virkelig smukt syn til bjergtinderne omkring jer. I tilbringer natten i Horombo Hut, som ligger i en dal omgivetaf smuk og fantastisk flora.
Dag 4: Kibo Hut (Fra 3.720 - 4.703 m)
Der vandres over sadlen mellem tinderne Mawemzi og Kibo. I bevæger jer ind i et helt andet klimaområde. Vegetationen tynder ud, og landskabet bliver mere ørkenpræget. Sten og meget lidt vegetation. Området er semi-ørken, det vil sige, der falder mindre end 250 mm regn om året. Temperaturen om natten kan falde til omkring nul grader celsius, mens temperaturen om dagen kan snige sig op på de godt 30 grader. Vandreturen i dag er på ca. syv timer, og I tager turen i et langsomt tempo for at undgå højdesyge. I overnatter i Kibo Hut i 4.703 meters højde.
For en højere succes rate, kan det anbefales at lægge en akklimatiseringsdag ind i programmet her.
Dag 5: Kibo Hut - Uhuru Peak - Horombo Hut (Fra 4.703 - 5.895 – 3.720 m)
Dagen startes lige efter midnat, og der vandres via Gilmans Point i 5.861 meters højde til Uhuru Peak, toppen af Kibo-tinden og Afrikas højeste punkt (5.895 meter). Årsagen til at I starter vandringen på dette tidspunkt skyldes, at rimen her er frossen til, og at vandringen dermed lettes en smule. I starter ligeledes tidligt, da I har seks timers vandring forude, og I skulle gerne stå på toppen af Kilimanjaro samtidigt med, at solen står op. At stå på toppen af Afrika højeste bjerg ved solopgang, næsten seks kilometer over havets overflade, er fantastisk og ubeskrivelig smukt. Efter at have nydt "sejren" starter nedstigningen stille og roligt igen.
I vandrer tilbage til jeres overnatningssted fra tidligere - Horombo Hut, hvor I overnatter den sidste nat på bjerget. I er nu tilbage i 3.720 meters højde.
Dag 6: Horombo – Moshi (Fra 3.720 – 1.800 m)
Efter morgenmad vandres det sidste stykke til parkgrænsen. For foden af Kilimanjaro modtager I jeres velfortjente certifikat på, at I har nået toppen af Kilimanjaro, hvorefter I kører tilbage til Moshi for middag og overnatning.
Dag 7: Moshi - hjemrejse
Morgenmaden nydes inden der checkes ud fra hotellet i løbet af formiddagen. Transfer til lufthavnen i Kilimanjaro for hjemrejse. De fleste luftfartsselskaber flyver hjem om aftenen.
Der er også mulighed for at forlænge opholdet med safari i Tanzania, der af mange betegnes som verdens bedste safariland eller flyve fra Arusha til krydderiøen Zanzibar for afslapning og badeferie. Forhør nærmere.
Dag 8: Danmark
Hjemkomst til Danmark efter flyskifte i f.eks. Amsterdam. Tidspunkt for ankomst er afhængigt af flyselskab og om der flyves til både København, Aalborg eller Billund.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder.
Bestigning af Kilimanjaro kan i princippet foretages hver dag, året rundt. Der er dog visse årstider, hvor man får lidt mere ud af sin bestigning pga. en bedre sigtbarhed. Bedste perioder er vores vinter og sommer samt første del af efteråret. Statistisk kan det regne i april, maj og november, hvilket gør sigtbarheden lidt dårligere end ellers. Udover regn er det også lidt mere fugtigt i områderne på denne årstid, hvilket kan gøre bestigningen en anelse sværere end på andre tider af året.
Rejsedatoer 2025
Dato | Pris fra | |
1. jan. - 31. jan. |
Fx. 8 dage 25.100 DKK |
Udsolgt |
1. feb. - 28. feb. |
Fx. 8 dage 25.100 DKK |
Få tilbud |
1. mar. - 31. maj. |
Fx. 8 dage 25.100 DKK |
Få tilbud |
1. jun. - 30. jun. |
Fx. 8 dage 25.100 DKK |
Få tilbud |
1. jul. - 31. aug. |
Fx. 8 dage 27.900 DKK |
Få tilbud |
1. sep. - 15. dec. |
Fx. 8 dage 25.100 DKK |
Få tilbud |