Dag 1: Danmark - Nairobi
Hen på eftermiddagen/ aftenen flyver I fra Danmark mod Nairobi i Kenya, og med flyskifte i Europa undervejs. På flyveturen fra Europa mod Kenya serveres der frokost, lette måltider og fri drikkevarer ombord. Ankomst til Nairobi samme aften, hvor I modtages af en chauffør, der kører jer til jeres hotel for natten. Ophold er inklusive morgenmad.
Dag 2: Nairobi - Sweetwaters (Ol Pejeta)
Efter ankomsten til Nairobi bliver I mødt af jeres private engelsktalende chauffør/guide og sammen går I til jeres 4-hjulstrukne safaribil. I safaribilen er der plads til seks personer, alle har vinduesplads og et godt syn til både dyr og natur undervejs. Taget på safaribilen kan ligeledes løftes op i forbindelse med safarikørslerne, så man er sikret de bedste muligheder for at fotografere undervejs.
Fra Nairobi køres mod nord og mod højlandet – retningen er sat efter Ol Pejeta - et af Kenyas fire private reservater. Ol Pejeta er beliggende for foden af Mount Kenya. Jeres indkvartering for de kommende to dage er på Sweetwaters Serena Camp, og opholdet er i store, luksusprægede telte. Sweetwaters Serena Camp har 39 luksustelte alle med egen veranda samt udsigt til et vandhul. Efter ankomst nyder I en dejlig frokost, inden I kører på game drive – safari – resten af eftermiddagen. Herefter returneres til campen for middag og overnatning.
Dag 3: Sweetwaters (Ol Pejeta)
Tidlig morgen køres safarikørsel i det private reservat, og I kommer vidt omkring i det dyrerige område. Ud over en dyrerig safari er der under safarien en fantastisk udsigt til Kenyas højeste - og Afrikas næsthøjeste bjerg – Mount Kenya. Retur til campen for frokost efterfulgt af et par timers afslapning, hvor udsigten til vandhullet og dyrelivet kan nydes direkte fra teltets veranda. På Sweetwaters Serena Camp er der også en skøn swimmingpool, der let frister i det skønne vejr. Midt på eftermiddagen er det igen tid til safari i området, hvor der er mulighed for at opleve alt fra løver, til næsehorn, og chimpanser i reservat.
Dag 4: Sweetwaters - Lake Nakuru - Lake Naivasha
Efter tidlig morgenmad fortsætter I safarien mod vest til gravsænkningen The Great Rift Valley. Overnatning er ved den smukke Lake Naivasha sø, men på vejen dertil kører I via Kenyas berømte sodasø Lake Nakuru. Nakuru søen var i årtier verdensberømt for at huse ekstremt store koncentrationer af den lyserøde flamingo, flere andre fuglearter, bøfler, træklatrende løver, zebraer og også den udrydningstruede Rotchild-giraf. På grund af de senere års skiftende mængder af nedbør er koncentrationen af flamingoer faldet væsentligt. Stadig ses de dog ved søen, ligesom parken fortsat giver et godt indtryk af Kenyas varierede fugleliv. I har picnickurv med og kører på safari i parken frem til først på eftermiddagen, hvor I sætter kursen mod Lake Naivasha Sopa Lodge, hvor der overnattes for en nat. Efter ankomst er der check-in efterfulgt af afslapning og middag på lodgen.
Dag 5: Lake Naivasha - Masai Mara
Tidlig morgenmad på lodgen inden I skal på sejltur på Naivasha søen, der er kendt for et stort og varieret fugleliv samt masser af flodheste i søen. Lyset om morgenen plejer at være ganske særligt og I kan se frem til en skøn oplevelse på vandet. Sejlturen tager ca. en times tid. Fra en tur på vandet skal I videre på safari og mod sydvest gennem The Great Rift Valley til Masai Maras sletter.
Turen er yderst afvekslende og giver et nyt og glimrende indtryk af den savanneprægede del af Kenyas landskaber. I oplever skiftet fra frodigheden i den centrale del af Rift Valley til de åbne græssletter, hvor gazeller, antiloper og andre græsædere ofte præger jeres oplevelser. Masai Mara-reservatet udgør sammen med Mara North og en række andre conservancies den nordlige del af Tanzanias kendte Serengeti-slette og er fantastisk hele året. I vil altid opleve mange forskellige dyrearter, og store flokke af elefanter, bøfler, rovdyr og deres byttedyr ses oftere her end de fleste andre steder i Afrika.
Kig godt efter løver, geparder, sjakaler, hyæner og leoparder for de er her allesammen.
I forventer at ankomme til Masai Mara området over middag - lidt afhængig af oplevelserne undervejs - og nyder den medbragte madpakke på turen til savannen. En stor del af de sidste timer før ankomsten til campen er én lang safarikørsel (game drive). I kører mod skønne Ashnil Mara Camp, placeret direkte ved Mara floden og et optimalt område at køre på safari i. Overnatning for de næste tre nætter og alle måltider på campen.
Bemærk:
I perioden 18.3- 31.5.2025 er Ashnil Mara Camp lukket og indkvartering vil i stedet ske på Fig Tree Camp.
Dag 6+7: Masai Mara
Pragtfulde safaridage med masser af dyrerige oplevelser på savannen venter forude. Safaridagenes præcise indhold kendes naturligvis kun på selve dagen, idet I lader dyrene på savannen sætte programmet. Dagene i Mara veksler mellem heldags safari med medbragt frokost til at nyde ved fx. Mara floden, og en dag med morgen- og eftermiddagssafari.
Dag 8: Masai Mara - Nairobi - Hjemrejse
Det er tid til at sige farvel eller på gensyn og kører retur mod Nairobi. På køreturen tilbage mod Nairobi nydes de medbragte frokostpakker. Tilbage i Nairobi besøger I Karen Blixens farm (museum). Efter besøget, der inkluderer en rundvisning inde i selve huset og rundt i haven, fortsættes til lufthavnen for natfly hjem til Danmark.
Der er mulighed for at forlænge rejsen med ophold ved Kenyakysten eller på den eksotiske krydderi-ø Zanzibar. Der er hjemrejse fra Mombasa eller Zanzibar hver dag året rundt, hvilket gør det muligt at tilkøbe præcist det antal dage ved det Indiske Ocean I ønsker jer. Forhør blot nærmere.
Dag 9: Hjemkomst Danmark
Efter flyskifte i Europa flyves retur til Danmark mange oplevelser rigere.
Bemærk:
De nævnte priser er vejledende og ved fire deltagere. I kan rejse det antal I ønsker, forhør nærmere for pris. Den endelige pris afhænger af flyprisen på det tidspunkt, rejsen bestilles. Deltagerantallet har også indflydelse på prisen. Der tages forbehold for ændring af tider og indkvarteringssteder.
Rejsedatoer 2025
Dato | Pris fra | |
1. jan. - 31. jan. |
Fx. 9 dage 29.300 DKK |
Udsolgt |
1. feb. - 28. feb. |
Fx. 9 dage 29.700 DKK |
Få tilbud |
1. mar. - 31. mar. |
Fx. 9 dage 29.300 DKK |
Få tilbud |
1. apr. - 31. maj. |
Fx. 9 dage 27.400 DKK |
Få tilbud |
1. jun. - 15. jun. |
Fx. 9 dage 28.900 DKK |
Få tilbud |
16. jun. - 30. jun. |
Fx. 9 dage 33.200 DKK |
Få tilbud |
1. jul. - 14. jul. |
Fx. 9 dage 36.400 DKK |
Få tilbud |
15. jul. - 20. aug. |
Fx. 9 dage 41.700 DKK |
Få tilbud |
21. aug. - 30. sep. |
Fx. 9 dage 38.400 DKK |
Få tilbud |
1. okt. - 31. okt. |
Fx. 9 dage 33.700 DKK |
Få tilbud |
1. nov. - 20. dec. |
Fx. 9 dage 29.300 DKK |
Få tilbud |