Den 07.02.2017
Africa Tours tilbyder nu et besøg ved Ocean Sole i Nairobi, der er et enestående projekt hvor gamle klip-klappere genanvendes og omdannes til farvestrålende Afrikanske dyr og dyr fra Det Indiske Ocean.
Ocean Sole, er et projekt, der indsamler gamle klipklappere i slumområderne og på strandene og omdanner dem til farverige dyr. Projektet startede tilbage i 1997, da marinebiolog og miljøforkæmper Julie Kirke opholdt sig i det nordlige Kenya tæt ved Somalia. Hun blev forfærdet over alt det plastik og klipklappere, der lå på strandene og frygtede det kunne være en miljøkatastrofe for økosystemet.
Hun blev inspireret af børnenes lejetøj i området, der var skåret ud af klipklappere, fundet på stranden. Hun opmuntrede mødrene til at samle de mange klipklappere sammen, vaske dem og lave kreative figurer. Ocean Sole havde set sin spæde start.
I 1999 tager Marium og Bihawa fra det lille lokalsamfund ved det Indiske Ocean til Nairobi for at sælge deres klipklap-kreationer ved det største julemarked i Østafrika.
I 2000 kommer den første store ordre. Det var nu slut med at holde sammen på kreationer med små pinde og torne i stedet anvendes perler og lim. Verdensnaturfonden i Schweiz bestiller 15.000 nøgleringe med skildpadder.
I 2005 dannes UniquEco Designs. Et selskab, der tror på udvikling ved hjælp af handel og ikke passiv støtte. En frisk, sjov og anderledes måde at være med til at bekæmpe strandforurening samt lokal fattigdom. Værkstedet starter op i Nairobi og bliver knudepunktet for virksomheden, hvor kreative kenyanere har mulighed for at få et arbejde.
I 2006 lavede man en vågehval i fuld størrelse ved hjælp af trådnet og gamle klip-klappere, der blev udstillet i Mombasa i forbindelse med en stor miljødag. Og i 2008 blev en 5,5 meter høj giraf sendt til Rom, hvor den var udstillet under hele modeugen.
Ocean Sole tilstræber at genbruge 400.000 klipklappere årligt og skabe mesterværker til salg i hele verden. På mange hoteller og lodges rundt i Afrika sælges de farvestrålende dyr, men de kan også købes i souvenirbutikken i Ree Park Safari.
Genbrug af de mange klipklappere skaber bevidsthed om vores menneskelige fodaftryk. Ocean Sole arbejder med over 100 mennesker. På værkstedet i Nairobi, i byens slumkvarterer og i fjerntliggende kystområder, og som giver tiltrængt beskæftigelse for mange mennesker.
Eric Mwandola fra værkstedet i Nairobi fortæller: "Jeg var ikke i stand til at få råd til sko og måtte låne nogle, da jeg tog til Nairobi for at finde arbejde. Jeg har arbejdet her i 6 år. Jeg har nu råd til at sende mine to børn i skole, sørge for de får mad og tøj. Jeg har startet en lille gård med to køer, og jeg sælger mælken til mine naboer. Det giver mig ekstra penge og jeg kan investere i mine børn.
Virksomheden støtter mig, når jeg er syg, og de betaler min lægeregning. Jeg siger tak.
Maureen Atieno, er forfremmet til rundviser hos Ocean Sole: Jeg kan virkelig godt lide min nye stilling, hvor jeg viser rundt og fortæller om vore produkter. Jeg er meget stolt over, at sådanne smukke ting skabes og genbruges af klipklappere. Før jeg fik arbejde her var jeg arbejdsløs og min søn og jeg kunne ofte ikke få mad og jeg kunne ikke betale vores husleje. Sådan er det ikke mere, i dag er alt denne stress væk.
Rejs til Mara North og Karen Blixen Camp
Visumansøgning til Tanzania/ Zanzibar – online
Safari i Nairobi National Park
Treetops – hvor Elizabeth blev dronning af UK
Unik kvalitetsshopping - Sandstorm Kenya og Made by Kenya
Namibia indfører visum pligt for danske rejsende
Obligatorisk rejseforsikring til Zanzibar
Se alle indlæg