Den store migration - The Great Migration eller blot migrationen. Det er betegnelsen for den store årlige vandring som mere end 1 mio. gnuer og ¼ mio. zebraer tilbagelægger.
Vandringen foregår mellem savannen i Masai Mara og tilstødende private reservater i det sydvestlige Kenya og i Serengeti nationalparken med omgivende reservater i det nordvestlige Tanzania. Det er én af jordens største og mest imponerende vandringer af store dyr, og uden tvivl den mest kendte, da den bl.a. er dokumenteret i talrige TV-udsendelser. De vandrende dyr søger til enhver tid de bedste græsgange, hvilket regnen er altafgørende for, så timingen kan variere noget fra år til år.
Nogle år vandrer de fra Serengeti til Masai Mara allerede i slutningen af juni og andre år først i starten af august. Nogle år forlader de Masai Mara allerede i starten af september, mens de andre år først vandrer mod syd til Serengeti i slutningen af oktober. Enkelte år har de sågar forladt Masai Mara tidligt i perioden for blot at vende tilbage lidt senere.
Typisk opholder de sig i Masai Mara og det nordlige Serengeti i perioden mellem juli og oktober. Det er altså også i denne periode chancerne er størst for at opleve, når de på dramatisk vis krydser den store Mara flod, hvor rovdyrene og især de store krokodiller venter på at slå til og få sig et godt bytte. Selve den berømte flodkrydsning kan ske når som helst og stort set uden forvarsel selv i den ”rigtige” periode, så at opleve denne begivenhed er alene et spørgsmål om held, selvom dyrene opholder sig nær floden, da de pludselig kan flytte sig meget langt på kort tid – sjældne gange helt op til 50 km om dagen.
Den sydligste del af Mara floden ligger i øvrigt i det allernordligste Serengeti. Det er altså også muligt at se det imponerende skue i Serengeti i Tanzania, når de krydser Mara floden i den samme periode som i Masai Mara i Kenya.
Det er dog forbeholdt dyrene og ikke tilladt for safarigæster at krydse grænsen mellem de to lande inde i reservater og nationalparker, så man må pænt holde sig til den side af grænsen, som ens safari er planlagt til.
Den store migration findes altså typisk i Serengeti i perioden mellem oktober og juni. Det er altså i denne periode chancerne er størst for at se de gigantiske flokke af dyr i Serengeti.
Der kan som sagt være stor variation mellem mønstret fra år til år, samt præcis hvor de opholder sig i og omkring den gigantiske Serengeti nationalpark. Sammen med en række tilstødende reservater, som gnuerne og zebraerne også benytter sig af på deres vandring, dækker det samlede område mere end 30.000 km2 og er altså større end Jylland.
I perioden januar til marts er chancerne for at finde og se de mange gnuer og zebraer i Tanzania dog nok størst, da de på denne årstid altid føder deres kalve og føl i det sydligste Serengeti og i Ngorongoro Conservation Area omkring Ndutu-søen.
Hvilket område er bedst til badeferie på Kenyakysten?
Hvordan kommer man til Seychellerne efter en safari?
Er det dyrt at tage til Seychellerne?
Er Zanzibar velegnet til badeferie?
Er det let at komme til Zanzibar fra Sydafrika?
Hvordan kommer man fra Kenya til Zanzibar?
Hvordan kommer man fra Tanzania til Zanzibar?
Er Zanzibar en del af Tanzania?
Er Tanzania og Zanzibar det samme?
Se alle indlæg