En togrejse i Afrika er en helt anden rejseform end en klassisk safarirejse, selvom oplevelserne undervejs kan være de samme. Transport i bil og fly mellem rejsens forskellige destinationer er skiftet ud med toget, der samtidig er det rullende hjem på hele turen eller for nogle timer.
Alt i alt byder en togrejse på en ganske komfortabel rejseoplevelse, hvor man ikke er bundet til et sæde i bil eller fly, men frit kan bevæge sig rundt, mens de smukke landskaber roligt glider forbi.
Rejser under temaet »Togrejser i Afrika«
At tage på en togrejse er en særlig rejseform og på mange måder ideelt, hvis man ønsker at opleve Afrika i luksuriøse omgivelser. Når det kommer til togrejser, er Afrika nemlig helt fremme i skoene og det er blandt andet her, du finder ét af verdens mest luksuriøse tog - Rovos Rail. Vi fortæller herunder om tre toge, der kan være grundlaget for en fantastisk togrejse i Afrika.
Mange drømmer om et gammeldags togeventyr, og kombinerer man dette med drømmen om safari, får man uden tvivl den ultimative safarioplevelse på skinner. Rovos Rail er et gennemført koncept, der allerede fra din ankomst på perronen hiver dig tilbage til fortiden. Følelsen fortsætter når du stiger ombord på toget, hvor den romantiske æra stråler ud af alle elementer i toget. Alt fra indretning til madoplevelser og den sublime service. For at bevare den romantiske stemning er der ingen wi-fi på toget. I stedet kan du fokusere på det unikke dyreliv, den smukke natur og det forhåbentligt gode selskab.
Rovos Rail udbyder flere forskellige rejser på tværs af det sydlige Afrika, og rejsernes længde kan variere fra to dage til to uger. Indholdet på rejserne er nøje planlagt, så du både oplever det bedste af de områder du passerer, men samtidig får lov til at komme helt ned i gear.
Et alternativ til Rovos Rail, som også byder på høj klasse og eminente oplevelser er Shongololo Express.
Shongololo Express udbyder tre forskellige rejser på tværs af det sydlige Afrika i en rejselængde af 12-15 dage. På disse togrejser har man mulighed for at besøge Sydafrika, eSwatini (tidl. Swaziland), Mozambique, Zimbabwe og Namibia – naturligvis afhængig af, hvilken tur du vælger.
Shongololo Express er også indrettet efter den romantiske æra med elegante træpaneler og generelt smagfuld indretning. Toget er også et oplagt safaritog, hvor der er udsigtsvogne, ligesom du kan nyde naturen fra din egen kupé. Servicen på shongololo er diskret og venlig, mens køkkenets entusiastisk kokke gør alt for at forkæle gæsterne med de lokale, friske råvarer.
Madaraka Express er en togtur mellem Nairobi og Mombasa t/r på 5-6 timer, hvor du kan opleve Kenya på en ny måde. Du oplever blandt andet Kenyas største nationalpark, Tsavo, som er kendt for sine store elefantflokke, Kilimanjaros snedækkede top og den lokale befolkning, der trisser i horisonten.
Den originale togrejse, også kendt som ’The Lunatic Express’, var en noget anden oplevelse end den du får i dag. Rejsen varede dengang mellem 12 og 24 timer og på den gamle rute var der ingen komfort. Passagererne blev endog tilrådet at tage gebisset ud, fordi toget rystede så voldsomt. Den nye togtur foregår med høj komfort med aircondition og gode sæder på hele turen.
I dag hedder ruten Madaraka Express, og er opkaldt efter Kenyas uafhængighedsdag. Den gamle rute og den nye følges ad flere steder, men den nye rute er mere direkte. Madaraka Express blev sat i drift den 1. juni 2017 og har 17 vogne med plads til 1.200 passagerer, og kører afsted med 120 km i timen på den 470 km lange strækning.