Elsker du naturen og er vild med at vandre- og hike, venter der et overflødighedshorn af oplevelser på vores vandre- og hikingture i Afrika.
Smukke bjergkæder og utroligt smukke oplevelser på allertætteste hold. Med erfarne guider vandrer og hiker du gennem Afrikas storslåede natur, det ene øjeblik smukkere end det andet.
Glæd dig til naturoplevelser i absolut verdensklasse.
Rejser under temaet »Vandre- og hikingture i Afrika«
Afrika er et paradis, for alle der elsker at vandre, og samtidig gerne vil have uforglemmelige minder og store oplevelser med hjem i rygsækken. Mange steder i Afrika er der indenfor relativt små afstande utroligt varierede landskaber og dermed også varieret dyreliv. Og når man kan få lov til at opleve det hele til fods, så foregår det også i et tempo, hvor alle sanser kan følge med. På den måde kommer du helt ned i gear, og du kan nå at indtage alle de nye smukke indtryk undervejs.
Vi tilbyder både vandreferier og trekking safari til flere forskellige destinationer i Afrika. Det er helt op til dig, og din eventyrlyst, hvor rejsen skal gå hen. Der er også mulighed for at kombinere flere ture, så du for eksempel både kan komme op i bjergene og på trekking safari på én og samme rejse.
Kruger National Park er verdenskendt for sine muligheder for safarioplevelser. I Kruger er der enestående potentiale for at tage på trekking safari, eller for at kombinere safari til fods med safari i åbne biler. Ligegyldigt om du vælger ren vandresafari eller kombineret vandring og kørsel, kan du sammen med de dygtige erfarne guider komme helt tæt på rigtigt mange af Afrikas kendte safaridyr. Nationalparken er næsten på størrelse med Jylland, og har den største variation af større pattedyr i Afrika. Landskaberne i Kruger byder også på en stor variation. I den nordlige del af Kruger mærker du et varmt og fugtigt klima, og her kan du møde geparder, springbukke og bøfler på de brede åbne sletter. I den sydlige del er landskabet mere præget af buskads og er til tider lidt køligere – den perfekte hjemmebane for leoparden. Kruger er naturligvis også især kendt for sine mange elefanter.
Swaziland er et lille kongedømme i det sydlige Afrika. Kongedømmet er cirka halv størrelse af Jylland, men landskabet er utrolig varieret. Du mødes af smukke bjerge i vest og frodigt lavland i øst. Landet bliver af mange kaldt for et miniland med et kæmpe hjerte. Den dejlige befolkning i Swaziland, som overvejende er swazier, er enormt imødekommende og hjertevarme. Landets befolkning holder stærkt fast i deres stolte swazi traditioner, som året rundt praktiseres og fejres. Dyrelivet er ligesom landskabet utrolig varieret, alt efter hvor du befinder dig. I bjergene finder du elegante antiloper, mens du i lavlandet kan møde flere af de klassiske safaridyr som elefanter, næsehorn, bøfler, løver, giraffer og mange flere. Naturen, menneskene og dyrene gør Swaziland til et fantastisk område at vandre i, fordi der er mange forskellige og store oplevelser inden for et lille område.
Drakensbjergene er en bjergkæde, der løber 1.000 kilometer gennem det østlige Sydafrika. Og bjergkæden kan give dig et utal af storslåede eventyr. Drakensberg National Park, der ligger i bjergkæden, er blevet udnævnt som verdensarv, fordi man i området har fundet mellem 35.000 og 40.000 bemærkelsesværdige klippemalerier. Bjergkunsten er lavet af San folket, som har levet her i over 40.000 år. Måske endda helt op mod 100.00 år. I Drakensbjergene finder du også enestående naturoplevelser som amfiteateret, Tugela floden og Tugela Falls, som er verdens næsthøjeste vandfald. Der er mulighed for at vælge mange forskellige ruter i alle sværhedsgrader. Det vil sige, at de fleste kan få chancen for at komme på opdagelse i bjergenes mange hemmelige kroge på en fantastisk trekking safari. I bjergene ses også flere endemiske fugle- og plantearter, altså arter som kun kan findes her i området.
Er du i området omkring Cape Town, venter der den ene oplevelse efter den anden. Hvis du er vild med at vandre, er især Cape Point og Table Mountain et besøg værd. Ved Cape Point kan du ad stier vandre til toppen af klippeskråningerne og det idylliske lille fyrtårn på toppen. Herfra kan du se udover både Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, mens bølgerne vælter ind mod klippesiden og brydes i brusende vandkaskader. I Cape Town finder du det ikoniske Table Mountain. På vej op mod toppen af bjerget gøres der stop, så I kan nyde sceneriet. Når du endeligt kommer helt op til toppen, kan du nyde udsigten over Cape Town og Atlanterhavet, hvor Robben Island kan anes ud mod horisonten. På turen ned kan du vælge at vandre eller at tage den hyggelige kabelbane ned. Kabelbanen roterer 360 grader på vejen ned, og giver dig mulighed for fuld panoramaudsigt på hele turen ned til Cape Town.