Nakurusøen, med den omkransende nationalpark på i alt ca. 190 km2, er vel nok den mest berømte af søerne i den kenyanske del af Rift Valley. Det skyldes uden tvivl kombinationen af de mere end 1 mio. flamingoer, der ofte har farvet søbredden lyserød, og så tilstedeværelsen af en fin bestand af begge arter af de truede næsehorn, det store hvide og det lidt mindre sorte, den smukke men sky leopard samt den sjældne Rothschild´s giraf med de hvide ”sokker”, der lever i den indhegnede nationalpark omkring søen.
Mens alle de sidstnævnte stadig kan ses i området, så har flamingoerne de seneste år været usædvanligt fåtallige, da vandstanden har været meget høj i søen. Det betyder at saltholdigheden er faldet, hvorved de alger og krebsdyr flamingoerne lever af næsten er forsvundet, og flamingoerne er derfor trukket til Lake Baringo mod nord og især til Lake Natron i Tanzania mod syd.
Ud over de nævnte og meget berømte beboere i nationalparken findes her også en imponerende bestand af bøfler samt mange antiloper, zebraer og vortesvin, mens både marekatte, bavianer og den meget smukke Colobusabe er almindelige. Parken rummer også en god bestand af løver, som ofte ses eller høres, men her er ingen elefanter.
Selvom bestanden af flamingoer er kraftigt decimeret i de senere år, men sagtens kan vende talstærkt tilbage når betingelserne er de rette, så ses der stadig enkelte af disse besynderlige fugle med de fantastiske farver. Her ses også pelikaner, et væld af store rovfugle, smukke krontraner samt små farvestrålende fugle af mange arter.
Lake Nakuru ligger ca. 160 km nordvest for hovedstaden Nairobi og er let tilgængelig ad en god men ofte ret trafikeret landevej. Der ligger flere dejlige lodges på kanten eller inde i nationalparken med udsigt over søen og/eller den omgivende savanne, og de udgør alle et glimrende udgangspunkt for safarikørsel i parken. Afstanden til nabosøerne Lake Naivasha og Elmentaita er dog ikke større end man sagtens kan bo her og tage på safari i Nakuru nationalparken.